Den tidligste oprindelse til ideen om en formodet enhedserkendelse af verden som præger visse dele af moderne vulgær spiritualitet er efter hvad jeg ved Plotins (Plotin; 205-270 e. Kr) tanke om det Ene der skulle ligge bag alle fænomener og over intellektet og sjælen.
Tanken er enkel nok:
Bag ethvert fænomen ligger både ontologisk og forklaringsmæssigt et simplere fænomen. Og bag dette simplere fænomen ligger et endnu simplere fænomen og således videre indtil man ender ved et fænomen der både i forhold til eksistens og forklaring er usammensat.
Dette fænomen er i Plotins filosofi det Ene. Dette Ene kan ikke begribes med intellektet, hævder han, men må opleves eller erfares direkte. Da det Ene betinger alt og ligger bag alt vil erfaringen af det gøre mennesket alvidende eller alvis.
Erfarer man dette Ene, har man altså nået livets højeste niveau eller erkendelse/erfaring. Selve oplevelsen skulle være en ekstatisk forening med kosmos, der ikke kan forklares men må opleves af den enkelte.
Nu er det sådan (hvis vi forstår det Ene som Gud eller det verdensgrundlæggende princip) at en sand erfaring af Gud dels ikke er ekstatisk og dels peger åbenbaringspilen ikke fra menneske til Gud, men fra Gud til menneske. Vi kan ikke tvinge Gud til at åbenbare sig, men hvis vi søger Ham, kan Han åbenbare sig for os som enkeltmennesker. En ægte åbenbaring af Gud er ikke ekstatisk men præget af fuldkommen ro, tryghed, klarhed og varme.
Et billede på hvad der sker hvis vi søger at vende pilen, at tvinge Gud gennem erkendelse eller mystisk forening til at åbenbare sig, har vi i syndefaldsmyten og i den græske myte om Ikaros som flyver for tæt på Solen og styrter i havet:
Det der venter i den mystiske og ekstatiske forening med Altet eller Gud er ikke alvisdom - men et fald; i mytisk sprog slangen, der vil gøre mennesket til Gud (og i andre traditioner, kundalini).
Sand åbenbaring giver ro og klarhed og vished om Guds eksistens og kærlighed - når Han selv åbenbarer sig for os når vi søger Ham.
Plotins (og andres) vej er derfor en vildvej, der ikke fører til visdom men fald for et mørke der ligner lys uden at være det.
Med hensyn til selve tanken om det Ene usammensatte tilgrundliggende princip eller fænomen så er det rigtigt, at Gud står bag alt; men Gud er ikke et princip eller et usammensat fænomen, men en Guddom, en Personlighed, af en uendelig fylde, kærlighed og Magt; en personlighed vi aldrig vil forstå eller kunne erkende eller erfare fuldstændig. Overfor Ham er og vil vi altid være som gnister af lys mod Altets og Guds uendelig lyshav.
Tanken er enkel nok:
Bag ethvert fænomen ligger både ontologisk og forklaringsmæssigt et simplere fænomen. Og bag dette simplere fænomen ligger et endnu simplere fænomen og således videre indtil man ender ved et fænomen der både i forhold til eksistens og forklaring er usammensat.
Dette fænomen er i Plotins filosofi det Ene. Dette Ene kan ikke begribes med intellektet, hævder han, men må opleves eller erfares direkte. Da det Ene betinger alt og ligger bag alt vil erfaringen af det gøre mennesket alvidende eller alvis.
Erfarer man dette Ene, har man altså nået livets højeste niveau eller erkendelse/erfaring. Selve oplevelsen skulle være en ekstatisk forening med kosmos, der ikke kan forklares men må opleves af den enkelte.
Nu er det sådan (hvis vi forstår det Ene som Gud eller det verdensgrundlæggende princip) at en sand erfaring af Gud dels ikke er ekstatisk og dels peger åbenbaringspilen ikke fra menneske til Gud, men fra Gud til menneske. Vi kan ikke tvinge Gud til at åbenbare sig, men hvis vi søger Ham, kan Han åbenbare sig for os som enkeltmennesker. En ægte åbenbaring af Gud er ikke ekstatisk men præget af fuldkommen ro, tryghed, klarhed og varme.
Et billede på hvad der sker hvis vi søger at vende pilen, at tvinge Gud gennem erkendelse eller mystisk forening til at åbenbare sig, har vi i syndefaldsmyten og i den græske myte om Ikaros som flyver for tæt på Solen og styrter i havet:
Det der venter i den mystiske og ekstatiske forening med Altet eller Gud er ikke alvisdom - men et fald; i mytisk sprog slangen, der vil gøre mennesket til Gud (og i andre traditioner, kundalini).
Sand åbenbaring giver ro og klarhed og vished om Guds eksistens og kærlighed - når Han selv åbenbarer sig for os når vi søger Ham.
Plotins (og andres) vej er derfor en vildvej, der ikke fører til visdom men fald for et mørke der ligner lys uden at være det.
Med hensyn til selve tanken om det Ene usammensatte tilgrundliggende princip eller fænomen så er det rigtigt, at Gud står bag alt; men Gud er ikke et princip eller et usammensat fænomen, men en Guddom, en Personlighed, af en uendelig fylde, kærlighed og Magt; en personlighed vi aldrig vil forstå eller kunne erkende eller erfare fuldstændig. Overfor Ham er og vil vi altid være som gnister af lys mod Altets og Guds uendelig lyshav.
Kommentarer
Send en kommentar