Gå videre til hovedindholdet

Vandrer mod Lyset og kreationisme versus darwinisme

Gennem mange år har der pågået en diskussion om hvordan livet på Jorden er opstået og hvilke love dette liv er underlagt eller udvikler sig efter. Nogle mener at livet er opstået ud fra en guddommelig skabelse; andre mener at det er opstået tilfældigt og derefter udvikler sig ved naturlig udvælgelse (darwinisme; evolutionsteori).

I denne diskussion stiller Vandrer mod Lyset sig midt imellem eller måske rettere ved siden af. Det Vandrer mod Lyset siger er kort:

Gud nedlagde engang i tidernes morgen en del livskim eller livsurbilleder i Jordens lysomhylning, men disse kim blev ødelagt ved de ældstes fald og fremkaldte de latente kim til liv ud fra mørket og ikke lyset, som det var Guds hensigt.

Senere (efter det biologiske livs fremkomst) skabte de ældste det fysiske menneskelegeme også ved nogle urbilleder, men disse var af mørket og ikke af lyset som de gudgivne kim.

Derved opstod - ved denne ødelæggelse og skabelse - det biologiske og menneskelige liv vi kender i dag; forgængeligt og underkastet sygdom og død.

Den måde livet udvikler sig efter ifølge Vandrer mod Lyset kan siges at stemme overens med evolutionsteorien; dog med den modifikation at mennesker udvikler sig væk fra de af de ældste givne mørkeurbilleder eller kim, mens den øvrige natur udvikler sig henimod de af Gud givne lyskim (uden nogensinde at nå forbillederne da et liv fremkaldt under lysets bestråling ikke ville være underkastet nogen form for sygdom eller død).

Da disse livskim ifølge værket er usynlige for al menneskelig iagttagelse er det en oplysning det er svært eller umuligt at efterprøve videnskabeligt.

Det billede Vandrer mod Lyset giver af det menneskelige livs opståen kendes også fx fra gnosticismen og manikæismen: Gud har skabt menneskets udødelige ånd eller sjæl, og Satan og de øvrige ældste har skabt det fysiske, forgængelige legeme.

I diskussionen mellem kreationister og tilhængere af tanken om livets tilfældighed er der visse kritiske spørgsmål man kan stille:

Hvis livet er opstået tilfældigt, opstod det så et sted og en gang, eller opstod det flere gange flere steder? Opstod det - hvis det opstod flere gange på flere steder - samtidig eller tidsmæssigt forskudt? Hvad er sandsynligheden for det?

Hvis det kun - tilfældigt - opstod en gang på et sted, hvordan har denne ene celle så uden at det følgende liv er degenereret overlevet og udviklet sig så mangfoldigt, livskraftigt og succesfuldt?

Hvis Vandrer mod Lyset er sand, så fandtes livskimene eller lysurbillederne overalt på Jorden, og livet er ikke opstået tilfældigt et sted men overalt på Jorden i en langvarig proces og i takt med det fremvældende mørkes ødelæggelse og forvrængning af lyskimene.

Tilsvarende kan man spørge kreationisterne: Har Gud også skabt sygdomsfremkaldende bakterier og vira? Og det trivielle spørgsmål: Har Gud skabt Jorden og livet her på seks dage (mod al videnskabelig erkendelse)?

Hvis Vandrer mod Lyset er sand har altså hverken kreationisterne eller tilhængere af tanken om livets tilfældighed ret. Det biologiske liv er hverken skabt af Gud i sin nuværende forvrængede form (i forhold til det Gud ville og ønskede) eller ved en tilfældighed, men ved en ødelæggelse og forvrængning af det liv Gud havde planlagt. Menneskets fysiske legeme er skabt - ikke af Gud men derimod af de faldne ældste.

Hvordan vi engang måske kan bekræfte de givne oplysninger i værket eller forkaste dem, kan jeg ikke sige; men jeg tror at det er sikkert, at ingen af de gængse teorier (kreationisme eller tilfældighed; ikke darwinisme som formentlig er korrekt; men evolutionsteorien siger ikke umiddelbart noget om livets oprindelse men udtaler sig kun om hvordan det udvikler sig når det først er opstået) er uden problemer.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere