Gå videre til hovedindholdet

Tanker om Gudsbilleder og Gud og personlig tro

I forbindelse med min korte gennemgang af nogle få sider i Koranen, og den metode jeg har brugt her, at holde teksten op mod det højeste og reneste billede af Gud, jeg formår at danne mig og (med større eller mindre held) formår at udtrykke i skrift, tænker jeg om det er muligt for noget menneske, fx mig, at danne mig et billede af Gud, som står over sit forbillede - Gud?

Er det ikke nødvendigvis sådan, at uanset hvor højt og rent jeg - og enhver anden - som menneske formår at tegne billedet af Gud, så kan det ikke komme fuldt på højde med Gud som Han virkelig er? Intet menneske - det synes sikkert - kan fuldt ud fatte Hans højhed, Hans kærlighed, Hans magt, Hans Guddomsfylde. Dette bør man have i erindring også ved læsning af fx mine skrifter og enhver anden religiøs tekst. Et billede af Gud - fx mit - må nødvendigvis have sin begrænsning.

Jeg foregiver altså ikke at have den fulde forståelse og at have tegnet et i alle henseender dækkende billede af vores og min ånds Skaber og Fader. Det billede jeg søger at tegne er det højeste og reneste jeg formår - det er tænkeligt, ja, sandsynligt, at andre har tegnet Ham endnu højere, endnu mægtigere, med endnu større sandhed og fylde.

I "Vandrer mod Lyset!" påpeges dette udtrykkeligt. Der gives dog derudover det fingerpeg, at kun gennem den altgennemsyrende kærlighed kan vi forstå Ham. Dette bør da være den målestok vi bør have ved vurderingen af religiøse tekster, fx mine.

Ikke dermed sagt, at gennem denne kærlighed kan vi forstå Ham helt. Men kærligheden er retningen.

Når man som jeg beskæftiger sig med religiøse tekster er det fristende at dømme andres tro som ugyldig eller kalde det vildfarelser eller endda løgne. Dermed kommer man let til at støde andres inderste følelser og at støde andre fra sig og skabe konflikter.

Personligt har jeg den holdning, at man bør skelne mellem idé eller tro og mand sådan at forstå at man ikke tager afstand fra manden eller kvinden som har denne bestemte tro - af hvad art den så måtte være - men forbeholder ret til at kritisere hans eller hendes ideer eller tro - at man med andre ord kan diskutere det vi tror, hvorfor vi tror osv - men at søge at holde fast i ethvert menneskes ret til at have denne bestemte tro og ethvert menneskes (uendelige) værdi - som menneske. Fordi et andet menneske tror på noget andet end mig, har dette menneske ikke derfor mindre værdi, og må behandles med respekt. Dette må være idealet.

Dette beder jeg alle der læser disse tekster huske. Jeg håber, at ingen efter læsning kan have dannet sig det indtryk, at jeg fx har et problem med muslimer eller kristne - det eneste jeg tillader mig er at påpege nogle tanker og ideer, som jeg mener ikke er konstruktive, ikke er sande. Det er ideerne jeg kritiserer - ikke de mennesker der har disse ideer eller bekender sig til denne eller hin bestemte tro.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...