En grundkonflikt i os mennesker er dels trangen til dels frygten for at skille os ud, rage op, være anderledes. Mange mennesker ønsker at blive set som noget særligt fx være berømte i en videre kreds, være "kendte". Men selve dette ønske plejer at være et sikkert tegn på, at det ikke er tilfældet, at et menneske der nærer dette ønske ikke for alvor skiller sig ud. Vi ønsker den sociale anerkendelse, men det menneske, der virkelig skiller sig ud - på godt eller ondt - står alene.
Dette er et grundvilkår for de inkarnerede yngste. Den modstand de altid møder skyldes dybest set den enkle kendsgerning, at mørket gør modstand mod det lys, de søger at bringe. For at anskueliggøre denne tanke og gøre den mindre abstrakt og mere vedkommende vil jeg give et eksempel:
En vilkårlig statsleder (af mange), et menneske, der har søgt magt og har opnået den og som - med urette - mener og viser i gerning, at krig er et legitimt politisk magtmiddel, vil være meget svær at overbevise om det fejlagtige og forkastelige i denne tanke og praksis, selv om fredselskende mennesker altid har forsøgt bibringe os bedre ideer også på dette område, og derved skabe bedre vilkår på Jorden for alle - standse de idiotiske og forkastelige krige der hærger menneskeheden (idiotiske fordi vi alle dybest set er brødre og søstre og det ikke er i nogens (virkelige) interesse at slå sine brødre og søstre ihjel) og som skaber så mange lidelser blandt mennesker.
Og hvorfor vil det være så svært at bringe et sådant menneske på bedre tanker? Fordi han - hvis han forstår hvad han gør og indser hvor forkert det er - vil være nødt til at sørge og angre over de tusinder eller millioner af menneskers død han er skyldig i. Erkendelsen af dette vil bringe ham sorg, smerte og anger - og så er det tilsyneladende lettere bare at fortsætte den forargelige praksis. Men - der er altid en regning at betale - og jo før han stopper op og indser sin fejl, jo mindre vil den fremtidige regning blive, jo mindre smerte og sorg vil han opleve senere hen.
Desuden vil mange sådanne mennesker måske føle sig presset af folkets ønske om at de skal vise handlekraft og styrke - hvilket er lige så idiotisk - da krig og vold i virkeligheden er en perverteret form for magt - en form for afmagt overfor det mørke der tilskynder dem til at handle som de gør. Et menneske der er skyld i krig og mange menneskers død er ikke stærk men svag - en slave af mørket. "Folket" beundrer og jubler over "magt" og "styrke" (fx krig og vold=afmagt), og foragter den virkelige magt, der i disse tilfælde består i sorg og anger over det man gør eller har gjort, en sorg og en anger som vil bringe lyset til sejr i et sådant menneske - et af mange eksempler på hvordan tingene bliver vendt på hovedet i denne verden.
Virkelig styrke er at afstå fra mørkets fristelser (fx vold og krig) og at søge at fremme fred - med fredelige midler. Derfor virker ægte styrke ofte som passivitet - uden at være det. Og derfor er lysets repræsentanter blandt os så svære at kende og genkende - fordi de kræver alvorligt og forpligtende selvopgør - de drukner i verdens larm og vold og tåbelige tilbedelse af fx de "handlekraftige" ledere. Et skud overdøver stilheden.
(Hvorfor mon fx nogle af de amerikanske soldater der deltog i invasionen af Irak efter sigende havde hård rock fra deres ipods eller isomething i ørerne? For at være ekstra seje eller for at overdøve afskyen ved det de var i gang med - samvittigheden?)
Hermed tror jeg at det er klart hvad der menes med at mørket gør modstand når man prøver at bringe lys. Den indre modstand i et menneske opstår pgra den lidelse det medfører at indse sin fejl, at sørge og angre - en lidelse som dog bliver mindre jo før man stopper op og indser sin fejl. At fortsætte i mørkets bane er derfor ikke rationelt - det skaber mere lidelse, jo mere mørke jo mere lidelse. Men mørket, det onde er i det hele taget ikke rationelt.
Den indre og ydre modstand som mørket møder os med når vi søger at vandre mod lys og kærlighed og fred har historisk vist sig at føre til en grundliggende konservatisme hos mennesker. Man ønsker ikke at stoppe op, man ønsker ikke at erkende sin fejl, man ønsker det bestående opretholdt som det er, man ønsker ikke virkelig forandring selv om behovet for forandring er indlysende - og man håner dem der prøver at bringe denne forandring - eller fryser dem ud eller korsfæster dem åndeligt eller konkret - man falder for den fristelse der består i at lukke øjnene for kendsgerningerne selv om det er eller burde være indlysende at fx vold og krig ikke fører til noget godt - og man trøster sig i selvgodhed med, at det næste geni der kommer, ham vil man tage imod - hvilket dog sjældent eller aldrig sker i hvert fald ikke i deres egen levetid - sjældent eller aldrig fordi behovet for forandring er konstant og vil være der så længe der er mennesker på Jorden, og fordi det altid koster smerte og selvovervindelse at indse sin fejl.
Dette er et grundvilkår for de inkarnerede yngste. Den modstand de altid møder skyldes dybest set den enkle kendsgerning, at mørket gør modstand mod det lys, de søger at bringe. For at anskueliggøre denne tanke og gøre den mindre abstrakt og mere vedkommende vil jeg give et eksempel:
En vilkårlig statsleder (af mange), et menneske, der har søgt magt og har opnået den og som - med urette - mener og viser i gerning, at krig er et legitimt politisk magtmiddel, vil være meget svær at overbevise om det fejlagtige og forkastelige i denne tanke og praksis, selv om fredselskende mennesker altid har forsøgt bibringe os bedre ideer også på dette område, og derved skabe bedre vilkår på Jorden for alle - standse de idiotiske og forkastelige krige der hærger menneskeheden (idiotiske fordi vi alle dybest set er brødre og søstre og det ikke er i nogens (virkelige) interesse at slå sine brødre og søstre ihjel) og som skaber så mange lidelser blandt mennesker.
Og hvorfor vil det være så svært at bringe et sådant menneske på bedre tanker? Fordi han - hvis han forstår hvad han gør og indser hvor forkert det er - vil være nødt til at sørge og angre over de tusinder eller millioner af menneskers død han er skyldig i. Erkendelsen af dette vil bringe ham sorg, smerte og anger - og så er det tilsyneladende lettere bare at fortsætte den forargelige praksis. Men - der er altid en regning at betale - og jo før han stopper op og indser sin fejl, jo mindre vil den fremtidige regning blive, jo mindre smerte og sorg vil han opleve senere hen.
Desuden vil mange sådanne mennesker måske føle sig presset af folkets ønske om at de skal vise handlekraft og styrke - hvilket er lige så idiotisk - da krig og vold i virkeligheden er en perverteret form for magt - en form for afmagt overfor det mørke der tilskynder dem til at handle som de gør. Et menneske der er skyld i krig og mange menneskers død er ikke stærk men svag - en slave af mørket. "Folket" beundrer og jubler over "magt" og "styrke" (fx krig og vold=afmagt), og foragter den virkelige magt, der i disse tilfælde består i sorg og anger over det man gør eller har gjort, en sorg og en anger som vil bringe lyset til sejr i et sådant menneske - et af mange eksempler på hvordan tingene bliver vendt på hovedet i denne verden.
Virkelig styrke er at afstå fra mørkets fristelser (fx vold og krig) og at søge at fremme fred - med fredelige midler. Derfor virker ægte styrke ofte som passivitet - uden at være det. Og derfor er lysets repræsentanter blandt os så svære at kende og genkende - fordi de kræver alvorligt og forpligtende selvopgør - de drukner i verdens larm og vold og tåbelige tilbedelse af fx de "handlekraftige" ledere. Et skud overdøver stilheden.
(Hvorfor mon fx nogle af de amerikanske soldater der deltog i invasionen af Irak efter sigende havde hård rock fra deres ipods eller isomething i ørerne? For at være ekstra seje eller for at overdøve afskyen ved det de var i gang med - samvittigheden?)
Hermed tror jeg at det er klart hvad der menes med at mørket gør modstand når man prøver at bringe lys. Den indre modstand i et menneske opstår pgra den lidelse det medfører at indse sin fejl, at sørge og angre - en lidelse som dog bliver mindre jo før man stopper op og indser sin fejl. At fortsætte i mørkets bane er derfor ikke rationelt - det skaber mere lidelse, jo mere mørke jo mere lidelse. Men mørket, det onde er i det hele taget ikke rationelt.
Den indre og ydre modstand som mørket møder os med når vi søger at vandre mod lys og kærlighed og fred har historisk vist sig at føre til en grundliggende konservatisme hos mennesker. Man ønsker ikke at stoppe op, man ønsker ikke at erkende sin fejl, man ønsker det bestående opretholdt som det er, man ønsker ikke virkelig forandring selv om behovet for forandring er indlysende - og man håner dem der prøver at bringe denne forandring - eller fryser dem ud eller korsfæster dem åndeligt eller konkret - man falder for den fristelse der består i at lukke øjnene for kendsgerningerne selv om det er eller burde være indlysende at fx vold og krig ikke fører til noget godt - og man trøster sig i selvgodhed med, at det næste geni der kommer, ham vil man tage imod - hvilket dog sjældent eller aldrig sker i hvert fald ikke i deres egen levetid - sjældent eller aldrig fordi behovet for forandring er konstant og vil være der så længe der er mennesker på Jorden, og fordi det altid koster smerte og selvovervindelse at indse sin fejl.
Kommentarer
Send en kommentar