At skelne mellem viden og visdom som to - ikke nødvendigvis modsatte - fænomener kan være relevant ud fra den simple og vel almindelige, menneskelige erfaring, at høj intelligens og stor viden ikke altid følges af en tilsvarende høj etik. Jeg knytter her som forudsætning begrebet visdom sammen med menneskets etiske sans - forstået som den enkeltes evne til at skelne mellem godt og ondt og at handle efter denne forståelse i det godes retning.
Fx har det uden tvivl krævet et betydeligt intellekt - geni - at udtænke teorien bag atombomben, hvorimod dette våbens etiske værdi efter al rimelighed må betragtes (på linje med alle andre våben herunder fx tidligere opfindelsen af krudtet) som negativ, altså ondt.
Men jeg vil her forsøge at beskrive, hvordan man nærmere kan se forholdet mellem viden og visdom først og fremmest ud fra den beskrivelse, der i "Vandrer mod Lyset!" s. 171-173 gives af åndelegemets udseende og opbygning.
Det beskrives her, at menneskeånden (og alle andre ånder) er i besiddelse af en åndelig hjerne, der er sæde for tanken og viljen. Men derudover siges det, at vi også har et såkaldt hjertecenter (ikke at forveksle med de formentlig ikke-eksisterende chakras), der befinder sig omtrent hvor det fysiske hjerte sidder (altså i åndelegemet ikke i den fysiske krop).
Dette kan have betydning for forholdet mellem netop viden og visdom. Det er formentlig sådan, at hjertecenteret er den instans udover samvittigheden, der rummer menneskets indre sans for godt og ondt. Hvis vi godtager VmLs beskrivelse af samvittighedens stemme, menneskets samvittighed som skytsåndens vejledning af os i spørgsmålet om godt og ondt i alle de forhold vi præsenteres for gennem livet, må dette betragtes som en instans uden for mennesket selv (men alligevel nært forbundet med os).
Men menneskets egen indre sans for godt og ondt (altså ikke samvittigheden (skytsånden)) kan tænkes at have sæde først og fremmest i det omtalte hjertecenter.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke opfatter sondringen mellem viden (den åndelige hjerne; tanken) og visdom (hjertecenteret) som et enten-eller men snarere et både-og forstået på den måde, at det umiddelbare møde med godt og ondt - aspekter af disse kræfter som foreløbig er os ukendte - vurderes af hjertecenteret (enten ved at optage det gode eller onde vi møder i livet i vores personlighed; for det ondes vedkommende ved at gyse tilbage for det). Møder man fx noget godt i livet (fx en kærlighed, en sand tanke, noget smukt osv) kan hjertet (hjertecenteret) sige god for det, og derefter søge via tanken (den åndelige hjerne) at udgrunde, hvorfor det man har mødt er godt. Der er altså tale om en vekselvirkning mellem den åndelige hjerne og hjertecenteret.
Konkret kan forskellen opleves som situationer i livet, hvor man stilles overfor et valg, hvor man ikke på forhånd kan tænke sig til, hvordan man skal vælge. Her er det ens indre personlighed (hjertecenteret) der vælger eller svarer på valgsituationen, støttet af samvittigheden (skytsånden). Jeg tror at de fleste mennesker kender til sådanne situationer hvor man vælger med sit indre (hjertet) og først bagefter kan forklare hvorfor man valgte som man gjorde.
Forskellen mellem viden og visdom (den åndelige hjerne og hjertecenteret) har også betydning for hvordan vi egentlig skal forstå begrebet viden. Det jeg hentyder til er den klassiske filosofiske skelnen mellem objektiv og subjektiv viden. En tanke, evt et helt filosofisk eller religiøst system, kan således forstås med tanken - i en form for ydre (intellektuel) forståelse - eller med hjertet - i en form for indre (etisk) forståelse - eller begge dele. Den indre forståelse - vi kunne også kalde det at sætte en tanke i forbindelse med det indre menneske - kommer når vi har taget stilling til tanken eller systemet ud fra hjertets visdom; altså når vi har forsøgt at afgøre spørgsmålet om godt og ondt i forbindelse med den tanke eller det system vi prøver at forstå.
Man kan relativt let forstå en tanke eller et system med forstanden (tanken; den åndelige hjerne); den etiske side af tanken (altså spørgsmålet om godt og ondt - typisk i hvor høj grad tanken er ren eller ubrugelig da de oftest optræder i blandinger), og dermed om vi optager tanken i vores personlighed efter at have målt den med hjertet, kan være sværere.
Det jeg her har prøvet at beskrive - hvilket vi kort kan sammenfatte ved at sige, at viden hører til hjernen og visdom til hjertet - er min opfattelse af forskellen og forbindelsen mellem det man kunne kalde hjernens og hjertets dannelse - man kunne også kalde det forskellen mellem den rent intellektuelle (ydre, upersonlige) forståelse og den personlige (indre, etiske) tilegnelse. Det er også min opfattelse, at hjertets dannelse, den egentlige modning af personligheden eller ånden, er den udvikling af de to (viden og visdom) der tager længst tid og kræver størst tålmodighed.
