Hvem ved om det nogensinde lykkedes den vestlige alliance at redde de fortvivlede kurdere fra det bjerg, hvor de havde søgt tilflugt og hvor de truedes af udslettelse af Islamisk Stat? På mediernes overflade skiftede billedet ret hurtigt fra at rapportere om disse ulykkelige mennesker til at alle i Vesten koncentrerede sig om den nye fjende, Islamisk Stat, og behovet for med militær magt at nedkæmpe denne fjende.
Der er ingen tvivl om, at organisationen, Islamisk Stat, opererer med en uhørt brutalitet og afstumpethed, ja ondskab, men det er også en kendsgerning, at begge sider i konflikten ser sig selv som "de gode" der kæmper mod "de onde". Denne opdeling begrundes forskelligt; Islamisk Stat begrunder og søger at retfærdiggøre deres handlinger religiøst - hvilket er latterligt - mens man i Vesten vel snarest begrunder sine handlinger ud fra en eller anden form for humanisme og behovet for at "hjælpe" mennesker, der trues af vold, krig og død.
Og sådan prøver begge parter at binde sløjfer og roser i halen på de raketter og projektiler, der sendes af sted i endnu en barbarisk og blasfemisk krig.
Jeg skal ikke underkende vanskeligheden ved at håndtere aktiv og akut ondskab, men vi står altså - endnu en gang - i en situation, hvor menneske står mod menneske, vilje mod vilje, og ingen vil give sig og hadet og ondskaben blomstrer. Vi er ikke længere interesserede i kurderne på bjerget, men kun i at gennemtvinge hver vores vilje. Vi står hver især overfor fjenden, og han skal udslettes.
Men måske er selve denne opdeling i "de gode" og "de onde", "de retfærdige" og "de uretfærdige", "dem og os" kernen i problemet. Historisk er denne opdeling typisk blevet begrundet religiøst (fx i kristendommens og islams begreb om "de frelste" og "de fortabte"). Måske er sandheden den, at selve opdelingen, denne skæbnesvangre del og hersk opdeling, er af satanisk oprindelse (Satan=Ardor; se "Vandrer mod Lyset!"). Det er min faste overbevisning, at for Gud eksisterer der ingen opdeling i "frelste" og "fortabte", der er for Ham ingen forskel mellem os, for Ham er vi alle lige, og ingen skal fortabes.
Og det er min overbevisning, at intet menneske er rent ond eller god, at vi alle rummer godt og ondt, uanset hvad vi så hver især måtte tro på eller ikke tro på. I virkeligheden er der intet "dem og os" men kun et "vi" (menneskeheden). Der er intet enten-eller men et både-og (vi er både gode og onde, retfærdige og uretfærdige osv).
Både vestlige politikere og Islamisk Stat begår i den aktuelle konflikt denne fejlagtige og skæbnesvangre opdeling i propagandaen for at legitimere deres onde handlinger (vold og krig); de taler samme sprog, de forstår hinanden fuldstændigt og de benytter sig af samme forkastelige midler.
Hvorfor er det så svært at forstå, at vi ikke er hinandens fjender, at ingen har ret til at fordømme andre som "onde", og at den virkelige fjende er ondskaben - ikke i de andre - men i os selv?
Der er ingen tvivl om, at organisationen, Islamisk Stat, opererer med en uhørt brutalitet og afstumpethed, ja ondskab, men det er også en kendsgerning, at begge sider i konflikten ser sig selv som "de gode" der kæmper mod "de onde". Denne opdeling begrundes forskelligt; Islamisk Stat begrunder og søger at retfærdiggøre deres handlinger religiøst - hvilket er latterligt - mens man i Vesten vel snarest begrunder sine handlinger ud fra en eller anden form for humanisme og behovet for at "hjælpe" mennesker, der trues af vold, krig og død.
Og sådan prøver begge parter at binde sløjfer og roser i halen på de raketter og projektiler, der sendes af sted i endnu en barbarisk og blasfemisk krig.
Jeg skal ikke underkende vanskeligheden ved at håndtere aktiv og akut ondskab, men vi står altså - endnu en gang - i en situation, hvor menneske står mod menneske, vilje mod vilje, og ingen vil give sig og hadet og ondskaben blomstrer. Vi er ikke længere interesserede i kurderne på bjerget, men kun i at gennemtvinge hver vores vilje. Vi står hver især overfor fjenden, og han skal udslettes.
Men måske er selve denne opdeling i "de gode" og "de onde", "de retfærdige" og "de uretfærdige", "dem og os" kernen i problemet. Historisk er denne opdeling typisk blevet begrundet religiøst (fx i kristendommens og islams begreb om "de frelste" og "de fortabte"). Måske er sandheden den, at selve opdelingen, denne skæbnesvangre del og hersk opdeling, er af satanisk oprindelse (Satan=Ardor; se "Vandrer mod Lyset!"). Det er min faste overbevisning, at for Gud eksisterer der ingen opdeling i "frelste" og "fortabte", der er for Ham ingen forskel mellem os, for Ham er vi alle lige, og ingen skal fortabes.
Og det er min overbevisning, at intet menneske er rent ond eller god, at vi alle rummer godt og ondt, uanset hvad vi så hver især måtte tro på eller ikke tro på. I virkeligheden er der intet "dem og os" men kun et "vi" (menneskeheden). Der er intet enten-eller men et både-og (vi er både gode og onde, retfærdige og uretfærdige osv).
Både vestlige politikere og Islamisk Stat begår i den aktuelle konflikt denne fejlagtige og skæbnesvangre opdeling i propagandaen for at legitimere deres onde handlinger (vold og krig); de taler samme sprog, de forstår hinanden fuldstændigt og de benytter sig af samme forkastelige midler.
Hvorfor er det så svært at forstå, at vi ikke er hinandens fjender, at ingen har ret til at fordømme andre som "onde", og at den virkelige fjende er ondskaben - ikke i de andre - men i os selv?
Kommentarer
Send en kommentar