Længe har jeg søgt; i filosofi, videnskab, religion, litteratur og kunst. Vi danner sindrige systemer; filosofiske, videnskabelige, religiøse; vi søger og somme tider finder vi. Men måske er svaret så simpelt og så nært og tilsyneladende trivielt; vi agter det måske ringe og haster videre gennem verdner; til de yderste galakser eller det inderste rum. Vi søger det der bærer verden og den sikre grund i dybet og det der bærer vores eksistens; og i vores enfoldighed tror vi at svaret er kompliceret og kræver livslang forskning og anstrengelse og smerte. Og måske gør det. Men måske så kun for at skille vankundighedens slagger fra og trække sløret, illusionerne, Maya, fra verdens inderste sandhed: Kærligheden.