Gå videre til hovedindholdet

Jakels hovedbrud

I

Jeg støvede som ofte rundt i den gamle boghandel på jagt efter sjældne og værdifulde bøger, da jeg en dag fandt et værk af en sær forfatter hvor hans hovedperson forsøger at stille bøgerne i sin reol på en sådan måde at de begynder at lyse.

Men eksperimentet mislykkes og jeg tror at det er fordi han tager hele bøger og sætter dem sammen og ikke de mindre enheder, ordene, eller endnu bedre, bogstaverne, og stabler dem på en særlig måde.

Jeg prøvede selv eksperimentet med en genial japaners værker, der tæller så fremragende titler som, 1Q84, og Hardboiled Wonderland og Verdens ende, idet jeg dog ikke stillede de samlede værker ved siden af hinanden i reolen, men lagde dem oven på hinanden på mit skrivebord.

Først skete der ikke rigtig noget, men så, pludselig, hævede stakken sig lidt, kun en 2-3 cm over bordfladen; og jeg tænkte; måske er det hans tanker der får dem til at svæve, måske mine, måske er det fordi de er så jordfjerne eller fordi de søger mod deres oprindelse ude i universet; men i hvert fald hævede de sig ganske lidt, det kunne der ikke være tvivl om.

Så Jakels forsøg og hovedbrud havde fået sig en omend lidt anderledes løsning end forventet. Men jeg var ikke tilfreds. Jeg tænkte stadig i mindre enheder, ord og bogstaver, og forsøgte at stable dem så de kunne nå det jeg ønskede at vide; om det yderste univers og den inderste kerne, den sidste og yderste erkendelse.

Men lige meget hvor meget jeg prøvede og hvor meget jeg tænkte; intet skete. Så slog det mig pludselig: Hvad nu hvis det er sandheden; hvis man vil vide alt, ved man intet og intet sker lige meget hvilke mentalatomer, ord og bogstaver, man sætter sammen og på hvilken måde. Er det ikke den bibelske slanges natur, den grundmenneskelige, Faustske fristelse?

Da jeg havde skrevet disse ord, sat disse bogstaver sammen, begyndte min tablet ikke at lyse, og den svævede ikke ud af mine hænder; men et sted, for mit indre blik, så jeg et smil og hørte et ord: Sådan!

II

Denne skæbnesvangre længsel efter transcendens, denne pinefulde søgen efter noget derude og ikke herinde; denne flugt, denne lidelse.

For eksempel Hegels dybe system af støvede kældre med knudrede gangsystemer og blindgyder; eller Heidegger der hilser på side 1 af Sein und Zeit og så stepper gennem de næste 400 sider hvorefter han bukker og med et suk udbryder; intet ved jeg.

Eller Kant eller Descartes eller Platon eller Aristoteles; alle disse krystalslotte, gennemblæste bygninger uden kærlighed; mennesket som idé eller maskine eller abstraktion, mennesket uden kerne og karakter, som et forladt hus; kærlighed til visdom og had til personligheden.

Så langt hellere Kierkegaard og hans hin enkelte eller Dostojevskijs antihelte af kød og blod. Den der taler til alle taler til ingen som for eksempel i denne sætning. Hvem er jeg, hvem er du, and nothing else matters.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere