Jeg, Benedict d'Esquire Connayson, skal berette noget sælsomt der hændte mig for 13 år, 7 måneder, 15 dage og nætter siden. Læseren må afgøre med sig selv om vanviddet allerede dengang havde grebet mig eller det først kom derefter.
Jeg sidder i min celle og har kun 1 stykke papir og ingen pen. Jeg skriver med den gaffel jeg spiste med til aften - og mit blod. Tilgiv hvis skriften ryster:
Det var en aften hen ad klokken 18, jeg gik min sædvanlige aftentur, det skumrede og en let regn førtes med vinden fra sydvest.
Pludselig ser jeg lidt fremme en underlig mandsperson træde frem omkring et hjørne; manden var iført en sort kappe, en høj sort hat; men det underlige var at han i den højre hånd havde en pisk, i den venstre en rangle. Hans blik henlå i skygge; kun fornemmede jeg en svag glød, en flamme eller et svagt lys i skyggen, hvor hans øjne måtte være.
- Kom her, mit barn, sagde han med høj stemme.
Jeg studsede men gik nærmere. Jeg vidste ikke rigtig om jeg følte uro eller glæde ved det underlige syn.
- Jeg er en dør, fortsatte han, og jeg gik helt hen til ham. Da jeg tilfældigt berørte hans højre frakkeskøde, frøs verden til stilhed. Alt blev stille og intet omkring os bevægede sig. Der hørtes heller ingen lyd.
Pludselig var det som om manden gav efter for min næste berøring, som, ja, en dør der åbnedes, og jeg faldt eller blev suget ind i en skakt; men om jeg faldt nedad eller svævede opad kan jeg ikke sige.
Jeg steg eller faldt; så ramte jeg noget hårdt; et loft eller et gulv. Foran mig i luften svævede et sort kors hvor Jesus hang. Men han var ikke død. Fra hans øjne flød tårer, så bitre, så smertelige, at jeg selv måtte græde.
- Er det Gud?
Spørgsmålet svævede som lysende bogstaver af diamant foran mine øjne. Jeg rakte ud efter dem. De føltes bløde og dejlige.
- Ja! svarede jeg uden tøven.
Idet jeg svarede lød en mægtig stemme til mig samtidig med at synet ændrede sig, og jeg med et så floder der løb opad bjergskråninger, bjerge der skælvede og selve Universet rystede;
- Se, det er blasfemi! sagde stemmen og floderne forsvandt, bjergenes skælven ophørte og verden var igen sig selv.
Igen faldt eller steg jeg gennem skakten, og før jeg vidste af det stod jeg igen foran den underlige mand på promenaden.
Han rakte mig en lille folder af gråt papir. På bladet stod der:
Magisk teater, kun for forrykte!
Manden førte langsomt pegefingeren til munden idet han betydede mig at jeg skulle tie.
Kort tid efter kom vanviddet.
Jeg sidder i min celle og har kun 1 stykke papir og ingen pen. Jeg skriver med den gaffel jeg spiste med til aften - og mit blod. Tilgiv hvis skriften ryster:
Det var en aften hen ad klokken 18, jeg gik min sædvanlige aftentur, det skumrede og en let regn førtes med vinden fra sydvest.
Pludselig ser jeg lidt fremme en underlig mandsperson træde frem omkring et hjørne; manden var iført en sort kappe, en høj sort hat; men det underlige var at han i den højre hånd havde en pisk, i den venstre en rangle. Hans blik henlå i skygge; kun fornemmede jeg en svag glød, en flamme eller et svagt lys i skyggen, hvor hans øjne måtte være.
- Kom her, mit barn, sagde han med høj stemme.
Jeg studsede men gik nærmere. Jeg vidste ikke rigtig om jeg følte uro eller glæde ved det underlige syn.
- Jeg er en dør, fortsatte han, og jeg gik helt hen til ham. Da jeg tilfældigt berørte hans højre frakkeskøde, frøs verden til stilhed. Alt blev stille og intet omkring os bevægede sig. Der hørtes heller ingen lyd.
Pludselig var det som om manden gav efter for min næste berøring, som, ja, en dør der åbnedes, og jeg faldt eller blev suget ind i en skakt; men om jeg faldt nedad eller svævede opad kan jeg ikke sige.
Jeg steg eller faldt; så ramte jeg noget hårdt; et loft eller et gulv. Foran mig i luften svævede et sort kors hvor Jesus hang. Men han var ikke død. Fra hans øjne flød tårer, så bitre, så smertelige, at jeg selv måtte græde.
- Er det Gud?
Spørgsmålet svævede som lysende bogstaver af diamant foran mine øjne. Jeg rakte ud efter dem. De føltes bløde og dejlige.
- Ja! svarede jeg uden tøven.
Idet jeg svarede lød en mægtig stemme til mig samtidig med at synet ændrede sig, og jeg med et så floder der løb opad bjergskråninger, bjerge der skælvede og selve Universet rystede;
- Se, det er blasfemi! sagde stemmen og floderne forsvandt, bjergenes skælven ophørte og verden var igen sig selv.
Igen faldt eller steg jeg gennem skakten, og før jeg vidste af det stod jeg igen foran den underlige mand på promenaden.
Han rakte mig en lille folder af gråt papir. På bladet stod der:
Magisk teater, kun for forrykte!
Manden førte langsomt pegefingeren til munden idet han betydede mig at jeg skulle tie.
Kort tid efter kom vanviddet.
Kommentarer
Send en kommentar