Carsten Ploug Olsen

En central diskussion i middelalderen handlede om tro overfor viden, Gud eller kejser, kirke eller stat, evighed eller timelighed, Gud eller verden. Er disse begreber eller fænomener uforenelige eller kan de forenes, hvilket sidste var skolastikkens grundlæggende antagelse? Denne diskussion førtes både indenfor kristenheden og islam. Måske skyldtes en del af vanskeligheden at det man dengang havde af trossystemer var særdeles ufuldkomne og tilsyneladende fornuftsstridige: At Gud skulle have skabt verden på seks dage, at mennesket skulle opstå fysisk ved opstandelsen osv osv. Konflikten kan siges at spalte mennesket i to: For alle har anlæg for tro og anlæg for viden. Og hvis de to er uforenelige rummer hvert menneske en tilsyneladende uløselig eksistentiel konflikt. Men - hvis vi i stedet for de selvmodsigende og fornuftsstridige elementer i troen forsøger denne formel: Tro med hjertet, vid med hjernen Og altså med tro mener troens essens, kærligheden, og ikke dens konk...

Nogle mener at kærlighed er irrationel; at hjerne og hjerte nogle gange er uforenelige og at man nogle gange må vælge hjerte frem for hjerne og fornuft. Men hvis den guddommelige hovedlov vi mennesker lever efter er karmaloven - som du sår skal du høste - ser det anderledes ud: Den der sår kærlighed, høster kærlighed. Den der elsker, bliver elsket. Set på denne måde er kærligheden rationel, lige som had er irrationel, for: Den der sår had, høster had. Den der hader, bliver hadet. Bemærk at jeg med kærlighed ikke mener forelskelse. Forelskelse er i min forståelse noget andet end kærlighed og måske af det onde. For forelskelse - ikke kærlighed - gør blind, og forelskelse synes derfor at høre til den blindende magt vi kalder mørke, og det er vel den man mener når man siger at kærlighed og fornuft undertiden er uforenelige. Men i den her anførte forståelse af kærlighed forsvinder vanskeligheden, idet det er fornuftigt at elske fordi man derved selv høster kærlighed.

Lad mig prøve her at illustrere tanken fra indlægget Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed på den filosofiske strid i Middelalderen mellem Vilhems realisme, Roscelins nominalisme og Abelards kompromis konceptualismen: Alt der eksisterer, siger Vilhem med Aristoteles, er enkeltting; dette bord, dette menneske, denne kærlighed. Nej, sagde Roscelin med Platon, det eneste der eksisterer er almenbegreberne; et bord, mennesket og kærligheden, alt læst som (almen-) begreber. Denne opfattelse har ældre medklange i hinduistisk filosofis tanke om en fælles- (verdens-) bevidsthed som individerne kun er illusoriske dele af og i Plotins nyplatoniske tanker om det abstrakte Enes evige udstrømning i det individuelle konkrete. Abelards kompromis, konceptualismen, siger at almenbegreberne eksisterer som fornuftens nyttige konstruktion så vi kan skabe videnskab og filosofi. Men - alle tre opfattelser mangler at forklare hvad det egentlig vil sige og hvad vi mener når vi siger eller spør...

Som det er klart påvist i Vandrer mod Lyset så bringer tanken om Kristi sonoffer ikke mennesket tættere på Gud og troen på det gør ikke mennesker 'retfærdige'. Det der kan løsrive og frigøre mennesker er ikke en eller anden tro (på fx Kristus eller Allah) men derimod sorgen og angeren over ens forsyndelser mod Gud eller mennesker. Når det er sådan så er det rigtigt at sige, at troen på fx Kristi offerdød hviler over menneskeheden som en forbandelse, ligesom enhver offertanke i enhver helligtekst eller religiøs praksis, der hævder retfærdighed og frelse ved offeret, gør det; Fordi offertanken spærrer for det der frigør os fra mørket og synden; sorgen og angeren; og derfor fastholder mennesker i mørket og synden og ikke frigør os. Det er det der i Vandrer mod Lyset menes med at troen på Jesu offerdød og forsoningslæren hviler som en forbandelse over menneskeheden, ligesom enhver anden udgave af offertanken gør det (fx også offertanken i Det gamle Testamente (3. Mosebog))....

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk. Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen. Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det: At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene. På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor). Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve...

En del af usikkerheden ved den menneskelige erkendelse ligger i den kendsgerning, at vi ikke ved hvad eksistens er. Når vi udsiger noget om virkeligheden bruger vi hele tiden en form af verbet at være;  enten som prædikat eller som et udtryk for at noget er. Martin Heidegger forsøgte i værket Sein und Zeit (1927; da. Væren og tid) at indkredse begrebet eksistens men måtte opgive at forklare det. Han sluttede første del af værket med at sige, at vi må orientere begrebet eksistens i retning af begrebet tid, men den påtænkte anden del hvor eksistensen skulle være afdækket blev aldrig skrevet. René Descartes forsøgte med sin systematiske eller radikale tvivl at reducere begreberne ned til noget, der ikke kunne betvivles og endte med den berømte sætning, cogito ergo sum (Jeg tænker, altså er jeg) hvor tanken er, at kun tanken kunne ikke betvivles, for en tvivl er også en tanke; tanken og dermed individet må derfor med nødvendighed eksistere og kan ikke betvivles. Det der bliver ...

Hvis vi bruger den epistemologiske test jeg har foreslået tidligere på en række nyere filosofiske teorier, at teste en teori på sig selv, og derudover betragter naturvidenskaben er det klart, at filosofien og videnskaben er i krise: Socialkonstruktivisme: Efter denne teori er sandheden den vi bliver enige om. Udover det tvivlsomme ved denne teori hvis vi betragter konsekvensen i fortidig erkendelse; fx at Jorden næppe var flad i middelalderen for så at blive rund ved naturvidenskabens gennembrud osv; Så kan vi indse teoriens tvivlsomhed ved den principielle overvejelse, at hvis sandheden er det vi bliver enige om, så er denne sandhed, at sandheden er den vi bliver enige om, kun sand hvis vi bliver enige om at sandheden er den vi bliver enige om osv i en uendelig regres eller epistemologisk, erkendelsesteoretisk kortslutning. Teorien kan med andre ord ikke hævdes som absolut sand men kun sand i den udstrækning vi bliver enige om at den er sand. Socialkonstruktivismen er så selv en...

Jeg tror det er rigtigt at sige, at med godt og vel 2 mia mennesker der bekender sig til kristendommen og islam har vi mennesker et skævt forhold til Gud og det guddommelige. Begge religioner hævder at mennesket eksistentielt er skyldigt, og at vi kun kan håbe på 'Guds nåde' hvis vi skal undgå at komme i helvede. Men i Vandrer mod Lyset er der gjort nøje rede for det sande forhold: Nemlig at helvede ikke findes mere og da det fandtes var det ikke et sted Gud dømte de ulykkelige fortabte til. Men for den nøjere redegørelse må der henvises til værket selv. Kun vil jeg her sige, at den samme Gud som åbenbarer sig for mennesker i Vandrer mod Lyset, har åbenbaret sig for mig personligt, og derfor er jeg fuldstændig sikker på at værket er sandt, også i forhold til det at helvede ikke findes mere, og at det aldrig har været Guds vilje at straffe nogen med evige lidelser. Den Gud der åbenbarer sig i Vandrer mod Lyset og som har åbenbaret sig for mig på anden vis også er en al...

Blæsten tog i hendes lange mørke hår og blæste det bagud som en komets halo men af mørke. Vi var på vej. Som altid var jeg i tvivl om hvor jeg og hvor hun var på vej hen. Mod noget eller væk fra noget. Måske mod hinanden eller væk fra hinanden. Hvem ved? Jeg talte. Det kom over mig. Det sker sjældent. Normalt er jeg tavs. Jeg har forlængst opgivet at finde ud af hvad der driver mennesker. Måske savner jeg en basal indre menneskelighed. En menneskelighed andre har som en selvfølge. Hvorfor spørge hvad der driver mennesker? Hvad driver mig? Måske er det det jeg savner at vide. Det indre pres er taget til i de seneste måneder. Nu - i bilen på vej mod syd - kun os to i bilen - nåede byrden en sådan intensitet at ordene ligesom blev presset ud, som saften fra en appelsin eller som den troendes byrde af synd når han hører Ordet. Hun sad ved siden af og lyttede og vippede med foden. Med hele den fortabtes fortvivlede og afmægtige raseri væltede ordene ud af mig. Hun forblev tavs...

