Måske er den tanke jeg har forsøgt at formulere i indlægget Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed rigtig:
At så længe vi ikke ved hvad eksistens er og har et adækvat sprog til at udtrykke det, er vores erkendelse principielt usikker fordi vi i erkendelsens formulering hele tiden bruger en form af verbet at være; både med hensyn til tings subjekt, væren og tilværelse og tings prædikater.
Jeg kan her tilføje nogle yderligere aspekter til vores erkendelses principielle og praktiske usikkerhed eller begrænsning:
Hvad ved vi egentlig om os selv? Hvis vi accepterer psykoanalysens lære om det ubevidste og det fortrængte: Ikke det store. Nogle egenskaber og aspekter ved vores karakter, tanker, følelser og handlinger forskønner vi eller fortrænger helt.
Måske er vores bevidste viden om os selv kun toppen af et isbjerg og alt ses gennem forvrængende, farvede briller.
Dette angående vores bevidsthed. Vores krop lægger alen til uvidenheden; alle de celler vi rummer, deres delinger og kamp mod vira og bakterier, alle de gode og skadelige bakterier, deres delinger; vores blods konkrete cirkulation, de elektriske og biokemiske processer i hjernen, fordøjelsen;
Alt dette er et drama vi er helt uvidende om. Vi kan måske sige noget principielt om disse processer og dramaer, men det biohistoriske og aktuelle og konkrete forløb kender vi intet til.
Når vi ved så lidt om os selv, hvor meget mindre ved vi så ikke om vores medmennesker og deres indre.
Det er som Proust siger et sted: Medmennesket henligger i en uigennemtrængelig tåge. Vi kan til nøds gætte og indføle os i andre; men vi kan gætte forkert og et svar fra en anden skal ikke altid tages for pålydende.
Og hvem ved hvad en tanke er, eller vores vilje, eller følelsernes oprindelse og natur?
Når vi ved så lidt om os selv og vores medmennesker, hvor forfærdende lidt ved vi så ikke om fortidens mennesker og samfundenes dynamik og udvikling og verdenshistorien og verdens inderste hemmeligheder:
Må vi ikke med et smil sige med mundheldet:
Der er ingen huller i vores uvidenhed!
Eller mere alvorligt: Vis mig det menneske der med Plotin har set verdens inderste uudsigelige Ene som alt er udstrømninger eller emanationer af;
Jeg forventer ingen vismand men et brændende blik fortabt i sin egen herlighed; et blik der ikke så slangen lægge kursen mod alvidenhed og en sjæl som blinkede, blindet, i det øjeblik den hukkede.
At så længe vi ikke ved hvad eksistens er og har et adækvat sprog til at udtrykke det, er vores erkendelse principielt usikker fordi vi i erkendelsens formulering hele tiden bruger en form af verbet at være; både med hensyn til tings subjekt, væren og tilværelse og tings prædikater.
Jeg kan her tilføje nogle yderligere aspekter til vores erkendelses principielle og praktiske usikkerhed eller begrænsning:
Hvad ved vi egentlig om os selv? Hvis vi accepterer psykoanalysens lære om det ubevidste og det fortrængte: Ikke det store. Nogle egenskaber og aspekter ved vores karakter, tanker, følelser og handlinger forskønner vi eller fortrænger helt.
Måske er vores bevidste viden om os selv kun toppen af et isbjerg og alt ses gennem forvrængende, farvede briller.
Dette angående vores bevidsthed. Vores krop lægger alen til uvidenheden; alle de celler vi rummer, deres delinger og kamp mod vira og bakterier, alle de gode og skadelige bakterier, deres delinger; vores blods konkrete cirkulation, de elektriske og biokemiske processer i hjernen, fordøjelsen;
Alt dette er et drama vi er helt uvidende om. Vi kan måske sige noget principielt om disse processer og dramaer, men det biohistoriske og aktuelle og konkrete forløb kender vi intet til.
Når vi ved så lidt om os selv, hvor meget mindre ved vi så ikke om vores medmennesker og deres indre.
Det er som Proust siger et sted: Medmennesket henligger i en uigennemtrængelig tåge. Vi kan til nøds gætte og indføle os i andre; men vi kan gætte forkert og et svar fra en anden skal ikke altid tages for pålydende.
Og hvem ved hvad en tanke er, eller vores vilje, eller følelsernes oprindelse og natur?
Når vi ved så lidt om os selv og vores medmennesker, hvor forfærdende lidt ved vi så ikke om fortidens mennesker og samfundenes dynamik og udvikling og verdenshistorien og verdens inderste hemmeligheder:
Må vi ikke med et smil sige med mundheldet:
Der er ingen huller i vores uvidenhed!
Eller mere alvorligt: Vis mig det menneske der med Plotin har set verdens inderste uudsigelige Ene som alt er udstrømninger eller emanationer af;
Jeg forventer ingen vismand men et brændende blik fortabt i sin egen herlighed; et blik der ikke så slangen lægge kursen mod alvidenhed og en sjæl som blinkede, blindet, i det øjeblik den hukkede.
Kommentarer
Send en kommentar