Gå videre til hovedindholdet

Natbrev fra en vanvittig

Da jeg var ung troede jeg at jeg var, nå, sådan noget som verdens ottende vidunder, selvfølelsen uden grænser og parat til at erobre og fremfor alt belære verden.

Jeg elskede menneskeheden men foragtede mennesker; skide irriterende når jeg prædikede og der så stod et menneske der foran mig og skar tænder af min højrøvethed og spændte ben.

Hvorfor var alle - kun ikke jeg - idioter?

Så var det at en god ven sagde: Du frelser, der er kun en kur mod dine kvaler: Gift dig! Og så giftede jeg mig; kunne man høre ballonen briste, kunne man høre selvfølelsen falde fra tinderne med en hylende faldtone og ramle mod jorden?

Frelser frels dig selv. Hvordan bortforklare at jeg var, ja, vanvittig? Hvor meget var vanvid og hvor meget ikke? Jeg vidste det ikke og ved det stadig ikke.

Da jeg var ung gav en kvinde mig engang en tegning med en mand der står på en mægtig hånds håndflade. Billedet var ledsaget af ordene: Bleib Sein Kind.

Og måske er det sådan det er. Og måske er det sådan det skal være. Jo mere jeg lærer, jo mindre ved jeg.

Nu står jeg - yngre og yngre - ved denne hånd; hånden griber varsomt om mig, og jeg bøjer hovedet i skam og lettelse; intet ved jeg; vi dør lige så nøgne som vi fødes: Bleib Sein Kind.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere