Et snit i filosofihistorien som man kan gøre er diskussionen om, hvorvidt vi mennesker overhovedet kan siges at være rationelle væsner. Med en måske lidt ældre sprogbrug kan man også formulere det som diskussionen om og troen på eller afvisningen af menneskets fornuft.
Denne diskussion har været ført i århundreder og kan i hvert fald dateres tilbage til det 18. århundrede som ofte betegnes som oplysningstiden, og sikkert endnu længere tilbage.
Af tænkere som har afvist menneskets fornuft eller rationalitet kan nævnes fx Arthur Schopenhauer (1788-1860), Friedrich Nietzsche (1844-1900) og vel også Søren Kierkegaard (1813-1855) for hvem i hvert fald troen (den kristne) i sit væsen er absurd og kræver "en afdøen fra verden", en selvfornægtelse og stadige og stadig større lidelser, hvis man følger troens vej.
Personligt er jeg af den opfattelse, at hele denne debat for og imod fornuften eller rationaliteten er en skindebat fordi det man egentlig kan opfatte som rationelt eller irrationelt ikke er mennesket selv, men derimod begreberne godt og ondt, begreber (eller med "Vandrer mod Lysets" forklaringer - reelle kræfter; lys og mørke), der er underligt fraværende hos de fleste tænkere, når undtages de etiske udredninger som nogle har forsøgt.
Ud fra dette standpunkt, at forskyde debatten til at handle om godt og ondt og ikke om mennesket selv, kan det hævdes, at det gode (lyset) er rationelt (fornuftigt) mens det onde er irrationelt (ufornuftigt) simpelthen fordi lyset, det gode gavner os og mørket skader os. Det er vel rationelt at søge at gavne sig selv (og andre), og næppe rationelt at skade sig selv (eller andre).
Endvidere er det klart, at alle mennesker rummer både godt og ondt, og hvis ovenstående tanke er rigtig dermed også at mennesket ikke udelukkende er rationelt (fornuftigt) eller irrationelt (ufornuftigt) men at vi hver især, med store individuelle forskelle, er rationelle eller irrationelle i samme grad som vi tænker og handler godt eller ondt.
Samtidig er det klart at der er mange forskellige opfattelser af, hvad der er godt eller ondt og hvad der gavner os, og det lader sig ikke gøre at udtrykke fuldstændigt hvad det gode eller onde er i deres respektive totalitet. Dette må vi lade Gud om, og så ellers søge hver for sig at gøre så meget godt som muligt og så lidt skade som muligt. Nogle tror fx at det er godt og gavner os at stjæle eller føre krig - men der er altid en regning at betale - enten jordisk (juridisk; der kan svigte) eller guddommelig (gengældelsesloven; der aldrig svigter).
(Hvad angår den guddommelige retfærdighed (gengældelsesloven) må det for fuldstændighedens skyld nævnes, at kærligheden og barmhjertigheden står over gengældelsesloven)
Denne diskussion har været ført i århundreder og kan i hvert fald dateres tilbage til det 18. århundrede som ofte betegnes som oplysningstiden, og sikkert endnu længere tilbage.
Af tænkere som har afvist menneskets fornuft eller rationalitet kan nævnes fx Arthur Schopenhauer (1788-1860), Friedrich Nietzsche (1844-1900) og vel også Søren Kierkegaard (1813-1855) for hvem i hvert fald troen (den kristne) i sit væsen er absurd og kræver "en afdøen fra verden", en selvfornægtelse og stadige og stadig større lidelser, hvis man følger troens vej.
Personligt er jeg af den opfattelse, at hele denne debat for og imod fornuften eller rationaliteten er en skindebat fordi det man egentlig kan opfatte som rationelt eller irrationelt ikke er mennesket selv, men derimod begreberne godt og ondt, begreber (eller med "Vandrer mod Lysets" forklaringer - reelle kræfter; lys og mørke), der er underligt fraværende hos de fleste tænkere, når undtages de etiske udredninger som nogle har forsøgt.
Ud fra dette standpunkt, at forskyde debatten til at handle om godt og ondt og ikke om mennesket selv, kan det hævdes, at det gode (lyset) er rationelt (fornuftigt) mens det onde er irrationelt (ufornuftigt) simpelthen fordi lyset, det gode gavner os og mørket skader os. Det er vel rationelt at søge at gavne sig selv (og andre), og næppe rationelt at skade sig selv (eller andre).
Endvidere er det klart, at alle mennesker rummer både godt og ondt, og hvis ovenstående tanke er rigtig dermed også at mennesket ikke udelukkende er rationelt (fornuftigt) eller irrationelt (ufornuftigt) men at vi hver især, med store individuelle forskelle, er rationelle eller irrationelle i samme grad som vi tænker og handler godt eller ondt.
Samtidig er det klart at der er mange forskellige opfattelser af, hvad der er godt eller ondt og hvad der gavner os, og det lader sig ikke gøre at udtrykke fuldstændigt hvad det gode eller onde er i deres respektive totalitet. Dette må vi lade Gud om, og så ellers søge hver for sig at gøre så meget godt som muligt og så lidt skade som muligt. Nogle tror fx at det er godt og gavner os at stjæle eller føre krig - men der er altid en regning at betale - enten jordisk (juridisk; der kan svigte) eller guddommelig (gengældelsesloven; der aldrig svigter).
(Hvad angår den guddommelige retfærdighed (gengældelsesloven) må det for fuldstændighedens skyld nævnes, at kærligheden og barmhjertigheden står over gengældelsesloven)
Kommentarer
Send en kommentar