Ting af værdi koster;
Efter min opfattelse kan Kants moralfilosofi (Grundlegung zur Metaphysik der Sitten; Kritik der praktischen Vernunft) og Benthams og Stuart Mills utilitarisme (deres tanker om af og til at underkaste sig et mindre onde for at opnå et større gode) oversættes til en egentlig kærlighedens filosofi idet vi opfatter kærlighed mere som vilje og mindre som følelse.
Hvis ikke vi af og til overvinder os selv og investerer vilje i kærligheden og gør ting for hinanden eller sammen, men blindt lader os lede af vores tilbøjelighed og magelighed, dør kærligheden.
Kant udtrykker i de nævnte værker noget lignende i sin morallære:
At kun de gode ting vi gør på trods af vores tilbøjelighed (eller lyst) har egentlig moralsk værdi. De gode ting vi gør efter tilbøjelighed er legale, siger han, men uden egentlig værdi.
Således også i kærlighed.
Ekstreme eksempler på dette finder vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af hvordan de yngste overtog ledelsen af menneskeånderne og tog kampen op mod mørkets magter og lod sig føde blandt mennesker for at lede os ud af mørket og fremad mod lyset og dele menneskers glæder, sorger og lidelser.
Og enhver vil kende det fra sit eget liv i mindre målestok:
Hvordan kærligheden trives, lever og får fylde når vi kæmper for den og overvinder vores trang og tilbøjelighed til at lade stå til, når vi gør ting for hinanden der koster; og hvordan den dør uden den lejlighedsvise selvopofrelses næring.
Derfor mener jeg at det er rigtigt at sige at kærlighed mere er vilje og mindre følelse. Kærligheden kan vel starte som en følelse, men uden handling kan den ikke bestå.
Følelsen er i øjeblikket; men øjeblikket er ikke kærlighedens dommer. Det er livet, hele livet, og evigheden.
Og dermed ender denne kærlighedens filosofi op med en konklusion modsat kristendommens (i hvert fald den evangelisk-lutherske) men i overensstemmelse med almindelig dansk retspleje:
Ikke på vores følelse eller tro men på vores gerninger skal vi og vores kærlighed dømmes - eller frikendes.
Efter min opfattelse kan Kants moralfilosofi (Grundlegung zur Metaphysik der Sitten; Kritik der praktischen Vernunft) og Benthams og Stuart Mills utilitarisme (deres tanker om af og til at underkaste sig et mindre onde for at opnå et større gode) oversættes til en egentlig kærlighedens filosofi idet vi opfatter kærlighed mere som vilje og mindre som følelse.
Hvis ikke vi af og til overvinder os selv og investerer vilje i kærligheden og gør ting for hinanden eller sammen, men blindt lader os lede af vores tilbøjelighed og magelighed, dør kærligheden.
Kant udtrykker i de nævnte værker noget lignende i sin morallære:
At kun de gode ting vi gør på trods af vores tilbøjelighed (eller lyst) har egentlig moralsk værdi. De gode ting vi gør efter tilbøjelighed er legale, siger han, men uden egentlig værdi.
Således også i kærlighed.
Ekstreme eksempler på dette finder vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af hvordan de yngste overtog ledelsen af menneskeånderne og tog kampen op mod mørkets magter og lod sig føde blandt mennesker for at lede os ud af mørket og fremad mod lyset og dele menneskers glæder, sorger og lidelser.
Og enhver vil kende det fra sit eget liv i mindre målestok:
Hvordan kærligheden trives, lever og får fylde når vi kæmper for den og overvinder vores trang og tilbøjelighed til at lade stå til, når vi gør ting for hinanden der koster; og hvordan den dør uden den lejlighedsvise selvopofrelses næring.
Derfor mener jeg at det er rigtigt at sige at kærlighed mere er vilje og mindre følelse. Kærligheden kan vel starte som en følelse, men uden handling kan den ikke bestå.
Følelsen er i øjeblikket; men øjeblikket er ikke kærlighedens dommer. Det er livet, hele livet, og evigheden.
Og dermed ender denne kærlighedens filosofi op med en konklusion modsat kristendommens (i hvert fald den evangelisk-lutherske) men i overensstemmelse med almindelig dansk retspleje:
Ikke på vores følelse eller tro men på vores gerninger skal vi og vores kærlighed dømmes - eller frikendes.
Kommentarer
Send en kommentar