Skikkelsen Abraham - hvad enten han er en historisk skikkelse eller en litterær opfindelse - går som det måske vil være bekendt igen i de tre store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam. Abraham fremhæves ofte i den religiøse litteratur som et forbillede for troende mennesker.
Og hvorfor det? Fordi Abraham troede så meget på Gud, og var villig til at ofre sin søn, Isak, fordi Gud krævede det af ham. Abraham troede altså og var villig til at udføre enhver handling, som Gud pålagde ham uden at tage hensyn til sine egne ønsker og behov, og selv hvis dette indebar, at han mistede det kæreste han havde.
Et eksempel på tanken om den således påståede teleologiske suspension af det etiske ud fra skikkelsen Abraham findes i Søren Kierkegaards (1813-55), "Frygt og Bæven". Det er uetisk at dræbe et andet menneske og da særlig sin egen søn, men Gud menes at have ret til at kræve en sådan handling for at teste et menneskes tro og vilje til at adlyde.
Men hvilket billede af Gud træder frem af en sådan tanke? Er det lysets og kærlighedens Almagt eller er det hans modpol, Satan (Ardor; se "Vandrer mod Lyset!")? Er det en Gud, der mildt og kærligt drager alle til sig, eller er det en despot, en tyran, der kræver blind tro og tilbedelse og blind vilje til at adlyde sig, selv hvis han siger "dræb"? Er det Gud eller Satan? Er det ikke opskriften på alle religiøse drab og krige?
Det er en kendsgerning, at "Gud" i både bibelen og koranen ofte selv dræber mennesker (fx udsletter de vantro, kræver dødsstraf for diverse synder osv). Er dette lysets og kærlighedens Almagt, eller er det en tyran? Gud eller Satan?
Abrahams vilje til at ofre Isak kan siges at danne en parallel til "Guds" senere ofring af Jesus (sådan som kristendommen udlægger Jesu liv og død). I begge tilfælde vil en far (Abraham og Gud) ofre sin søn. I Abrahams tilfælde forhindrer Gud i sidste øjeblik offeret i at fuldbyrdes. I "Guds" tilfælde fuldbyrdes ofret; Jesus dør på korset.
Den traditionelle kristne tolkning af Jesu død er, at troen på Jesu død og opstandelse er en forudsætning for menneskers frelse. Sammenlæst med beretningen om Abraham kan det derfor siges, at Gud med Jesu offer stiller os i en situation, der minder om Abrahams. Vi skal ikke ofre nogen, men vi skal tro på et offer; Guds ofring af Jesus. Vi skal altså tro på (med evige konsekvenser hvis ikke vi tror), at Gud selv tilsidesætter det etiske (herunder Hans eget bud om at vi ikke må slå ihjel) for at frelse os. Derved bliver troen på et guddommeligt drab en absolut betingelse for vores frelse.
Absurd? Sindssygt? Gud eller Satan?
Og hvorfor det? Fordi Abraham troede så meget på Gud, og var villig til at ofre sin søn, Isak, fordi Gud krævede det af ham. Abraham troede altså og var villig til at udføre enhver handling, som Gud pålagde ham uden at tage hensyn til sine egne ønsker og behov, og selv hvis dette indebar, at han mistede det kæreste han havde.
Et eksempel på tanken om den således påståede teleologiske suspension af det etiske ud fra skikkelsen Abraham findes i Søren Kierkegaards (1813-55), "Frygt og Bæven". Det er uetisk at dræbe et andet menneske og da særlig sin egen søn, men Gud menes at have ret til at kræve en sådan handling for at teste et menneskes tro og vilje til at adlyde.
Men hvilket billede af Gud træder frem af en sådan tanke? Er det lysets og kærlighedens Almagt eller er det hans modpol, Satan (Ardor; se "Vandrer mod Lyset!")? Er det en Gud, der mildt og kærligt drager alle til sig, eller er det en despot, en tyran, der kræver blind tro og tilbedelse og blind vilje til at adlyde sig, selv hvis han siger "dræb"? Er det Gud eller Satan? Er det ikke opskriften på alle religiøse drab og krige?
Det er en kendsgerning, at "Gud" i både bibelen og koranen ofte selv dræber mennesker (fx udsletter de vantro, kræver dødsstraf for diverse synder osv). Er dette lysets og kærlighedens Almagt, eller er det en tyran? Gud eller Satan?
Abrahams vilje til at ofre Isak kan siges at danne en parallel til "Guds" senere ofring af Jesus (sådan som kristendommen udlægger Jesu liv og død). I begge tilfælde vil en far (Abraham og Gud) ofre sin søn. I Abrahams tilfælde forhindrer Gud i sidste øjeblik offeret i at fuldbyrdes. I "Guds" tilfælde fuldbyrdes ofret; Jesus dør på korset.
Den traditionelle kristne tolkning af Jesu død er, at troen på Jesu død og opstandelse er en forudsætning for menneskers frelse. Sammenlæst med beretningen om Abraham kan det derfor siges, at Gud med Jesu offer stiller os i en situation, der minder om Abrahams. Vi skal ikke ofre nogen, men vi skal tro på et offer; Guds ofring af Jesus. Vi skal altså tro på (med evige konsekvenser hvis ikke vi tror), at Gud selv tilsidesætter det etiske (herunder Hans eget bud om at vi ikke må slå ihjel) for at frelse os. Derved bliver troen på et guddommeligt drab en absolut betingelse for vores frelse.
Absurd? Sindssygt? Gud eller Satan?
Kommentarer
Send en kommentar