Hen ad den sparsomt oplyste promenade gik to herrer i aftenskumringen.
Den ene var iført en lang sort kappe, høje støvler og en høj sort hat, hvorpå der var skrevet uforståelige formler - eller var det hieroglyffer; de lyste op et kort øjeblik og forsvandt så og nye kom til syne andre steder for igen at udslukkes.
Hans navn var Niels Kvant.
Den anden var en lille undersætsig personage med overbid og en lang spids næse; Han var iført en lidt for stor hjemmestrikket orange sweater med et stort blåt L midt på maven.
Den lille gik med let trippende gang ved den høje herres side og forsøgte med besvær at holde trit og stundom trak han i herrens frakkeskøde.
- Det er jo indlysende, - L knipsede med fingrene i luften, - logisk, logisk, snit, snit, De har Deres plads her i verden, snit, og jeg støtter Dem ubetinget, u-be-tinget, blot må De sørge for at holde kursen, ikke få overbalance, ikke hælde hovedet hverken til højre eller venstre; Deres store byrde, De bærer den flot, snit, snit;
Den høje herre smilede overbærende men ikke uvenligt ad den lille; han hilste til højre og venstre til forbipasserende han kendte;
Men - pludselig - åh - ved et for dybt buk til højre for en ung, lyshåret skønhed der spadserede med sin far på promenaden - fik den høje overbalance og var ved at falde; han greb fat i den lilles venstre skulder og rev ham med i faldet; og sammen trimlede de ned i mudderet som havde samlet sig i en pøl ved vejens kant.
Og der lå de to så og forsøgte at komme på benene igen idet de bandede og svovlede over uheldet, den uværdige stilling og hinanden.
En lille pige, der gik med sin mor, pegede på de to i rendestenen og råbte så alle kunne høre det:
- Hvorfor ligger de der uden noget tøj på? Jeg vil også i vandet og lege!
Den ene var iført en lang sort kappe, høje støvler og en høj sort hat, hvorpå der var skrevet uforståelige formler - eller var det hieroglyffer; de lyste op et kort øjeblik og forsvandt så og nye kom til syne andre steder for igen at udslukkes.
Hans navn var Niels Kvant.
Den anden var en lille undersætsig personage med overbid og en lang spids næse; Han var iført en lidt for stor hjemmestrikket orange sweater med et stort blåt L midt på maven.
Den lille gik med let trippende gang ved den høje herres side og forsøgte med besvær at holde trit og stundom trak han i herrens frakkeskøde.
- Det er jo indlysende, - L knipsede med fingrene i luften, - logisk, logisk, snit, snit, De har Deres plads her i verden, snit, og jeg støtter Dem ubetinget, u-be-tinget, blot må De sørge for at holde kursen, ikke få overbalance, ikke hælde hovedet hverken til højre eller venstre; Deres store byrde, De bærer den flot, snit, snit;
Den høje herre smilede overbærende men ikke uvenligt ad den lille; han hilste til højre og venstre til forbipasserende han kendte;
Men - pludselig - åh - ved et for dybt buk til højre for en ung, lyshåret skønhed der spadserede med sin far på promenaden - fik den høje overbalance og var ved at falde; han greb fat i den lilles venstre skulder og rev ham med i faldet; og sammen trimlede de ned i mudderet som havde samlet sig i en pøl ved vejens kant.
Og der lå de to så og forsøgte at komme på benene igen idet de bandede og svovlede over uheldet, den uværdige stilling og hinanden.
En lille pige, der gik med sin mor, pegede på de to i rendestenen og råbte så alle kunne høre det:
- Hvorfor ligger de der uden noget tøj på? Jeg vil også i vandet og lege!
Kommentarer
Send en kommentar