I Die Welt als Wille und Vorstellung (1818) (da. Verden som vilje og forestilling) giver Arthur Schopenhauer et dystert billede af mennesket:
Efter 1700-tallets rationalisme og oplysningstanker hvor fornuften og tankens magt sattes i højsædet svarer Schopenhauer på et tidspunkt hvor revolutionen og råbet om frihed var druknet i blod, terror og tyranni:
Nej, mennesket ledes ikke primært af fornuft men først og fremmest af viljen og særligt af viljen til livet; ofte på bekostning af fornuften, etikken og andre mennesker (eller andre levende væsener).
Derfor er naturtilstanden alles kamp mod alle (Hobbes; Leviathan) og derfor lurer barbariet altid som de 9/10 dele af isbjerget under overfladen af rationelle ideer som demokrati, menneskerettigheder og selve statstanken.
Det er rationelt og ligefrem en naturlov at danne samfund og at afgive en del af sin naturlige magt til en suværen hersker (en konge eller en folkeforsamling) eller at begrænse sin livsudfoldelse inden for rammerne af statens lovgivning i henhold til selvopretholdelsesdriften (Hobbes).
Men barbariet lurer altid under overfladen; ikke i form af en ydre fjende men dybest i os selv; i viljen til livet for enhver pris, livsdriften på bekostning af etik, kærlighed eller bare den rationelle tanke om at vi i fællesskab er mere trygge og har bedre chancer for at overleve også som individer (statstanken).
Vi ledes fortrinsvis af drifter, instinkt og følelse som Schopenhauer tolker som vilje og mindre af fornuft.
En nutidig læsning og nuancering kunne måske tilføje, at vi lever i jagten efter hjernens belønningsstof dopamin og kroppens belønningsstof endorfiner; også selv om denne jagt går imod livsviljen og chancerne for at overleve og leve længe, hvilket fx ses ved afhængighed af nikotin, heroin, ekstremsport der nedbryder i stedet for at opbygge kroppen, overspisning osv.
Men; uanset at Schopenhauer nok har fat i noget meget væsentligt, så kunne man - parallelt til det jeg har foreslået ved vurderingen af David Humes erkendelsesteori - spørge:
Sæt Schopenhauer har ret; hvordan og ved hvilken kraft eller evne er han kommet til bunds i den store verdensgåde; ved hvilken anden kraft end erkendelsen, tanken, intellektet?
Måske er fornuft og vilje altså alligevel ikke per definition komplementære men instanser i os der kan støtte og samarbejde i ønsket om at forstå og at handle ud fra det vi forstår.
Ved således at holde teorien op som spejl for sig selv (parallelt til undersøgelsen af Hume) i en slags erkendelsesteoretisk, epistemologisk kontrol eller eksperiment, afsløres teoriens begrænsning selv om den sikkert har fat i noget meget væsentligt; og det viser at vi ikke kan skabe fuldstændige og perfekte erkendelsessystemer og at vores erkendelse er begrænset og tilnærmet.
Schopenhauers løsning er heller ikke overbevisende: Ved askese at dræbe den uhæmmede livsvilje og - drift og dermed standse livets kamp og den deraf følgende lidelse for sig selv og andre i en hinduistisk og buddhistisk inspireret tankegang.
Hvis han har ret og livet er en kamp skulle vi hellere lade os inspirere af Kon-Futze og skifte kampplads og arena:
Fra at kæmpe mod andre mennesker og andre levende væsener ud fra vores medfødte selvopretholdelsesdrift skulle vi hellere henlægge kampen til vores eget indre og rense vores hjerter og sind så de kommer i balance og kommer væk fra de ideer der gør livet til en kamp mod andre. Hvis problemet ligger i os selv er det også her vi kan finde løsningen.
Dermed kunne vi skabe bedre og mere fredelige måder at leve sammen på hvor vi ikke kæmper mod hinanden men for hinanden ved at kæmpe mod det onde i os selv.
Efter 1700-tallets rationalisme og oplysningstanker hvor fornuften og tankens magt sattes i højsædet svarer Schopenhauer på et tidspunkt hvor revolutionen og råbet om frihed var druknet i blod, terror og tyranni:
Nej, mennesket ledes ikke primært af fornuft men først og fremmest af viljen og særligt af viljen til livet; ofte på bekostning af fornuften, etikken og andre mennesker (eller andre levende væsener).
Derfor er naturtilstanden alles kamp mod alle (Hobbes; Leviathan) og derfor lurer barbariet altid som de 9/10 dele af isbjerget under overfladen af rationelle ideer som demokrati, menneskerettigheder og selve statstanken.
Det er rationelt og ligefrem en naturlov at danne samfund og at afgive en del af sin naturlige magt til en suværen hersker (en konge eller en folkeforsamling) eller at begrænse sin livsudfoldelse inden for rammerne af statens lovgivning i henhold til selvopretholdelsesdriften (Hobbes).
Men barbariet lurer altid under overfladen; ikke i form af en ydre fjende men dybest i os selv; i viljen til livet for enhver pris, livsdriften på bekostning af etik, kærlighed eller bare den rationelle tanke om at vi i fællesskab er mere trygge og har bedre chancer for at overleve også som individer (statstanken).
Vi ledes fortrinsvis af drifter, instinkt og følelse som Schopenhauer tolker som vilje og mindre af fornuft.
En nutidig læsning og nuancering kunne måske tilføje, at vi lever i jagten efter hjernens belønningsstof dopamin og kroppens belønningsstof endorfiner; også selv om denne jagt går imod livsviljen og chancerne for at overleve og leve længe, hvilket fx ses ved afhængighed af nikotin, heroin, ekstremsport der nedbryder i stedet for at opbygge kroppen, overspisning osv.
Men; uanset at Schopenhauer nok har fat i noget meget væsentligt, så kunne man - parallelt til det jeg har foreslået ved vurderingen af David Humes erkendelsesteori - spørge:
Sæt Schopenhauer har ret; hvordan og ved hvilken kraft eller evne er han kommet til bunds i den store verdensgåde; ved hvilken anden kraft end erkendelsen, tanken, intellektet?
Måske er fornuft og vilje altså alligevel ikke per definition komplementære men instanser i os der kan støtte og samarbejde i ønsket om at forstå og at handle ud fra det vi forstår.
Ved således at holde teorien op som spejl for sig selv (parallelt til undersøgelsen af Hume) i en slags erkendelsesteoretisk, epistemologisk kontrol eller eksperiment, afsløres teoriens begrænsning selv om den sikkert har fat i noget meget væsentligt; og det viser at vi ikke kan skabe fuldstændige og perfekte erkendelsessystemer og at vores erkendelse er begrænset og tilnærmet.
Schopenhauers løsning er heller ikke overbevisende: Ved askese at dræbe den uhæmmede livsvilje og - drift og dermed standse livets kamp og den deraf følgende lidelse for sig selv og andre i en hinduistisk og buddhistisk inspireret tankegang.
Hvis han har ret og livet er en kamp skulle vi hellere lade os inspirere af Kon-Futze og skifte kampplads og arena:
Fra at kæmpe mod andre mennesker og andre levende væsener ud fra vores medfødte selvopretholdelsesdrift skulle vi hellere henlægge kampen til vores eget indre og rense vores hjerter og sind så de kommer i balance og kommer væk fra de ideer der gør livet til en kamp mod andre. Hvis problemet ligger i os selv er det også her vi kan finde løsningen.
Dermed kunne vi skabe bedre og mere fredelige måder at leve sammen på hvor vi ikke kæmper mod hinanden men for hinanden ved at kæmpe mod det onde i os selv.
Kommentarer
Send en kommentar