Gå videre til hovedindholdet

digt

note to self


hvorfor dømmer du dig selv så hårdt
hvorfor tror du at når du dømmer dig selv er alt sagt
hvorfor er du samtidig så ømfindtlig overfor selv den mindste kritik
du tror du er bedre den bedste fordi du kalder dig den ringeste
du tror at du elsker menneskeheden men sandheden er at du afskyr og foragter næsten
sandheden er at næsten selv hende du kalder din elskede
forstyrrer dig er i vejen for din storhed og det du kalder din kærlighed
du siger så let jeg elsker dig og tror at nuet er din dommer ikke livet hele livet
du tror at fremtiden vil tiljuble dig eller som ekstra raffinement glemme dig så du kan nyde martyriet
jeg ved at din krop dine tanker bedrager dig
hånd i hånd går I ned ad gaden og ti gange vender du dig om efter en tilfældig kvinde
er dette den rigtige dom den retfærdige den du prøver at undslippe at du er en hykler
eller er vilkåret sandheden den simple men sørgmodige som du ikke kan hæve dig over
heller ikke ved at bekende alt som i dette digt eller tage den straf du længes efter for at slippe
at at leve er at ligge under mudder og drømme om solen og renhed
thi kendes for ret jeg idømmer dig lovens strengeste straf
jeg dømmer dig så strengt som ingen før heller ikke du selv netop ikke du har dømt dig
jeg dømmer dig til det du mest af alt frygter dit værste mareridt
det du frygter mere end pest og evig ild og de lidelser som du selv valgte
og det mørke som du gemmer dig i for at undslippe den rigtige dom, der lyder:
jeg dømmer dig
til at leve som alle andre
til at være lykkelig

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere