Gå videre til hovedindholdet

Nuancering af tanken om mørkets dobbeltnatur

I et forsøg på en nuancering af tanken om mørkets dobbeltnatur vil jeg sige, at det måske er mere rigtigt at beskrive denne dobbeltnatur ved at for hvert fænomen eller kerneværdi i lyset spalter mørket sig i to tilsyneladende modsatte begreber eller fænomener.

Dette skal forstås som en skala af mørke der modsvarer det enkelte lys i to retninger; den "lyse" der efterligner lyset og så den rent sorte (de to tilsyneladende modsatte fænomener er udtryk for eller aspekter af det samme mørke.)

At beskrive dobbeltnaturen som en skala er nyt i forhold til det jeg har skrevet tidligere og kan bedst illustreres ved et par eksempler:

Glæde (en følelse som lyset kan vække) søger mørket at efterligne ved en skala på den "lyse" side sådan: Opstemthed-eufori-ekstase hvor intensiteten altså stiger på skalaen.

På den rent sorte side er de tilsvarende fænomener tristhed-fortvivlelse-desperation.

Det er vigtigt her også at sige at denne beskrivelse ikke er fuldt dækkende og præcis men dog giver et indtryk af princippet med det dobbelt skalerede mørke.

Man kunne også nævne begrebet og fænomenet kærlighed, som mørket søger at efterligne ved forelskelse-tilbedelse-forgudelse på den "lyse" side og vrede-fordømmelse-had på den rent sorte skala.

Igen vil jeg sige at denne beskrivelse ikke er fuldstændig og at man kunne bruge andre ord og begreber til at illustrere princippet.

Overordnet kan det tilføjes at lyset giver ro og fred i sindet, mens mørket skaber uro og splittelse og beruselse.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere