Gå videre til hovedindholdet

Requiem

Blæsten tog i hendes lange mørke hår og blæste det bagud som en komets halo men af mørke. Vi var på vej.

Som altid var jeg i tvivl om hvor jeg og hvor hun var på vej hen. Mod noget eller væk fra noget. Måske mod hinanden eller væk fra hinanden.

Hvem ved? Jeg talte. Det kom over mig. Det sker sjældent. Normalt er jeg tavs.

Jeg har forlængst opgivet at finde ud af hvad der driver mennesker.

Måske savner jeg en basal indre menneskelighed. En menneskelighed andre har som en selvfølge. Hvorfor spørge hvad der driver mennesker? Hvad driver mig? Måske er det det jeg savner at vide.

Det indre pres er taget til i de seneste måneder. Nu - i bilen på vej mod syd - kun os to i bilen - nåede byrden en sådan intensitet at ordene ligesom blev presset ud, som saften fra en appelsin eller som den troendes byrde af synd når han hører Ordet.

Hun sad ved siden af og lyttede og vippede med foden. Med hele den fortabtes fortvivlede og afmægtige raseri væltede ordene ud af mig.

Hun forblev tavs, vippede med foden. Jeg rasede. Bitre ord. Blasfemiske ord. Sarkasme. Giftige ord. Mine tanker og ord rejste sig som vældige bølger og knyttede næver mod himlen.

Hun vippede med foden. Hendes hestehale begyndte at piske fra side til side. Hurtigere og hurtigere.

Jeg råbte og vinden tog ordene som hendes hårs sorte halo, førtes bagud og forsvandt. Hun vippede med foden, håret piskede frem og tilbage.

Jeg skreg. Over os blev himlen tiltagende mørk og pludselig glimtede det og luften flængedes som af en guds advarende råb eller som forhænget til det allerhelligste.

Jeg så på hende og langsomt opløstes hun som havde hun aldrig været der. Havde hun været der eller var hun et billede eller en tanke jeg ikke turde tænke til ende?

Jeg holdt ind til siden, begravede ansigtet i hænderne og græd.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere