Gå videre til hovedindholdet

Grundtankerne i islam som de kommer til udtryk i koranen

Grundtankerne i islam som de kommer til udtryk i koranen kan efter min opfattelse sammenfattes i følgende to punkter:

1) Der er ingen Gud uden Gud (Allah), og Muhammed er Hans profet (den muslimske trosbekendelse; Shahada).

2) Muhammed er en overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer.

Hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet og sandhed, kan 1) med en hvis ret siges at være korrekt. I følge VmL er Gud én, og Muhammed en af de yngste (Guds udsending; en profet). Koranen nævner mange gange de profeter (udsendinge), der var før Muhammed (fx Moses, Noah, Abraham), men siger så, at Muhammed var den sidste profet ("profeternes segl"). VmL siger derimod, at der også efter Muhammed var og er profeter (udsendinge; de yngste).

Med hensyn til "det gode budskab" og Muhammed som en "advarer" så siger koranen, at de der tror (jf 1)), på Dommens Dag vil "træde ind i haver med rindende floder", mens de, der ikke tror, skal "brænde i Ilden" til evig tid.

Det gode budskab er altså, at de frelste skal leve i evig lyksalighed, mens advarslen gælder dem, der ikke tror og ikke vil omvende sig (underkaste sig), og derudover en påmindelse og advarsel til alle mennesker om Dommens Dag (opstandelsens dag).

Hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet er dette forkert. I følge VmL deler Gud ikke mennesker op i frelste og fortabte, og en fælles Dommens Dag (opstandelsens dag), hvor Gud til glæde for de frelste og til gru og rædsel for de fortabte vil aldrig indtræffe (jf Kristi Tale i "Vandrer mod Lyset!"). Forestillingen om Dommens Dag deler islam i øvrigt som sikkert bekendt med kristendommen.

Jeg mener, at det er rimeligt at sige, at de to her nævnte grundtanker er det centrale budskab i koranen; men jeg kan selvsagt ikke dømme om og bestemme, hvad andre skal tro eller ikke tro.

Kun vil jeg sige, at hvis man sammenholder koranens gudsbillede med det, der træder os i møde i "Vandrer mod Lyset!", så fremstår Gud i koranen truende og Hans barmhjertighed og "nåde" er efter min opfattelse mere af navn end af gavn (for mig ligner Han i koranen (som i bibelen) en (almægtig) tyran), mens Han i VmL er den alle elskende Gud og Fader, som ikke fordømmer nogen, og som vi kan være trygge ved.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere