Gå videre til hovedindholdet

Myten om Abraham

Myten om Abraham er en central fortælling om tro, som deles af de tre store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam. Det fortælles blandt andet om Abraham, at Gud pålagde ham at ofre sin søn Isak, at Abraham var parat til at adlyde Gud, men blev stoppet i sidste øjeblik af Gud selv.

Hvordan ser denne myte ud, hvis vi filtrerer den gennem det billede af Gud, jeg har foreslået, og som kan læses ud af Vandrer mod Lyset; Gud som Lysets og kærlighedens Almagt? Vil en sådan Gud pålægge et menneske at dræbe sit eget barn for at teste dette menneskes tro?

Kierkegaard har viet myten om Abraham et helt skrift, 'Frygt og bæven', og spørger her bla: Findes der en teleologisk suspension af det etiske? Dvs kan Gud for at teste et menneskes tro pålægge dette menneske at udføre en uetisk handling (et drab)? Eller med andre ord: Står tro over etik?

Man kunne også spørge: Kan Gud pålægge et menneske at udføre en handling, der strider mod et af Hans egne bud ('du må ikke slå ihjel')? Eller igen med andre ord: Står tro og lydighed mod Gud over Hans egne bud?

Står tro over etik og Guds egne bud? Kristendommen (og islam) svarer ja. Men hvis vi opfatter Gud som Lysets og kærlighedens Almagt er svaret selvfølgelig nej. En Lysets og kærlighedens Almagt vil lægge størst vægt på etikken og hænge sig mindre i hvad vi tror på.

Hvis vi svarer ja til spørgsmålet er Gud ikke Lysets og kærlighedens Almagt, men en himmelsk tyran, der i renhed står under ethvert normalt og etisk velfunderet menneske.

Dette er selvfølgelig umuligt, og derfor er myten og dets tilgrundliggende Gudsbillede forkert, og det absolutte krav om tro som også Paulus, Muhammed og Luther hævder som betingelse for frelse er vildledende, hvis Gud er Lysets og kærlighedens Almagt.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere