Hvis vi betragter vores egen tid og historien i billedet af et hav, så er det et uroligt og oprørt hav hjemsøgt af storme og forlis.
Durant skriver i sin Verdens kulturhistorie om Romerriget hvordan velstanden inden for riget og en stor frugtbarhed udenfor gjorde opstande og invasioner uundgåelige.
Dette har også appel til vores tid hvor Vesten er præget af velstand men måske også en træthed eller mæthed, og hvor fattige udenfor søger mod Europa og USA for at få del i velstanden og afbøde deres sult.
Hvis man videre betragter oldtidens store erobrere, fx Alexander den Store, Gajus Julius Cæsar, Hannibal og andre, så ser vi hvordan historiens hav igen og igen hjemsøges af storme, hvordan vandet piskes op og tordner mod land med ødelæggende kraft.
Disse erobrere sætter bevægelser, storme i gang som hjemsøger os i lange tider med vold, krig, uro, nød og lidelser.
Nogle af dem drives af magtbegær, andre mobiliserer modstand baseret på et helt folks selvopholdelsesdrift og dennes voldsomme kræfter; når et folk trænges op i en krog og trues på livet, er det voldsomme kræfter, der slippes løs.
Nogle erobrere drives af kulturel og politisk sult efter magt og indflydelse og rigdom, andre igen af racehad og tanker om egen overlegenhed og deraf formodet ret til at tage land og rigdomme som det passer en.
Historien er et uroligt hav hvor aktion følges af reaktion, hvor vold og krig avler vold og krig, hvor vind og bølger pisker havet op til raseri og nye storme og ødelæggende tsunamier.
Trænger vi længere og længere bagud i historien og søger oprindelsen til disse storme og uvejr, så finder vi den først i mytiske beretninger som for eksempel den kristne syndefaldsmyte og i myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen og styrtede i havet.
Men vi finder også oprindelsen skrevet i klartekst i Vandrer mod Lyset hvor de virkelige begivenheder der ligger til grund for disse myter beskrives:
Satans og de øvrige Ældstes fald.
Her er den første oprindelse til de storme der hjemsøger os.
Hvordan kan vi stilne vandene, hvordan kan vi genskabe det rolige, klare vand med den gyldne Sols rolige spejling og billede i sig, som lå før stormen og stormene der fulgte?
Det kan vi ved ikke igen og igen at give stormen ny næring gennem vold, had, krig og uforsonlighed.
Det kan vi ved at møde vold med tilgivelse, ved at forstå hvilke lidelser der venter dem, der skaber storm og ikke fred, og ved at have barmhjertighed med dem og derved søge at genvække lyset i dem.
Had og krig og vold forlænger stormenes tidsalder. Gennem tilgivelse og medfølelse og barmhjertighed kan vi stilne de urolige vande og igen se Solen genspejlet i havets blikstille; det lys der nu flakser så uroligt og fragmenteret og forvirrende i det oprørte hav, men som igen kan blive smukt og roligt genspejlet og give liv og varme og klarhed i verden.
Durant skriver i sin Verdens kulturhistorie om Romerriget hvordan velstanden inden for riget og en stor frugtbarhed udenfor gjorde opstande og invasioner uundgåelige.
Dette har også appel til vores tid hvor Vesten er præget af velstand men måske også en træthed eller mæthed, og hvor fattige udenfor søger mod Europa og USA for at få del i velstanden og afbøde deres sult.
Hvis man videre betragter oldtidens store erobrere, fx Alexander den Store, Gajus Julius Cæsar, Hannibal og andre, så ser vi hvordan historiens hav igen og igen hjemsøges af storme, hvordan vandet piskes op og tordner mod land med ødelæggende kraft.
Disse erobrere sætter bevægelser, storme i gang som hjemsøger os i lange tider med vold, krig, uro, nød og lidelser.
Nogle af dem drives af magtbegær, andre mobiliserer modstand baseret på et helt folks selvopholdelsesdrift og dennes voldsomme kræfter; når et folk trænges op i en krog og trues på livet, er det voldsomme kræfter, der slippes løs.
Nogle erobrere drives af kulturel og politisk sult efter magt og indflydelse og rigdom, andre igen af racehad og tanker om egen overlegenhed og deraf formodet ret til at tage land og rigdomme som det passer en.
Historien er et uroligt hav hvor aktion følges af reaktion, hvor vold og krig avler vold og krig, hvor vind og bølger pisker havet op til raseri og nye storme og ødelæggende tsunamier.
Trænger vi længere og længere bagud i historien og søger oprindelsen til disse storme og uvejr, så finder vi den først i mytiske beretninger som for eksempel den kristne syndefaldsmyte og i myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen og styrtede i havet.
Men vi finder også oprindelsen skrevet i klartekst i Vandrer mod Lyset hvor de virkelige begivenheder der ligger til grund for disse myter beskrives:
Satans og de øvrige Ældstes fald.
Her er den første oprindelse til de storme der hjemsøger os.
Hvordan kan vi stilne vandene, hvordan kan vi genskabe det rolige, klare vand med den gyldne Sols rolige spejling og billede i sig, som lå før stormen og stormene der fulgte?
Det kan vi ved ikke igen og igen at give stormen ny næring gennem vold, had, krig og uforsonlighed.
Det kan vi ved at møde vold med tilgivelse, ved at forstå hvilke lidelser der venter dem, der skaber storm og ikke fred, og ved at have barmhjertighed med dem og derved søge at genvække lyset i dem.
Had og krig og vold forlænger stormenes tidsalder. Gennem tilgivelse og medfølelse og barmhjertighed kan vi stilne de urolige vande og igen se Solen genspejlet i havets blikstille; det lys der nu flakser så uroligt og fragmenteret og forvirrende i det oprørte hav, men som igen kan blive smukt og roligt genspejlet og give liv og varme og klarhed i verden.
Kommentarer
Send en kommentar