Carsten Ploug Olsen

Et vel hidtil overset aspekt ved gengældelsesloven, den lov der er formuleret kortest og klarest ved ordene, "som du sår skal du høste" er, at dens formål ikke er at straffe men derimod opdrage os mennesker. Gud straffer ikke. Den opdragende effekt af loven består i, at det ofte er meget vanskeligt at bibringe de mennesker, der fx slår ihjel en virkelig forståelse for, hvor forkert og ondt det er at dræbe andre mennesker.  Fra  Vandrer mod Lyset ved vi, at gengældelsesloven fungerer på den måde, at de onde handlinger, som vi ikke vil angre og søge tilgivelse for, vil have den konsekvens, at vi selv udsættes for nøjagtig de samme lidelser, som vores onde gerninger har voldt andre.  Dermed opnår vi - meget konkret og smerteligt - den nødvendige forståelse af de lidelser vi har forvoldt ved at føle den samme smerte og lidelse som vi har forvoldt andre, og dermed mindskes risikoen betydeligt for, at vi igen begår en lignende forbrydelse og derved igen forvilder ...

Religion er som bekendt en farlig ting. Farlig hvis man med en tekst i hånden (det være sig bibelen, koranen eller "Vandrer mod Lyset!" eller andre tekster) mener at besidde al viden (i sig selv åbenlyst meningsløst og selvmodsigende som før påpeget; på den ene side at hævde at Gud som den eneste er alvidende og på den anden side hævde at Han har åbenbaret os al sandhed i en given tekst) og stiller sig i modsætning til alle andre, der ikke besidder denne formentlige totale sandhed, og mener sig berettiget til at forfølge, foragte og hade eller måske ligefrem dræbe andre. Den efter min mening farligste af alle religiøse ideer er denne opsplitning af os mennesker i "dem og os" - de retfærdige og de uretfærdige, de rettroende og de vantro, de frelste og de fortabte. Selve opsplitningen er opskriften på krig og konflikt. Det er en kendsgerning i de fleste religiøst betingede krige og konflikter, at begge parter hævder at være de gode som kæmper en retfærdig krig mod d...

Ja, hvad er lykke egentlig? Er det en følelse? Eller en tilstand? Er det noget dynamisk, en mulig naturlig del af livet? Eller er det en permanent tilstand, noget statisk? Jeg tror, at det rigtigste er at knytte begrebet lykke nærmere til begrebet mening end til følelser, da jeg fra mit eget liv har erfaret, at et liv kan være eller kan opfattes som lykkeligt selv om man måske lider, åndeligt eller fysisk i den forstand og i den udstrækning man kan se en mening med sit liv (og sine eventuelle lidelser) - hvordan man så end opfatter denne mening. Jeg tror også, at lykke er nært knyttet til livet - dvs til selve livsprocessen, det at leve - at lykke altså er noget dynamisk, en levende, aldrig ophørende proces, og ikke en permanent (s)tilstand - og at lykke også er nært knyttet til begrebet (personlig) udvikling. Jeg opfatter ikke lykke som en (permanent) (s)tilstand - et endemål - som vi vil nå engang i en måske fjern fremtid, men snarere som en mulighed der er tilstede hvert øjebl...

note to self hvorfor dømmer du dig selv så hårdt hvorfor tror du at når du dømmer dig selv er alt sagt hvorfor er du samtidig så ømfindtlig overfor selv den mindste kritik du tror du er bedre den bedste fordi du kalder dig den ringeste du tror at du elsker menneskeheden men sandheden er at du afskyr og foragter næsten sandheden er at næsten selv hende du kalder din elskede forstyrrer dig er i vejen for din storhed og det du kalder din kærlighed du siger så let jeg elsker dig og tror at nuet er din dommer ikke livet hele livet du tror at fremtiden vil tiljuble dig eller som ekstra raffinement glemme dig så du kan nyde martyriet jeg ved at din krop dine tanker bedrager dig hånd i hånd går I ned ad gaden og ti gange vender du dig om efter en tilfældig kvinde er dette den rigtige dom den retfærdige den du prøver at undslippe at du er en hykler eller er vilkåret sandheden den simple men sørgmodige som du ikke kan hæve dig over heller ikke ved at bekende alt som i dette digt ...

Ifølge nogle religiøse tekster - heriblandt den bibelske Moselov og den islamiske sharialov - har Gud opstillet nogle krav, nogle love, som vi mennesker skal følge i lydighed og ellers underkaste os og tilbede Gud. Hvis ikke vi gør dette, hjemfalder vi til strenge, eventuelt evige, straffe. Hvis man drager en parallel til jordiske, menneskelige forhold og forestiller os et menneske, der kræver det samme - hvilken anden betegnelse kan man så retfærdigvis bruge om et sådant menneske end en simpel tyran, en diktator, et ondt menneske. Hvis derimod "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet, står det med det samme klart, at denne opfattelse af Gud - at Han skulle kræve denne ubetingede lydighed, underkastelse og tilbedelse under trussel om strenge (evige) straffe - intet har med den sande Gud at gøre, og at sådanne forestillinger under ét må betegnes som barnlig religiøsitet. Det er også klart med et kort blik på historien, at denne opfattelse af Gud til alle tider er blevet ...

er lykken eller bare livet at gå ad en streng der toner så dybt som svælgene på begge sider? når vi sejrer er der så trompeter vinkende palmer og folkeskarer eller er vi nødt til at gå gennem helvede til helvedes bund til lidelsens udspring til rædslen? hvilken musik hører den sejrende andet end stilhed ikke dødens men livets?

