Gå videre til hovedindholdet

Tro og viden (2)

En central diskussion i middelalderen handlede om tro overfor viden, Gud eller kejser, kirke eller stat, evighed eller timelighed, Gud eller verden. Er disse begreber eller fænomener uforenelige eller kan de forenes, hvilket sidste var skolastikkens grundlæggende antagelse?

Denne diskussion førtes både indenfor kristenheden og islam.

Måske skyldtes en del af vanskeligheden at det man dengang havde af trossystemer var særdeles ufuldkomne og tilsyneladende fornuftsstridige:

At Gud skulle have skabt verden på seks dage, at mennesket skulle opstå fysisk ved opstandelsen osv osv.

Konflikten kan siges at spalte mennesket i to:

For alle har anlæg for tro og anlæg for viden. Og hvis de to er uforenelige rummer hvert menneske en tilsyneladende uløselig eksistentiel konflikt.

Men - hvis vi i stedet for de selvmodsigende og fornuftsstridige elementer i troen forsøger denne formel:

Tro med hjertet, vid med hjernen

 Og altså med tro mener troens essens, kærligheden, og ikke dens konkrete indhold i diverse helligtekster (fx bibelen og koranen) så forsvinder vanskeligheden måske;

Det er fornuftstridigt fx at tro på at Gud skabte verden på seks dage eller at kødet skal opstå, men det er ikke fornuftstridigt at elske, for den der elsker bliver elsket, den der sår kærlighed høster kærlighed (karmaloven; som du sår skal du høste; se det foregående indlæg Den rationelle kærlighed).

 Det lader altså til at den grundlæggende eksistentielle konflikt mellem tro og viden opløses hvis vi ikke fokuserer på troens bogstav men på dens ånd, kærligheden.

Og kan ikke alle troende blive enige om at Gud er kærlighed og at derfor troens essens er kærlighed og derfor fornuftig?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere