En krise i filosofien og videnskaben

Hvis vi bruger den epistemologiske test jeg har foreslået tidligere på en række nyere filosofiske teorier, at teste en teori på sig selv, og derudover betragter naturvidenskaben er det klart, at filosofien og videnskaben er i krise:

Socialkonstruktivisme: Efter denne teori er sandheden den vi bliver enige om. Udover det tvivlsomme ved denne teori hvis vi betragter konsekvensen i fortidig erkendelse; fx at Jorden næppe var flad i middelalderen for så at blive rund ved naturvidenskabens gennembrud osv;

Så kan vi indse teoriens tvivlsomhed ved den principielle overvejelse, at hvis sandheden er det vi bliver enige om, så er denne sandhed, at sandheden er den vi bliver enige om, kun sand hvis vi bliver enige om at sandheden er den vi bliver enige om osv i en uendelig regres eller epistemologisk, erkendelsesteoretisk kortslutning. Teorien kan med andre ord ikke hævdes som absolut sand men kun sand i den udstrækning vi bliver enige om at den er sand.

Socialkonstruktivismen er så selv en konstruktion, hvilken tanke eller konstruktion igen er en konstruktion osv.

Hermeneutik: Efter denne teori er alt fortolkning. Men denne tanke er, idet vi tester teorien på sig selv, ikke en fortolkning men et forsøg på at formulere en objektiv sandhed eller teori, og derfor er al erkendelse ikke en fortolkning.

Eller også havner vi igen i en uendelig regres: Hvis alt er fortolkning, er også den tanke en fortolkning, der igen er fortolkning osv.

Den naturvidenskabelige metode: Denne metode har den begrænsning, at man med den kun kan forstå og beskrive fysiske fænomener. Og det er ikke sikkert at alle fænomener er fysiske.

Fx tanker. Vi må spørge: Har jeg mine tanker fordi der er de og de elektriske og kemiske processer i min hjerne, eller er der de og de elektriske og kemiske processer fordi jeg har de og de tanker?

Med andre ord: Er tanker og elektriske og kemiske processer identiske, eller har vi noget andet i os, som vi kunne kalde vores ikke-fysiske personlighed eller ånd, som fremkalder de nævnte processer?

Intuitivt vil vi nok sige, at vi rummer dette ikke-fysiske noget, da vi i en vis udstrækning selv kan vælge hvad vi vil tænke på. Dette valg ville vi ikke have hvis vi udelukkende var fysiske væsener og vores tanker var identiske med elektriske og kemiske processer.

Vi oplever intuitivt at vi har en personlighed der i en vis udstrækning tænker og handler frit, og derfor er vi ikke - synes vi - kun fysiske væsener.

Vi har noget i os, der i en vis udstrækning kan styre vores tanker, og derfor kan dette noget ikke være identisk med hverken vores tanker eller fysiske hjerneprocesser. Dette noget kunne vi også kalde vores ånd eller vores unikke karakter.

Dette kan godtgøres, verificeres ved et eksperiment:

Prøv at tænk en bestemt tanke, ligegyldigt hvilken. Det vigtige er at du selv vælger hvad du vil tænke på.

Hvis det lykkes at tænke på det, du vil tænke på, er det bevist - som enhver vil kunne kontrollere - at vi principielt kan vælge hvad vi vil tænke på.

Da vi har dette valg - i hvert fald af og til og som mulighed - er det bevist, at vi, vores jeg eller personlighed, ikke er identisk med elektro-kemiske processer i hjernen eller med vores tanker generelt.

Hvis vi var identiske med disse processer ville vi enten ikke have dette valg, eller der måtte forudgå andre elektrokemiske processer, der måtte konstituere beslutningen om at tænke på noget bestemt, og så igen forudgå endnu andre processer osv i en uendelig regres eller uendelig proces, der modbevises ved tankebeslutningens momentane realitet.

Selve beslutningen om at tænke på noget bestemt kan derfor ikke skyldes elektrokemiske processer i hjernen. Beslutningen kan generelt ikke skyldes tanken men noget uden for tanken: vores vilje eller ikke-fysiske personlighed.

-

Den mest lovende teori jeg kender og som er beslægtet med tanken om en epistemologisk test af en given teori på sig selv er kritisk rationalisme. Denne teori udsiger ikke en altomfattende teori, men forholder sig kritisk men også pragmatisk til enhver teori og ser hvad der bliver tilbage og hvad der holder efter kritisk eftertanke og måske en epistemologisk test.

Måske er denne kritiske rationalisme bedst i harmoni med den menneskelige tankes natur ved ikke at udsige eller prøve at udtale det absolutte og totale, hvilket ligger udenfor dens rækkevidde.

Måske er den menneskelige tanke principielt begrænset og geråder i selvmodsigelser og umulige erkendelsesteoretiske positioner hvis den prøver at erkende og formulere det totale.

Måske er de totalitære tankesystemer (og de religiøse) ligeså skæbnesvangre som de totalitære politiske systemer. (De religiøse totalitære systemer er problematiske af den grund, at hvis vi hævder en given religiøs tekst eller praksis som al sandhed eller førende til al viden, bliver vi lig Gud; og så har vi forladt religionen og er trådt ind i patologien).

Måske er det den menneskelige erkendelses grundvilkår at den er begrænset. Hvis vi prøver denne teori, den menneskelige tanke og erkendelses begrænsning på sig selv, kan vi måske hævde den som sand. Ikke som absolut sand og ikke som al sandhed men som en del af sandheden.

Måske kan vi redde de her nævnte teorier ved at sige, at noget men ikke alt er konstruktion, noget men ikke alt er fortolkning og noget men ikke alt lader sig beskrive og forstå ved den naturvidenskabelige metode.

Eller med andre ord: Vi mennesker kan forstå noget men ikke alt.