Elsk din næste som du elsker dig selv! Lignelse: To mænd læste disse ord og grundede over dem. Den ene gik ind i sit studere- og arbejdsværelse og søgte ved lange studier at udgrunde det der forekom ham dunkelt og uforståeligt. Hvem er næsten? Hvad er kærlighed? Hvordan elsker man? Efter års intensivt åndeligt arbejde havde han skrevet bindstærke værker og disse værker blev grundlag for hele samfund og kirker. Endvidere så han en stolthed i at følge mesteren i døden (ikke i livet) ved at fornægte sig selv og følge frelseren op på korset og på mange andre måder pine og dræbe sig selv. Den anden gik ud af døren, ud til mennesker. Hvem af dem var den vise, og hvem den dumme?

Det er bedre at tænde et lys end at bande over mørket; Kong-tse  Lignelse: To mænd kom en dag ind i et mørkt rum. Den første gav sig straks til at bande og råbe og smadrede i mørket al inventaret og stødte og slog sig slemt under raseriet. Den anden gik forsigtigt hen til kontakten og tændte lys så de begge kunne se. Hvem af dem var den vise, og hvem den dumme? (Kontakten har været kendt altid: Der er en kontakt der hedder kærlighed, en der hedder barmhjertighed, en der hedder tilgivelse og en der hedder fred)

Er vi billeder af universet? Et uendeligt univers uden påviseligt centrum? En virkning af mange dele? Er vi en helhed af mange dele uden centrum? Er det et menneske? Eller er der et centrum, en kerne der er årsag til delene, til helheden? Er mennesket årsag eller virkning? Vi siger: Min krop, min hjerne, mit hjerte, mine følelser, mine tanker, min vilje, mit håb, min fortvivlelse, min glæde, min sorg, min smerte, min sjæl, min ånd. Hvem er det der siger min om alt dette? Er det kernen, centret, det uforklarlige og unikke punkt i hver? Er vi årsag eller virkning, virkelighed eller drøm og illusion, er vi en udødelig og unik kerne eller skrøbeligt skum der brister på evighedens hav af sten?

Et fællespunkt for kristendom og islam er tanken om et oprindeligt fald for mennesket og som konsekvens en enten fremtidig og fælles dommens dag eller en dom straks efter døden, hvor nogle så går ind til den evige frelse, andre til evig fordømmelse og fortabelse. Mennesket - hævder de to verdensreligioner - er syndigt og hvis ikke vi tror, fortabes vi. Men disse tanker bunder i en grundlæggende misforståelse; syndefaldsmyten er netop myte og ikke bogstavelig virkelighed: De der faldt engang var ikke mennesket men nogle af Guds først skabte børn - de ældste (se Vandrer mod Lyset). Mennesket er ikke eksistentielt skyldigt i kraft af en oprindelig synd og ulydighed mod Gud, der af nogle tænkes nedarvet gennem generationerne (arvesynden). Mennesket er eksistentielt uskyldigt; Og derfor tilkommer det ikke Gud at dømme noget menneske. Og det gør Han da heller ikke. I Vandrer mod Lyset forklares det indgående, at efter hver inkarnation skal mennesket aflægge regnskab for sit liv; go...

I mit ansvars- og byrdefulde hverv som folkevalgt sniger der sig af og til en forårsdag ind - helt uventet - mellem mørke dages tunge vinter. Som i dag. Straks jeg vågnede i morges kunne jeg mærke det helt ud i lilletåen; det her bliver en god dag! For det første overraskede det mig at jeg ikke var blevet vækket om natten med opkald fra bekymrede partifæller eller dagen før ikke var havnet i en shitstorm på de sociale - nogle vil sige antisociale - medier. Men det der overraskede mig mest var, at Bertel Haarder ikke var minister. Jeg har gennem min efterhånden solide erfaring på tinge og i livet i almindelighed erhvervet mig en viden som kan udtrykkes sådan: 1) Den der altid lægger sig fladt ned som et gulvtæppe, ender med at blive foragtet og trådt på 2) Den der altid står rank i stiv kuling, ender med at knække Og syntesen: 3) Den der ved hvornår man skal bøje af og hvornår man skal stå fast - ender som minister Nå, men dette var altså min lykkelige dag. Jeg følte...