Gå videre til hovedindholdet

Vesten og islam

I den igangværende konflikt mellem Vesten og islam er der et forhold som sjældent eller aldrig omtales. Jeg tænker på lighederne i den retorik og handlinger der præger konflikten fra begge sider.

I islam skelner man mellem den store og den lille jihad. Den store jihad opfatter jeg som en primært indre kamp i den enkelte muslim som omhandler islams 5 søjler, bla trosbekendelsen og bøn.

Den lille jihad derimod påstås at give muslimer ret til militært selvforsvar hvis man bliver angrebet. I vores tid påstår rabiate muslimer så, at islam og muslimer er under globalt angreb og man derfor har ret til global modstand (terror).

Det samme synspunkt hævdes af rabiate vestlige politikere men med modsat fortegn; Vesten er under globalt angreb fra islam og muslimer (gennem migration og terror) og svaret er derfor en global lad os bare kalde det krig eller forfølgelse eller eksklusion af muslimer fra de vestlige samfund.

Der er altså disse to parallelle synspunkter: Vi er under globalt angreb og svaret er derfor global krig. Dette hævdes af yderfløjende på begge sider, og yderfløjende larmer som altid mest. Eller sagt på en anden måde: Der skal ikke ret meget snavs (vold og krig) til for at gøre en suppe uspiselig.

Tilbage står dem på begge sider der ønsker fred og forsoning; vi står rådvilde og ser på at mennesker slagter hinanden i forfærdelige og gudsbespottelige krige.

Hvad kan vi gøre for at stoppe myderierne? Hvad kan vi gøre andet end at tro på, at vi er flest og lægge pres på vores politikere og kombattanter for at stoppe de afskyelige voldshandlinger som nu skaber helvede på Jorden?

Hvad kan vi gøre andet end at vende os bort fra den identiske krigsretorik som fremføres fra begge sider, krigens afskyelige hadtale og søge en fælles grund for fred?

Hvad kan vi gøre andet end at anfægte den grundlæggende præmis på begge sider ("vi er under globalt angreb og vores globale svar (krig) er derfor retfærdigt") og gøre den usand ved ikke at ty til den vold der virker som en selvopfyldende profeti om civilisationernes sammenstød (clash of civilizations).

Hvem startede konflikten eller krigen? Har det betydning? Er det ikke hævnønsket der spørger om det? Er det ikke vigtigere at spørge hvem der afslutter den? Er det ikke fredsønskets spørgsmål?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere