Gå videre til hovedindholdet

Nominalisme, realisme og konceptualisme

Lad mig prøve her at illustrere tanken fra indlægget Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed på den filosofiske strid i Middelalderen mellem Vilhems realisme, Roscelins nominalisme og Abelards kompromis konceptualismen:

Alt der eksisterer, siger Vilhem med Aristoteles, er enkeltting; dette bord, dette menneske, denne kærlighed.

Nej, sagde Roscelin med Platon, det eneste der eksisterer er almenbegreberne; et bord, mennesket og kærligheden, alt læst som (almen-) begreber. Denne opfattelse har ældre medklange i hinduistisk filosofis tanke om en fælles- (verdens-) bevidsthed som individerne kun er illusoriske dele af og i Plotins nyplatoniske tanker om det abstrakte Enes evige udstrømning i det individuelle konkrete.

Abelards kompromis, konceptualismen, siger at almenbegreberne eksisterer som fornuftens nyttige konstruktion så vi kan skabe videnskab og filosofi.

Men - alle tre opfattelser mangler at forklare hvad det egentlig vil sige og hvad vi mener når vi siger eller spørger til hvad det vil sige at noget (fx individet og det konkrete eller almenbegreberne) eksisterer;

Vi spørger og danner teorier uden egentlig at vide hvad vi spørger om og hvad grundlaget for spørgsmålet og teorien er (eksistensen) og derfor synes det ene argument lige så godt eller rettere lige så dårligt som det andet. Vi spørger og tænker i blinde.

Dette er et eksempel på den erkendelsens usikkerhed som følger af den grundliggende uvidenhed om erkendelsens grundlag; hvad det vil sige at noget eksisterer eller ikke eksisterer; og som måske med nødvendighed fører til filosofisk og videnskabelig skepticisme.

Så længe vi ikke ved hvad eksistens er eller vil sige, famler vi filosofisk og videnskabeligt i blinde. Og derfor må det - fundamentalontologien - være det centrale spørgsmål for filosofien; det spørgsmål vi må søge at besvare eller måske argumentere for hvorfor vi ikke kan besvare.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere