I mit ansvars- og byrdefulde hverv som folkevalgt sniger der sig af og til en forårsdag ind - helt uventet - mellem mørke dages tunge vinter.
Som i dag.
Straks jeg vågnede i morges kunne jeg mærke det helt ud i lilletåen; det her bliver en god dag!
For det første overraskede det mig at jeg ikke var blevet vækket om natten med opkald fra bekymrede partifæller eller dagen før ikke var havnet i en shitstorm på de sociale - nogle vil sige antisociale - medier.
Men det der overraskede mig mest var, at Bertel Haarder ikke var minister.
Jeg har gennem min efterhånden solide erfaring på tinge og i livet i almindelighed erhvervet mig en viden som kan udtrykkes sådan:
1) Den der altid lægger sig fladt ned som et gulvtæppe, ender med at blive foragtet og trådt på
2) Den der altid står rank i stiv kuling, ender med at knække
Og syntesen:
3) Den der ved hvornår man skal bøje af og hvornår man skal stå fast - ender som minister
Nå, men dette var altså min lykkelige dag. Jeg følte velværet og Solen indeni så stærkt lige fra morgenstunden, at jeg fra Folketingets talerstol fremsatte et forslag som jeg længe havde tænkt over og med tiden finpudset - uden på forhånd at orientere gruppen - så heldig og sikker følte jeg mig:
At sikre overskud på statens finanser ved at spille for 100 000 000 000 i Lotto.
Jeg kunne med det samme se en vis tomhed i blikket hos partifæller og modstandere. Herefter begyndte en mumlen der langsomt steg til råben og raseri.
Et enkelt råb i mængden hørte jeg. Det kom fra venstre side i salen, men jeg kunne ikke høre fra hvem:
'For helvede, Flinq, undskyld, hr Flinq, vi ejer Lotto!'
Det lykkedes ikke at dæmpe gemytterne, så jeg gik skuffet ned fra talerstolen inden jeg kunne nå at præsentere mine omhyggelige og detaljerede beregninger og bilag og tankerne bag forslaget.
Så startede shitstormen på Facebook og så endte min lykkelige dag, der igen vendte ansigtet ind mod den nådesløse vinters aften i mit liv som folkevalgt og indvandrer.
Som i dag.
Straks jeg vågnede i morges kunne jeg mærke det helt ud i lilletåen; det her bliver en god dag!
For det første overraskede det mig at jeg ikke var blevet vækket om natten med opkald fra bekymrede partifæller eller dagen før ikke var havnet i en shitstorm på de sociale - nogle vil sige antisociale - medier.
Men det der overraskede mig mest var, at Bertel Haarder ikke var minister.
Jeg har gennem min efterhånden solide erfaring på tinge og i livet i almindelighed erhvervet mig en viden som kan udtrykkes sådan:
1) Den der altid lægger sig fladt ned som et gulvtæppe, ender med at blive foragtet og trådt på
2) Den der altid står rank i stiv kuling, ender med at knække
Og syntesen:
3) Den der ved hvornår man skal bøje af og hvornår man skal stå fast - ender som minister
Nå, men dette var altså min lykkelige dag. Jeg følte velværet og Solen indeni så stærkt lige fra morgenstunden, at jeg fra Folketingets talerstol fremsatte et forslag som jeg længe havde tænkt over og med tiden finpudset - uden på forhånd at orientere gruppen - så heldig og sikker følte jeg mig:
At sikre overskud på statens finanser ved at spille for 100 000 000 000 i Lotto.
Jeg kunne med det samme se en vis tomhed i blikket hos partifæller og modstandere. Herefter begyndte en mumlen der langsomt steg til råben og raseri.
Et enkelt råb i mængden hørte jeg. Det kom fra venstre side i salen, men jeg kunne ikke høre fra hvem:
'For helvede, Flinq, undskyld, hr Flinq, vi ejer Lotto!'
Det lykkedes ikke at dæmpe gemytterne, så jeg gik skuffet ned fra talerstolen inden jeg kunne nå at præsentere mine omhyggelige og detaljerede beregninger og bilag og tankerne bag forslaget.
Så startede shitstormen på Facebook og så endte min lykkelige dag, der igen vendte ansigtet ind mod den nådesløse vinters aften i mit liv som folkevalgt og indvandrer.
Kommentarer
Send en kommentar