Gå videre til hovedindholdet

Opsats 6

Hellige krigere fra Øst og Vest søger begrundelser for drab. De påberåber sig Gud eller det gode eller friheden som de vil tvinge andre til at bøje sig for; og sådan dræber retfærdige retfærdige.

Se, de vender sig mod deres satan af en Gud, de knæler i bøn med rifler over skuldrene og patronbælter om livet; se, de søger at omgå det fædrene gik over millioner af døde for at vinde, det fædrene gik gennem to verdenskrige for at vinde; respekt for menneskeliv.

Se, de stener djævelen, vil ikke tilgive, deres sten er en hilsen helt i den Ondes ånd. Se, de stener hinanden for ingenting og finder bemyndigelse i deres blodskrift.

Se, de fejrer en 2000 år gammel henrettelse som de aldrig bliver trætte af at gentage.

Se dem gennemtvinge frihed og fred og demokrati, og se de millioner af døde på frihedens alter. Se dem vende blikket bort fra den enkle sandhed at frihed og fred langsomt gror frem indefra.

Se, de der flygter fra helvede flygter fra et helvede til et andet helvede.

Se, civilisationens kulmination kaste bomber over helvede, se dronerne, hør deres ildevarslende hvislen, børn der skriger, se urmennesket dukke frem når forførere kradser i overfladen.

Se den største hammers civilisation, og se dem der kan volde mest ondt have magten. Se dem gribe efter hammeren, det de kalder magt.

Se børn dø og deres mødre flænge deres tøj og fædre strø deres døde børns aske over hovedet.

Hvad vil vi; hævn eller tilgivelse? Hvem tilhører vi; djævelen eller Gud? Hvem er vi, hvem er du?

Se civilisationen dø, se retfærdige slagte retfærdige, se deres uforsonlighed og deres had. Hvis ikke vi tilgiver er nutidens helvede også fremtidens.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst