Hvem eller hvad er Gud?
Dette spørgsmål har jeg, Baruch Kætteren, altid stillet mig selv. Og jeg er kommet frem til følgende:
For mennesket er Gud det ideelle menneske, for trekanten den ideelle trekant, for cirklen den ideelle cirkel - og for tåben den ideelle tåbe.
I går ved 19 tiden gik jeg min sædvanlige tur på stranden og lod vinden opfriske mit ansigt og sind.
Jeg havde vel tilbagelagt et par km og var altså kommet forbi Pax, danserestauranten, da et sælsomt syn mødte mit blik;
Lidt længere henne ad stranden gik en høj, mørkklædt herre. I stedet for et hoved havde han en bog hvis omslag vendte opad som en hat, og hvis sider vendte ned mod halsen og kroppen, og hele tiden bladede eller rettere sagt blæste siderne rundt og i de korte øjeblikke hvor det ikke var tilfældet, lyste forskellige passager i bogen eller 'hovedet' op som fjerne lyn eller kornmod, og ud af munden kom papirstrimler med de således oplyste passager.
Om hovedet på manden svirrede utallige myg, der ikke stak manden, men tilsyneladende sugede saft ud af papirstrimlerne.
Jeg nærmede mig forsigtigt, og for at få en samtale i gang spurgte jeg ham om han kunne sige mig hvad klokken var.
Siderne i bogen vendtes hurtigt som af vinden;
- 2. Sam. 3, 27, lød svaret.
Ærgerlig spurgte jeg ham så om han havde ild.
Igen vendtes siderne, en passage lyste op, og ud kom en strimmel med teksten:
1. Kor. 5, 17
Lige meget hvad jeg spurgte om, kom der kun disse tåbelige strimler med det ene svar mere meningsløst end det andet.
Og så forstod jeg:
Jeg har altid søgt Gud. I al tilværelsens byrde og bedrøvelighed og modløshed kunne kun Han trøste og hjælpe. Nu havde jeg set Ham i denne sære skikkelse;
Som et idealiseret billede af mig selv:
Den største tåbe.
Dette spørgsmål har jeg, Baruch Kætteren, altid stillet mig selv. Og jeg er kommet frem til følgende:
For mennesket er Gud det ideelle menneske, for trekanten den ideelle trekant, for cirklen den ideelle cirkel - og for tåben den ideelle tåbe.
I går ved 19 tiden gik jeg min sædvanlige tur på stranden og lod vinden opfriske mit ansigt og sind.
Jeg havde vel tilbagelagt et par km og var altså kommet forbi Pax, danserestauranten, da et sælsomt syn mødte mit blik;
Lidt længere henne ad stranden gik en høj, mørkklædt herre. I stedet for et hoved havde han en bog hvis omslag vendte opad som en hat, og hvis sider vendte ned mod halsen og kroppen, og hele tiden bladede eller rettere sagt blæste siderne rundt og i de korte øjeblikke hvor det ikke var tilfældet, lyste forskellige passager i bogen eller 'hovedet' op som fjerne lyn eller kornmod, og ud af munden kom papirstrimler med de således oplyste passager.
Om hovedet på manden svirrede utallige myg, der ikke stak manden, men tilsyneladende sugede saft ud af papirstrimlerne.
Jeg nærmede mig forsigtigt, og for at få en samtale i gang spurgte jeg ham om han kunne sige mig hvad klokken var.
Siderne i bogen vendtes hurtigt som af vinden;
- 2. Sam. 3, 27, lød svaret.
Ærgerlig spurgte jeg ham så om han havde ild.
Igen vendtes siderne, en passage lyste op, og ud kom en strimmel med teksten:
1. Kor. 5, 17
Lige meget hvad jeg spurgte om, kom der kun disse tåbelige strimler med det ene svar mere meningsløst end det andet.
Og så forstod jeg:
Jeg har altid søgt Gud. I al tilværelsens byrde og bedrøvelighed og modløshed kunne kun Han trøste og hjælpe. Nu havde jeg set Ham i denne sære skikkelse;
Som et idealiseret billede af mig selv:
Den største tåbe.
Kommentarer
Send en kommentar