Og dette er måske årsagen til, at menneskets etiske sans, hjertets dannelse, visdommen, halter bagefter vores viden med hvad dertil hører af problemer med hensyn til at handle etisk ud fra den viden vi har.
Fx har det uden tvivl krævet et betydeligt intellekt - geni - at udtænke teorien bag atombomben, hvorimod dette våbens etiske værdi efter al rimelighed må betragtes (på linje med alle andre våben herunder fx tidligere opfindelsen af krudtet) som negativ, altså ondt.
Men jeg vil her forsøge at beskrive, hvordan man nærmere kan se forholdet mellem viden og visdom først og fremmest ud fra den beskrivelse, der i "Vandrer mod Lyset!" s. 171-173 gives af åndelegemets udseende og opbygning.
Det beskrives her, at menneskeånden (og alle andre ånder) er i besiddelse af en åndelig hjerne, der er sæde for tanken og viljen. Men derudover siges det, at vi også har et såkaldt hjertecenter (ikke at forveksle med de formentlig ikke-eksisterende chakras), der befinder sig omtrent hvor det fysiske hjerte sidder (altså i åndelegemet ikke i den fysiske krop).
Dette kan have betydning for forholdet mellem netop viden og visdom. Det er formentlig sådan, at hjertecenteret er den instans udover samvittigheden, der rummer menneskets indre sans for godt og ondt. Hvis vi godtager VmLs beskrivelse af samvittighedens stemme, menneskets samvittighed som skytsåndens vejledning af os i spørgsmålet om godt og ondt i alle de forhold vi præsenteres for gennem livet, må dette betragtes som en instans uden for mennesket selv (men alligevel nært forbundet med os).
Men menneskets egen indre sans for godt og ondt (altså ikke samvittigheden (skytsånden)) kan tænkes at have sæde først og fremmest i det omtalte hjertecenter.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke opfatter sondringen mellem viden (den åndelige hjerne; tanken) og visdom (hjertecenteret) som et enten-eller men snarere et både-og forstået på den måde, at det umiddelbare møde med godt og ondt - aspekter af disse kræfter som foreløbig er os ukendte - vurderes af hjertecenteret (enten ved at optage det gode eller onde vi møder i livet i vores personlighed; for det ondes vedkommende ved at gyse tilbage for det). Møder man fx noget godt i livet (fx en kærlighed, en sand tanke, noget smukt osv) kan hjertet (hjertecenteret) sige god for det, og derefter søge via tanken (den åndelige hjerne) at udgrunde, hvorfor det man har mødt er godt. Der er altså tale om en vekselvirkning mellem den åndelige hjerne og hjertecenteret.
Konkret kan forskellen opleves som situationer i livet, hvor man stilles overfor et valg, hvor man ikke på forhånd kan tænke sig til, hvordan man skal vælge. Her er det ens indre personlighed (hjertecenteret) der vælger eller svarer på valgsituationen, støttet af samvittigheden (skytsånden). Jeg tror at de fleste mennesker kender til sådanne situationer hvor man vælger med sit indre (hjertet) og først bagefter kan forklare hvorfor man valgte som man gjorde.
Forskellen mellem viden og visdom (den åndelige hjerne og hjertecenteret) har også betydning for hvordan vi egentlig skal forstå begrebet viden. Det jeg hentyder til er den klassiske filosofiske skelnen mellem objektiv og subjektiv viden. En tanke, evt et helt filosofisk eller religiøst system, kan således forstås med tanken - i en form for ydre (intellektuel) forståelse - eller med hjertet - i en form for indre (etisk) forståelse - eller begge dele. Den indre forståelse - vi kunne også kalde det at sætte en tanke i forbindelse med det indre menneske - kommer når vi har taget stilling til tanken eller systemet ud fra hjertets visdom; altså når vi har forsøgt at afgøre spørgsmålet om godt og ondt i forbindelse med den tanke eller det system vi prøver at forstå.
Man kan relativt let forstå en tanke eller et system med forstanden (tanken; den åndelige hjerne); den etiske side af tanken (altså spørgsmålet om godt og ondt - typisk i hvor høj grad tanken er ren eller ubrugelig da de oftest optræder i blandinger), og dermed om vi optager tanken i vores personlighed efter at have målt den med hjertet, kan være sværere.
Det jeg her har prøvet at beskrive - hvilket vi kort kan sammenfatte ved at sige, at viden hører til hjernen og visdom til hjertet - er min opfattelse af forskellen og forbindelsen mellem det man kunne kalde hjernens og hjertets dannelse - man kunne også kalde det forskellen mellem den rent intellektuelle (ydre, upersonlige) forståelse og den personlige (indre, etiske) tilegnelse. Det er også min opfattelse, at hjertets dannelse, den egentlige modning af personligheden eller ånden, er den udvikling af de to (viden og visdom) der tager længst tid og kræver størst tålmodighed.
Og dette er måske årsagen til, at menneskets etiske sans, hjertets dannelse, visdommen, halter bagefter vores viden med hvad dertil hører af problemer med hensyn til at handle etisk ud fra den viden vi har.
Kommentarer
Send en kommentar