I forlængelse af indlægget, "Drømmen om det perfekte", hvor jeg har søgt at vise, at ideen om det perfekte/guddommelige/blive lig Gud i grunden er en destruktiv idé - idet livet kan opfattes som en konstant udvikling og hvor ideen om udviklingens slutning derfor let bliver til en idé om døden - vil jeg sige, at i stedet for, som mange har gjort - både hvad angår personlighedens og samfundenes og videnskabernes osv udvikling - at forestille sig et slutpunkt for udviklingen (hvad angår samfundenes udvikling fx de mange utopier, fx det kommunistiske "idealsamfund") er det måske mere frugtbart at rette blikket mod begyndelsen.
Det jeg mener med dette er, at livet i en vis forstand kan beskrives som en fortsat begyndelse - uden endemål (hvis vi med VmL accepterer at livet (i åndelig forstand) er evigt). Livet kan således opfattes som en stadig begyndelse eller skabelse - og denne begyndelse eller skabelse sker i nuet. Denne opfattelse hænger sammen med den særlige opfattelse af tiden som en ubrudt varen og skabelse - hvor de mentale (og fysiske) tilstande umærkeligt afløser og glider over i hinanden. For fuldstændighedens skyld (og med et blik til Henri Bergsons (1859-1941) redegørelse for tiden som netop en ubrudt varen ("Matiére et Memoire" (1896), da. "Stof og Hukommelse")) rummer denne opfattelse af tiden selvfølgelig også erindringen.
Med det samme vil jeg her imødegå mulige misforståelser af disse tanker. Fx skal den her omtalte begyndelse eller skabelse ikke forstås som Kant gjorde det; at mennesket selv i en (mystisk) forstand skaber fx tid og rum og materie og virkelighed (i det omfang denne tolkning af Kants tanker er rimelig og rigtig). Det vi skaber eller kan siges at skabe er tanker og handlinger - og disse tanker og handlinger skaber vi i nuet - ikke betingelserne for tankerne og handlingerne (altså fx tid og rum).
Denne forståelse af livet som en stadig begyndelse eller skabelse skal heller ikke forstås på den måde, at det er en fuldstændig beskrivelse af hvad liv er, men mere som et kendetegn på liv.
Forskellen på at rette søgelyset mod evigheden - i den forstand at man forestiller sig at realisere det perfekte/guddommelige/at blive lig Gud engang i evigheden - og så at rette blikket mod nuet kan siges at være at flytte mennesket tilbage i sig selv - der hvor vi er og altid har været.
Ikke engang den proces der afhandles i "Spørgsmål og Svar II" no 64 - udviklingen frem mod tanke-vilje-enheden og den tilhørende upåvirkelighed af mørket - kan siges at pege mod noget slutpunkt men nærmere - netop - en begyndelse (på et nyt afsnit af livet). Heller ikke når vi alle samles i Guds Rige, Paradis, har vi nået vejs ende men, igen, nærmere en ny begyndelse (på den videre udvikling under gode betingelser og personlig lykke i sublime omgivelser).
I tråd med dette kan også "Vandrer mod Lyset!" siges at markere en ny begyndelse - nemlig på den epoke der nu (1912) er indtrådt med Satans (Ardors) tilbagevenden til Gud og bøn om tilgivelse og alt det, der også fremover kan gives mennesker af viden og lys.
Det jeg mener med dette er, at livet i en vis forstand kan beskrives som en fortsat begyndelse - uden endemål (hvis vi med VmL accepterer at livet (i åndelig forstand) er evigt). Livet kan således opfattes som en stadig begyndelse eller skabelse - og denne begyndelse eller skabelse sker i nuet. Denne opfattelse hænger sammen med den særlige opfattelse af tiden som en ubrudt varen og skabelse - hvor de mentale (og fysiske) tilstande umærkeligt afløser og glider over i hinanden. For fuldstændighedens skyld (og med et blik til Henri Bergsons (1859-1941) redegørelse for tiden som netop en ubrudt varen ("Matiére et Memoire" (1896), da. "Stof og Hukommelse")) rummer denne opfattelse af tiden selvfølgelig også erindringen.
Med det samme vil jeg her imødegå mulige misforståelser af disse tanker. Fx skal den her omtalte begyndelse eller skabelse ikke forstås som Kant gjorde det; at mennesket selv i en (mystisk) forstand skaber fx tid og rum og materie og virkelighed (i det omfang denne tolkning af Kants tanker er rimelig og rigtig). Det vi skaber eller kan siges at skabe er tanker og handlinger - og disse tanker og handlinger skaber vi i nuet - ikke betingelserne for tankerne og handlingerne (altså fx tid og rum).
Denne forståelse af livet som en stadig begyndelse eller skabelse skal heller ikke forstås på den måde, at det er en fuldstændig beskrivelse af hvad liv er, men mere som et kendetegn på liv.
Forskellen på at rette søgelyset mod evigheden - i den forstand at man forestiller sig at realisere det perfekte/guddommelige/at blive lig Gud engang i evigheden - og så at rette blikket mod nuet kan siges at være at flytte mennesket tilbage i sig selv - der hvor vi er og altid har været.
Ikke engang den proces der afhandles i "Spørgsmål og Svar II" no 64 - udviklingen frem mod tanke-vilje-enheden og den tilhørende upåvirkelighed af mørket - kan siges at pege mod noget slutpunkt men nærmere - netop - en begyndelse (på et nyt afsnit af livet). Heller ikke når vi alle samles i Guds Rige, Paradis, har vi nået vejs ende men, igen, nærmere en ny begyndelse (på den videre udvikling under gode betingelser og personlig lykke i sublime omgivelser).
I tråd med dette kan også "Vandrer mod Lyset!" siges at markere en ny begyndelse - nemlig på den epoke der nu (1912) er indtrådt med Satans (Ardors) tilbagevenden til Gud og bøn om tilgivelse og alt det, der også fremover kan gives mennesker af viden og lys.
Kommentarer
Send en kommentar