Han har et hjerte af guld, guld han kan købe ting for, ting han kan miste sig selv til. Som en barneskygge jage rundt langs mørke veje og søge det du mistede eller aldrig havde, mennesket i dig selv, menneske måtte du selv blive, skabe dig selv fra grunden ud af intet.
Og når du søgte kvinden, søgte du også et menneske eller et billede af det du gerne ville være eller savnede, måske er kærligheden en famlen i mørke efter netop det, måske dig selv.
Og når du begærede var det en søgen i tomheden efter noget hun var eller du troede hun var, noget ukendt og uforklarligt, et punkt, et støvkorn, en lille urenhed der blotlagde hendes adel i kontrast, hende, netop hende, og du fortabte dig i hendes billede og det du troede hun var, din sjæls inderste længsel.
Og længe efter du fandt eller troede du fandt var du stadig en søgende, hastende gennem verden med tomme hænder i længsel efter at blive set eller i angst for at blive opdaget, fra billede til billede, fra reklame til reklame, stående på verdens yderste kant, længe efter smerten holdt op, skrige den ud i mørket.
Kommentarer
Send en kommentar