Gå videre til hovedindholdet

Kampen om sandheden

Hvad er sandhed?

I både kristendommen og islam og andre trosretninger diskuteres det hvad den "rigtige" udlægning af bibelen og koranen og andre hellige tekster er.

Hvorfor er det så vigtigt at nå frem til den "rigtige" udlægning af disse tekster? Jeg kunne tænke mig i hvert fald tre forhold der spiller ind her:

1) det teologiske aspekt
2) det psykologiske aspekt
3) det politiske aspekt

Med hensyn til det teologiske aspekt er det afgørende at finde sandheden hvis denne sandhed og troen på den er afgørende for det enkelte menneskes evige skæbne sådan som det for eksempel påstås i kristendommen og islam. Hvis derimod det enkelte menneskes tro ikke er afgørende for hans eller hendes frelse eller fortabelse - sådan som Vandrer mod Lyset siger - er det ikke så afgørende at finde den "rigtige" udlægning af de hellige tekster.

Som jeg flere gange har forsøgt at argumentere for så er menneskets erkendelse principielt begrænset, og derfor kan ingen religiøs tekst påberåbe sig at indeholde al sandhed, hvorfor den "rigtige" udlægning af religiøse tekster under alle omstændigheder også må være begrænset og derfor er der principielt et råderum for personlig tolkning og tankefrihed også i religionerne.

Derfor synes det sikkert at den hidsige kamp om sandheden mere bunder i psykologiske og politiske træk ved mennesket end i specifikke krav fra Gud.

Det synes at være et grundliggende psykologisk træk ved os mennesker at vi gerne vil overbevise eller påtrykke andre vores egne tanker og værdier og billeder af sandheden og virkeligheden. Derfor er kravet om ensartede trosforestillinger og faste dogmer mere et udtryk for ringe tolerance og manglende respekt for det enkelte menneskes ret til at tænke og tro frit.

Det politiske aspekt er historisk blevet brugt eller rettere misbrugt til at tyrannisere mennesker gennem trusler om evig straf for at opretholde totalitære magtbastioner (fx den katolske kirke), og dette kan siges at være det værste misbrug af de hellige tekster og tanken om og troen på Gud, der - hvis Han er lysets og kærlighedens Almagt - sikkert kun smiler vemodigt af vores stridbarhed, påståelighed og manglende tolerance.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere