Ifølge nogle religiøse tekster - heriblandt den bibelske Moselov og den islamiske sharialov - har Gud opstillet nogle krav, nogle love, som vi mennesker skal følge i lydighed og ellers underkaste os og tilbede Gud. Hvis ikke vi gør dette, hjemfalder vi til strenge, eventuelt evige, straffe.
Hvis man drager en parallel til jordiske, menneskelige forhold og forestiller os et menneske, der kræver det samme - hvilken anden betegnelse kan man så retfærdigvis bruge om et sådant menneske end en simpel tyran, en diktator, et ondt menneske.
Hvis derimod "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet, står det med det samme klart, at denne opfattelse af Gud - at Han skulle kræve denne ubetingede lydighed, underkastelse og tilbedelse under trussel om strenge (evige) straffe - intet har med den sande Gud at gøre, og at sådanne forestillinger under ét må betegnes som barnlig religiøsitet.
Det er også klart med et kort blik på historien, at denne opfattelse af Gud til alle tider er blevet brugt og misbrugt til at tyrannisere, kue og mange gange dræbe andre mennesker - i Guds navn. Historisk er fx kristendommen blevet misbrugt på denne måde og mere aktuelt misbruges den i den islamiske idé om jihad - hellig krig ("den lille jihad" - når denne forstås og praktiseres som anvendelse af vold og terror). Alt for ofte ser man i medierne disse hæslige, uhyrlige og blasfemiske billeder af såkaldt "hellige krigere", der rækker maskingeværer i luften og skriger deres "Gud er stor!" eller som knæler i "bøn" med våben over skuldrene og som efterfølgende begår vold og drab i Hans navn. Disse mennesker spotter og misbruger Gud til at gøre det onde.
Al den afskyelige og blasfemiske krig, vold og terror - den være sig jødisk, kristen eller islamisk - der begås i Guds navn kan ikke retfærdiggøres ved henvisning til Ham, men står alene for menneskers egen regning.
Fejltagelsen opstår ved at mennesker dømmer som Gud - mennesker overtager Guds dom - idet man frisk nok mener at vide alt om, hvordan Gud er og hvordan Han dømmer - det står jo i bogen. Og smart nok straffer man så også - nu man er i gang - som man tænker sig Gud straffe.
Gud dømmer ikke. Gud straffer ikke. Gud er kærlighed. Mennesker straffer sig selv når de følger det onde - men Gud tilgiver os når vi angrer det onde vi har gjort. Hvis vi nægter at indse vores fejl, nægter at angre det onde vi måske har gjort (og intet menneske er rent), så har det konsekvenser i henhold til gengældelsesloven - men ikke evige konsekvenser. Ethvert menneske må selv høste den gode eller onde sæd vi selv har sået i form af tanker og handlinger. Alt andet ville være at umyndiggøre os og undergrave vores værdighed, hvis vi ikke selv fik lov til at rette vores fejl.
Dette er en af hovedforskellene mellem barnlig og moden religiøsitet.
Hvis man drager en parallel til jordiske, menneskelige forhold og forestiller os et menneske, der kræver det samme - hvilken anden betegnelse kan man så retfærdigvis bruge om et sådant menneske end en simpel tyran, en diktator, et ondt menneske.
Hvis derimod "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet, står det med det samme klart, at denne opfattelse af Gud - at Han skulle kræve denne ubetingede lydighed, underkastelse og tilbedelse under trussel om strenge (evige) straffe - intet har med den sande Gud at gøre, og at sådanne forestillinger under ét må betegnes som barnlig religiøsitet.
Det er også klart med et kort blik på historien, at denne opfattelse af Gud til alle tider er blevet brugt og misbrugt til at tyrannisere, kue og mange gange dræbe andre mennesker - i Guds navn. Historisk er fx kristendommen blevet misbrugt på denne måde og mere aktuelt misbruges den i den islamiske idé om jihad - hellig krig ("den lille jihad" - når denne forstås og praktiseres som anvendelse af vold og terror). Alt for ofte ser man i medierne disse hæslige, uhyrlige og blasfemiske billeder af såkaldt "hellige krigere", der rækker maskingeværer i luften og skriger deres "Gud er stor!" eller som knæler i "bøn" med våben over skuldrene og som efterfølgende begår vold og drab i Hans navn. Disse mennesker spotter og misbruger Gud til at gøre det onde.
Al den afskyelige og blasfemiske krig, vold og terror - den være sig jødisk, kristen eller islamisk - der begås i Guds navn kan ikke retfærdiggøres ved henvisning til Ham, men står alene for menneskers egen regning.
Fejltagelsen opstår ved at mennesker dømmer som Gud - mennesker overtager Guds dom - idet man frisk nok mener at vide alt om, hvordan Gud er og hvordan Han dømmer - det står jo i bogen. Og smart nok straffer man så også - nu man er i gang - som man tænker sig Gud straffe.
Gud dømmer ikke. Gud straffer ikke. Gud er kærlighed. Mennesker straffer sig selv når de følger det onde - men Gud tilgiver os når vi angrer det onde vi har gjort. Hvis vi nægter at indse vores fejl, nægter at angre det onde vi måske har gjort (og intet menneske er rent), så har det konsekvenser i henhold til gengældelsesloven - men ikke evige konsekvenser. Ethvert menneske må selv høste den gode eller onde sæd vi selv har sået i form af tanker og handlinger. Alt andet ville være at umyndiggøre os og undergrave vores værdighed, hvis vi ikke selv fik lov til at rette vores fejl.
Dette er en af hovedforskellene mellem barnlig og moden religiøsitet.
Kommentarer
Send en kommentar