En central diskussion i middelalderen handlede om tro overfor viden, Gud eller kejser, kirke eller stat, evighed eller timelighed, Gud eller verden. Er disse begreber eller fænomener uforenelige eller kan de forenes, hvilket sidste var skolastikkens grundlæggende antagelse? Denne diskussion førtes både indenfor kristenheden og islam. Måske skyldtes en del af vanskeligheden at det man dengang havde af trossystemer var særdeles ufuldkomne og tilsyneladende fornuftsstridige: At Gud skulle have skabt verden på seks dage, at mennesket skulle opstå fysisk ved opstandelsen osv osv. Konflikten kan siges at spalte mennesket i to: For alle har anlæg for tro og anlæg for viden. Og hvis de to er uforenelige rummer hvert menneske en tilsyneladende uløselig eksistentiel konflikt. Men - hvis vi i stedet for de selvmodsigende og fornuftsstridige elementer i troen forsøger denne formel: Tro med hjertet, vid med hjernen Og altså med tro mener troens essens, kærligheden, og ikke dens konk...