Gå videre til hovedindholdet

'Ingen kan være i mørket evigt'

Ved læsning af forskellige religiøse tekster, fortrinsvis bibelen og koranen, og forskellig mytologi, slår det mig, hvor ny Vandrer mod Lysets tanke, ingen kan være i mørket evigt, og ingen skal fortabes er.

Ser vi på de våben Gud i jødedommens, kristendommens og islams helligtekster angiveligt bruger mod 'de syndige, vantro og ulydige mennesker', så adskiller de sig ikke meget fra de våben de hedenske guder bruger fx i Homers Iliaden og Odysseen eller i Vergils Æneide:

 Den jødiske, kristne og islamiske 'Gud' dømmer og fordømmer mennesker mens budet til mennesker lyder døm ikke, at du ikke selv skal dømmes;

 I de hedenske mytologier er guderne ofte intrigante og voldelige og ufredsstiftere;

Gud og guderne er her gud og guder af navn, ikke af gavn, og de bruger de ondes våben:

Trusler, vold, list og fordømmelse.

Lige sådan i jødedom, kristendom og islam.

Hvor anderledes er så ikke den Gud, der træder os i møde i Vandrer mod Lyset, den Gud der tålmodigt og ved kærlighed og mildhed drager alle til sig og som tilgiver også de onde og Hans egen modstander gennem evigheder: Satan (Ardor).

Denne Gud lever op til budet tilgiv dine fjender!

 I stort set al kendt religion og mytologi (kristendom, islam, jødedom, zarathustrianisme; græsk, romersk, sumerisk-babylonisk mytologi) bruger 'Gud' og guderne de ondes våben mod de onde;

'Gud' udsletter de onde eller fordømmer dem til evige lidelser, hvorved han overgår de ondes ondskab og dommen over dem bliver samtidig dommen over ham selv;

Mens Gud i Vandrer mod Lyset vinder alle tilbage til fred, renhed og salighed ved sin alkærlighed og Almagt.

Kunne det tænkes, at de to magter, godt og ondt, bruger forskellige våben: Godt og ondt?

Hvilken Gud er størst? 

 Den dømmende eller den tilgivende; den Gud der dømmer nogle og frelser andre eller den Gud der tålmodigt vinder alle for sig; den Gud der udsletter sine fjender eller dømmer dem til evige lidelser eller den Gud der siger ingen kan være i mørket evigt og ingen, heller ikke Satan (Ardor), skal fordømmes eller udslettes eller fortabes?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere