Jeget og udødelighed

I sin bog, The God Delusion (da. Illusionen om Gud), citerer Richard Dawkins Mark Twain for at sige om døden, at han ikke frygtede den, for han havde været død i milliarder og milliarder af år før han blev født og havde ikke lidt noget i den forbindelse.

Og Dawkins giver et billede på, hvordan det ateistiske synspunkt kan føre til en holdning til livet som dyrebart; hvis vi består af forskellige kombinationer af DNA og sandsynligheden for, at netop den kombination af DNA vi kalder 'jeg' er så utrolig lille og at den engang vil ophøre med at eksistere, så står vi hver med et liv, som er det dyrebareste og mest usandsynlige af alt.

Så livet uden Gud eller uden troen på Gud behøver ikke være tomt og meningsløst; i nogle tilfælde det stik modsatte. Hvis vores liv er indrammet af to dyb, to evigheder, og vi kun har denne korte tid som helt usandsynligt men alligevel virkeligt er faldet i vores lod, kan livet ses som et dyrebart mirakel.

Men jeg skal forsøge at give et argument for sjælens udødelighed, eller søge at sandsynliggøre denne tanke, vel vidende at jeg kan tage fejl, og at Dawkins og andre ateister kan have ret:

Så vidt jeg ved har de menneskelige celler en livscyklus så alle menneskets celler efter en periode på cirka 7 år er erstattet med andre og nye celler. Alligevel vil enhver sige, at hans eller hendes jeg er det samme som for 7 eller flere år siden. Derfor kan jeget ikke være knyttet til de menneskelige celler og må være af ikke fysisk art.

Der er så to muligheder: Enten er jeget (tanken om det samme jeg) en illusion, eller også er jeget som anført af ikke fysisk art. Dette sidste kunne vi kalde vores sjæl.

Visse filosofier hævder jegets illusion, og det kan være, at det er rigtigt, men da enhver umiddelbart har en stærk følelse af sit eget jeg, vil den mest nærliggende og naturlige forklaring på denne stærke jegfølelse, at jeget eksisterer og er af ikke fysisk art, foreløbig være at foretrække.

Et modargument kunne være, at nok overlever de menneskelige celler ikke længere end ca 7 år, men det gør DNA' et eller genomet, og at det er den specifikke og unikke kombination af DNA eller vores unikke genom, der udgør vores jeg eller det vi oplever som vores jeg. Efter denne tanke er vores jeg ikke knyttet til de enkelte celler men til vores genetiske kode.

Så enten har vi en ikke fysisk, udødelig ånd eller også er vores jeg en form for cellulær kode.

Imod tanken om jeget som genetisk kode taler dog, at vores kode eller genom går i arv til vores afkom uden at vi derfor vil kalde deres jeg for vores eller identisk med vores.

Hvis det er rigtigt forstået, at vores afkom arver halvdelen af moderens og faderens genetiske kode, måtte vi forvente, hvis tanken om jeget som genetisk kode er rigtig, at vi vil udgøre halvdelen af vores afkoms jeg; hvilket er noget vrøvl. DNA' et eller genomet går i arv, det gør jeget ikke.

Derfor ser det ud til, at tanken om menneskets ikke fysiske, udødelige ånd er rigtig. Hvis det er sådan, kan det ses som et argument for Guds eksistens, Gud som åndens skaber, da vel ingen af os vil påstå, at vi har skabt vores egen udødelige ånd.

Analysen leder frem til en forståelse af 'jeget' som det formentlig immaterielle og evige punkt og centrum i mennesket som al sansning, tænkning, følelser osv centrerer sig om (jeg sanser.., jeg tænker.., jeg føler..osv)