Om forbrydelse og straf

Måske er det muligt at trænge dybere ind i forståelsen af gengældelsesloven end jeg har forsøgt i indlægget Om gengældelsesloven (og andre steder) hvor tanken er, at denne lov ikke fra Guds side er tænkt som en straf men som opdragelse ved at vi får en virkelig forståelse af det onde vi gør - i de tilfælde hvor vi nægter at indse naturen af vores onde gerninger - ved at rammes af de samme lidelser vi har påført andre.

Hvis vi ved karmaloven forstår både det gode og det onde vi gør og dets konsekvenser og gengældelsesloven som omhandlende det specifikt onde vi gør og konsekvensen heraf, så er karmaloven et spejl hvis funktion vi kan udtrykke i denne sætning:

Det vi gør mod andre - godt eller ondt - gør vi samtidig mod os selv.

Eller i den traditionelle formulering:

Som du sår skal du høste.

Men samtidig er det min tanke, at vi mennesker ikke har ret til at straffe lige for lige - øje for øje - men at vi må straffe forbrydelser og overtrædelser af loven mildere end den forbrydelse vi straffer for at undgå en forråelse hvor samfundet trækkes ned i barbari og sætter sig ned på forbryderens niveau, hvorved samfundet selv bliver forbryderisk og lig de kriminelle.

Gengældelsesloven gengælder lige for lige; mennesker har ingen ret til dette. Hvordan harmonerer dette? Er der noget jeg har misforstået?

Måske er forklaringen, at ved en forbrydelse polariserer vi mørket (se Vandrer mod Lyset). Dette mørke vil derefter være i vores sind og omgivelser og trække os ned i lidelse og det mørke vi ved vores onde gerning har vækket.

Men det er ikke et tilfældigt mørke; det vil have den eksakt samme natur som den onde gerning vi udførte eller rettere det er identisk med dette mørke og det mørkespor vi trak med vores onde gerning og derfor vil det give os præcis de samme lidelser som vi påførte andre.

Ved at gennemleve disse lidelser ophæves mørket til sidst - det mørke vi selv har polariseret og som vi derfor selv må afpolarisere - ikke som en straf men som en konsekvens med det formål at genvinde vores uskyld og renhed.

Derfor er det ikke Gud der straffer os ved gengældelsesloven - men os selv - og derfor har vi mennesker ikke ret til at straffe lige for lige men må straffe mere humant end de forbrydelser vi straffer og som om vi selv eller rettere lovgiverne skulle rammes af hver eneste lov og bestemmelse (se Kristi Tale i Vandrer mod Lyset), hvis ikke samfundene skal synke ned i barbari og grusomhed.