Udover den iagttagelse at mørket har en dobbelt natur, en 'lys' og en rent sort side af det samme mørke, har jeg iagttaget det vi kan kalde mørkets paradokse natur.
Denne kommer for eksempel til udtryk når mennesker flygter fra kærligheden af angst for at miste den og når mennesker begår selvmord af angst for døden.
I disse tilfælde narrer mørket mennesket ind i det det frygter vil ske.
Et andet eksempel er den magtbegærlige der i sit begær efter magt bliver afmægtig, eller den selvbeundrende der ved hvert skridt ind i selvbeundringen mister noget af det i vedkommende som der måtte være at beundre.
Mørket har det med at skabe disse paradokse kortslutninger eller knuder.
Med hensyn til flugten fra kærligheden kan den have mange ansigter. Man kan for eksempel søge at dulme sin angst for tabet med alkohol, piller, narko osv. Eller man kan forlade sin partner - i en paradoksal angst for at miste vedkommende og fordi man ikke kan udholde smerten ved tanken om tab.
Mørkets paradokse natur - at det får os til at gøre det vi frygter mest eller narrer os ind i det vi frygter - kan også iagttages i kristendommen.
Jeg tænker her på visse kristne forestillinger om, at vejen til Gud går gennem selvpinsler, at lemlæste eller pine sin krop eller sit sind.
Hermed vinder man - tror man - livet gennem døden (eller lidelse).
Denne forestilling har sit bibelske fundament fx i Joh. 12, 24-26, i lignelsen om hvedekornet og generelt i den kristne forsoningslære, hvor Jesu død bliver til liv for alle som tror, og den enkelte påstås kun at vinde evigt liv, hvis man hader sit liv i denne verden. Dermed bliver døden eller selvfornægtelsen eller selvpineriet til livets forudsætning.
Den paradokse natur i kristendommen kan fx også iagttages i Søren Kierkegaards udlægning af den kristne lære i hans tanke om troens dobbeltbevægelse; at troen bestandig fordrer, at man giver afkald på alt for at vinde alt; eller med andre ord giver afkald på livet for at vinde det.
Men alle disse paradokse forestillinger, flugten fra kærligheden af angst for at miste den, opgivelse eller afkaldet på livet for at vinde det og flere andre forestillinger hvor det onde narrer os ind i det vi frygter eller afskærer os fra det vi ønsker og håber, skyldes mørkets paradokse natur, der hensætter mennesket i en forfærdelig eksistentiel krise og sjæleangst; som er helt overflødig, da livet og kærligheden ikke er paradokse men tilgængelige for enhver.
Det er ikke kærligheden der skaber lidelsen i disse tilfælde og Gud fordrer ikke at livet skal være lidelse for at Han tilstår os det; det er mørket og dets paradokse natur og evne til at give os det vi frygter mest, og som kan få os til at flygte fra det vi ønsker og længes efter, der skaber disse forfærdelige lidelser og tilsyneladende uløselige dilemmaer og livsfornægtende paradokser.
Mørket giver os det vi frygter og får os til at flygte fra det vi ønsker og drømmer om; lyset giver os alt.
Dette er en af de måder mørket bedrager os på og en af de måder det forråder sin bærer.
Denne kommer for eksempel til udtryk når mennesker flygter fra kærligheden af angst for at miste den og når mennesker begår selvmord af angst for døden.
I disse tilfælde narrer mørket mennesket ind i det det frygter vil ske.
Et andet eksempel er den magtbegærlige der i sit begær efter magt bliver afmægtig, eller den selvbeundrende der ved hvert skridt ind i selvbeundringen mister noget af det i vedkommende som der måtte være at beundre.
Mørket har det med at skabe disse paradokse kortslutninger eller knuder.
Med hensyn til flugten fra kærligheden kan den have mange ansigter. Man kan for eksempel søge at dulme sin angst for tabet med alkohol, piller, narko osv. Eller man kan forlade sin partner - i en paradoksal angst for at miste vedkommende og fordi man ikke kan udholde smerten ved tanken om tab.
Mørkets paradokse natur - at det får os til at gøre det vi frygter mest eller narrer os ind i det vi frygter - kan også iagttages i kristendommen.
Jeg tænker her på visse kristne forestillinger om, at vejen til Gud går gennem selvpinsler, at lemlæste eller pine sin krop eller sit sind.
Hermed vinder man - tror man - livet gennem døden (eller lidelse).
Denne forestilling har sit bibelske fundament fx i Joh. 12, 24-26, i lignelsen om hvedekornet og generelt i den kristne forsoningslære, hvor Jesu død bliver til liv for alle som tror, og den enkelte påstås kun at vinde evigt liv, hvis man hader sit liv i denne verden. Dermed bliver døden eller selvfornægtelsen eller selvpineriet til livets forudsætning.
Den paradokse natur i kristendommen kan fx også iagttages i Søren Kierkegaards udlægning af den kristne lære i hans tanke om troens dobbeltbevægelse; at troen bestandig fordrer, at man giver afkald på alt for at vinde alt; eller med andre ord giver afkald på livet for at vinde det.
Men alle disse paradokse forestillinger, flugten fra kærligheden af angst for at miste den, opgivelse eller afkaldet på livet for at vinde det og flere andre forestillinger hvor det onde narrer os ind i det vi frygter eller afskærer os fra det vi ønsker og håber, skyldes mørkets paradokse natur, der hensætter mennesket i en forfærdelig eksistentiel krise og sjæleangst; som er helt overflødig, da livet og kærligheden ikke er paradokse men tilgængelige for enhver.
Det er ikke kærligheden der skaber lidelsen i disse tilfælde og Gud fordrer ikke at livet skal være lidelse for at Han tilstår os det; det er mørket og dets paradokse natur og evne til at give os det vi frygter mest, og som kan få os til at flygte fra det vi ønsker og længes efter, der skaber disse forfærdelige lidelser og tilsyneladende uløselige dilemmaer og livsfornægtende paradokser.
Mørket giver os det vi frygter og får os til at flygte fra det vi ønsker og drømmer om; lyset giver os alt.
Dette er en af de måder mørket bedrager os på og en af de måder det forråder sin bærer.
Kommentarer
Send en kommentar