Carsten Ploug Olsen

Grundtankerne i islam som de kommer til udtryk i koranen kan efter min opfattelse sammenfattes i følgende to punkter: 1) Der er ingen Gud uden Gud (Allah), og Muhammed er Hans profet (den muslimske trosbekendelse; Shahada). 2) Muhammed er en overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer. Hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet og sandhed, kan 1) med en hvis ret siges at være korrekt. I følge VmL er Gud én, og Muhammed en af de yngste (Guds udsending; en profet). Koranen nævner mange gange de profeter (udsendinge), der var før Muhammed (fx Moses, Noah, Abraham), men siger så, at Muhammed var den sidste profet ("profeternes segl"). VmL siger derimod, at der også efter Muhammed var og er profeter (udsendinge; de yngste). Med hensyn til "det gode budskab" og Muhammed som en "advarer" så siger koranen, at de der tror (jf 1)), på Dommens Dag vil "træde ind i haver med rindende floder", mens de, der ikke tror, skal "bræ...

I følge den danske oversætter af koranen, Ellen Wulff, (oversættelse 2006; forordet) er ordene i koranen for muslimer "ukrænkelige" og de er indgivet eller åbenbaret for Muhammed af Gud. Ifølge flere kilder, fx Reza Aslan, er sura 96 i koranen den første åbenbaring, Muhammed modtog. Her står der bla: "Læs op i din Herres navn, Han som skabte, som skabte mennesket af levret blod!" I et stykke tid var jeg selv tilbøjelig til at betragte Muhammeds første åbenbaringer for ægte (de første af de mekkanske åbenbaringer), men når man ser, hvad der rent faktisk står, og sammenholder ordene med det der gives i "Vandrer mod Lyset!", hvor det siges, at Gud har skabt alles ånd af lys, men ikke har skabt de jordiske, dødelige legemer, er det klart, at kilden til Muhammeds åbenbaringer ikke har været Gud. Ser man dernæst på det der kaldes profetens sædvane (sunna), en anden hovedkilde til islam; at han fx førte krig mod sine fjender, var med til at plyndre karava...

den gamle grundtvigs ansigt med ungdommens rædsel fra langeland og senere slangen i studerekammeret mejslet i alle træk livslang sorg og smerte og anstrengelse eller rembrandts frygtelige selvportræt som proust skildrer ham pludselig springer en dirrende åre frem i panden han tvang skønheden op fra afgrunden eller dostojevskij med det gennemtrængende blik en sommer i baden-baden sjælen kastet i ilden og generobret gennem et liv og fosnes hansen der allerede som ung skrev at den der på scenen fremstiller mephistofeles må beherske de samme kræfter som er i den onde ikke give los som han for at gøre skikkelsen poetisk interessant og hvad det kræver at skrive det og den dobbelt spottede overvundne frelser fra nazareth jødernes konge og senere gud med det trætte, sorgfulde blik alle dem der med sjælen som indsats skærmer mennesket mod den bundløse orkan ikke som rafaellos uduelige teaterengle der med opadvendte øjne venter på at stegte duer flyver ind i munden når ba...

I Her forleden var jeg ude at gå med min hund. Det var en dejlig lun januardag, så jeg havde taget sandaler på, og tutti, min hund, snøftede tilfreds ved min side. Pludselig ser jeg en stå med en bog med arabiske tegn der ligner ild, og manden har en dunk benzin, ser jeg, og en tændt tændstik. Før jeg kan nå at forhindre det, står bogen i flammer (jeg er lidt nærsynet, så jeg kunne strengt taget ikke se, om det var bogstaverne eller rigtig ild). What dælen doo wee doo? Jeg spur ter hen og tramper på bogen, og de efterhånden mange løse sider for at forsøge at slukke branden. Så er helvede løs! "Blasfemi!" skriger en mørklødet mand, "du tramper på profeten og mig! Dø, din hund!" Tutti ser søvnigt op på manden (den er gammel og vist også lidt blind, måske dement). Så kigger han på bogen og begynder at slikke den i sig. Ragnarok! Den mørklødede mand tager sig til hovedet og river sig i skægget, men er ellers blevet stille. Så spurter han af sted, råb...

De hellige skrifter I helligånd, kom kom edderkop præsten gransker pergamentet i hans tanker flakser helvedesravne med vinger af guld II dette er helvede sort og hvidt dette er dommen fjenden i spejlet III du er gud og døden Satans bane straffen er både foran og bagved en følelse af fald gennem kroppen IV lån den der siger sandhed en hest: han får brug for at flygte profeten forestiller sig: katolikker i limousiner med tonede ruder mænd med ørekrøller og kalotter i bus jihadister på cykel 12 cylindrede opstegne nisser mænd i mørke jakkesæt falde over hinanden for at komme først skud går af bomber springer for tidligt tommelskruer tabes og samles op igen men det er for sent profeten rider mod solnedgangen bag ham Sancho Pancha på sit æsel, småbandende væk væk Gud I nogle gange har jeg det med dig som stod jeg i netto og pludselig opdager at jeg er nøgen II engang spurgte du mig: elsker du mig og jeg var tryg III gå med mig gennem r...

Skikkelsen Abraham - hvad enten han er en historisk skikkelse eller en litterær opfindelse - går som det måske vil være bekendt igen i de tre store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam. Abraham fremhæves ofte i den religiøse litteratur som et forbillede for troende mennesker. Og hvorfor det? Fordi Abraham troede så meget på Gud, og var villig til at ofre sin søn, Isak, fordi Gud krævede det af ham. Abraham troede altså og var villig til at udføre enhver handling, som Gud pålagde ham uden at tage hensyn til sine egne ønsker og behov, og selv hvis dette indebar, at han mistede det kæreste han havde. Et eksempel på tanken om den således påståede teleologiske suspension af det etiske ud fra skikkelsen Abraham findes i Søren Kierkegaards (1813-55), "Frygt og Bæven". Det er uetisk at dræbe et andet menneske og da særlig sin egen søn, men Gud menes at have ret til at kræve en sådan handling for at teste et menneskes tro og vilje til at adlyde. Men hvilket bil...

Hvem ved om det nogensinde lykkedes den vestlige alliance at redde de fortvivlede kurdere fra det bjerg, hvor de havde søgt tilflugt og hvor de truedes af udslettelse af Islamisk Stat? På mediernes overflade skiftede billedet ret hurtigt fra at rapportere om disse ulykkelige mennesker til at alle i Vesten koncentrerede sig om den nye fjende, Islamisk Stat, og behovet for med militær magt at nedkæmpe denne fjende. Der er ingen tvivl om, at organisationen, Islamisk Stat, opererer med en uhørt brutalitet og afstumpethed, ja ondskab, men det er også en kendsgerning, at begge sider i konflikten ser sig selv som "de gode" der kæmper mod "de onde". Denne opdeling begrundes forskelligt; Islamisk Stat begrunder og søger at retfærdiggøre deres handlinger religiøst - hvilket er latterligt - mens man i Vesten vel snarest begrunder sine handlinger ud fra en eller anden form for humanisme og behovet for at "hjælpe" mennesker, der trues af vold, krig og død. Og sådan...