Et snit i filosofihistorien som man kan gøre er diskussionen om, hvorvidt vi mennesker overhovedet kan siges at være rationelle væsner. Med en måske lidt ældre sprogbrug kan man også formulere det som diskussionen om og troen på eller afvisningen af menneskets fornuft. Denne diskussion har været ført i århundreder og kan i hvert fald dateres tilbage til det 18. århundrede som ofte betegnes som oplysningstiden, og sikkert endnu længere tilbage. Af tænkere som har afvist menneskets fornuft eller rationalitet kan nævnes fx Arthur Schopenhauer (1788-1860), Friedrich Nietzsche (1844-1900) og vel også Søren Kierkegaard (1813-1855) for hvem i hvert fald troen (den kristne) i sit væsen er absurd og kræver "en afdøen fra verden", en selvfornægtelse og stadige og stadig større lidelser, hvis man følger troens vej. Personligt er jeg af den opfattelse, at hele denne debat for og imod fornuften eller rationaliteten er en skindebat fordi det man egentlig kan opfatte som rationelt ell...

En grundkonflikt i os mennesker er dels trangen til dels frygten for at skille os ud, rage op, være anderledes. Mange mennesker ønsker at blive set som noget særligt fx være berømte i en videre kreds, være "kendte". Men selve dette ønske plejer at være et sikkert tegn på, at det ikke er tilfældet, at et menneske der nærer dette ønske ikke for alvor skiller sig ud. Vi ønsker den sociale anerkendelse, men det menneske, der virkelig skiller sig ud - på godt eller ondt - står alene. Dette er et grundvilkår for de inkarnerede yngste. Den modstand de altid møder skyldes dybest set den enkle kendsgerning, at mørket gør modstand mod det lys, de søger at bringe. For at anskueliggøre denne tanke og gøre den mindre abstrakt og mere vedkommende vil jeg give et eksempel: En vilkårlig statsleder (af mange), et menneske, der har søgt magt og har opnået den og som - med urette - mener og viser i gerning, at krig er et legitimt politisk magtmiddel, vil være meget svær at overbevise om det...

I forlængelse af indlægget, "Drømmen om det perfekte", hvor jeg har søgt at vise, at ideen om det perfekte/guddommelige/blive lig Gud i grunden er en destruktiv idé - idet livet kan opfattes som en konstant udvikling og hvor ideen om udviklingens slutning derfor let bliver til en idé om døden - vil jeg sige, at i stedet for, som mange har gjort - både hvad angår personlighedens og samfundenes og videnskabernes osv udvikling - at forestille sig et slutpunkt for udviklingen (hvad angår samfundenes udvikling fx de mange utopier, fx det kommunistiske "idealsamfund") er det måske mere frugtbart at rette blikket mod begyndelsen. Det jeg mener med dette er, at livet i en vis forstand kan beskrives som en fortsat begyndelse - uden endemål (hvis vi med VmL accepterer at livet (i åndelig forstand) er evigt). Livet kan således opfattes som en stadig begyndelse eller skabelse - og denne begyndelse eller skabelse sker i nuet. Denne opfattelse hænger sammen med den særlige opfa...

At skelne mellem viden og visdom som to - ikke nødvendigvis modsatte - fænomener kan være relevant ud fra den simple og vel almindelige, menneskelige erfaring, at høj intelligens og stor viden ikke altid følges af en tilsvarende høj etik. Jeg knytter her som forudsætning begrebet visdom sammen med menneskets etiske sans - forstået som den enkeltes evne til at skelne mellem godt og ondt og at handle efter denne forståelse i det godes retning. Fx har det uden tvivl krævet et betydeligt intellekt - geni - at udtænke teorien bag atombomben, hvorimod dette våbens etiske værdi efter al rimelighed må betragtes (på linje med alle andre våben herunder fx tidligere opfindelsen af krudtet) som negativ, altså ondt. Men jeg vil her forsøge at beskrive, hvordan man nærmere kan se forholdet mellem viden og visdom først og fremmest ud fra den beskrivelse, der i "Vandrer mod Lyset!" s. 171-173 gives af åndelegemets udseende og opbygning. Det beskrives her, at menneskeånden (og alle and...

pige ved vindue en ung pige vækkes af en dejlig drøm som hun straks glemmer året er 1857 det er sarah bernhardt hun er 13 år gammel hun lister hen til vinduet stadig med drømmens smil i kroppen hun ser ud en digter i jylland stille, stille sol går ned han finder disse ord digteren året er 1912 og de rummer al sorg og al glæde livets