Gå videre til hovedindholdet

Grundtankerne i islam som de kommer til udtryk i koranen

Grundtankerne i islam som de kommer til udtryk i koranen kan efter min opfattelse sammenfattes i følgende to punkter:

1) Der er ingen Gud uden Gud (Allah), og Muhammed er Hans profet (den muslimske trosbekendelse; Shahada).

2) Muhammed er en overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer.

Hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet og sandhed, kan 1) med en hvis ret siges at være korrekt. I følge VmL er Gud én, og Muhammed en af de yngste (Guds udsending; en profet). Koranen nævner mange gange de profeter (udsendinge), der var før Muhammed (fx Moses, Noah, Abraham), men siger så, at Muhammed var den sidste profet ("profeternes segl"). VmL siger derimod, at der også efter Muhammed var og er profeter (udsendinge; de yngste).

Med hensyn til "det gode budskab" og Muhammed som en "advarer" så siger koranen, at de der tror (jf 1)), på Dommens Dag vil "træde ind i haver med rindende floder", mens de, der ikke tror, skal "brænde i Ilden" til evig tid.

Det gode budskab er altså, at de frelste skal leve i evig lyksalighed, mens advarslen gælder dem, der ikke tror og ikke vil omvende sig (underkaste sig), og derudover en påmindelse og advarsel til alle mennesker om Dommens Dag (opstandelsens dag).

Hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet er dette forkert. I følge VmL deler Gud ikke mennesker op i frelste og fortabte, og en fælles Dommens Dag (opstandelsens dag), hvor Gud til glæde for de frelste og til gru og rædsel for de fortabte vil aldrig indtræffe (jf Kristi Tale i "Vandrer mod Lyset!"). Forestillingen om Dommens Dag deler islam i øvrigt som sikkert bekendt med kristendommen.

Jeg mener, at det er rimeligt at sige, at de to her nævnte grundtanker er det centrale budskab i koranen; men jeg kan selvsagt ikke dømme om og bestemme, hvad andre skal tro eller ikke tro.

Kun vil jeg sige, at hvis man sammenholder koranens gudsbillede med det, der træder os i møde i "Vandrer mod Lyset!", så fremstår Gud i koranen truende og Hans barmhjertighed og "nåde" er efter min opfattelse mere af navn end af gavn (for mig ligner Han i koranen (som i bibelen) en (almægtig) tyran), mens Han i VmL er den alle elskende Gud og Fader, som ikke fordømmer nogen, og som vi kan være trygge ved.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere