Et af de grundliggende træk ved kapitalismen er ideen om (fri) konkurrence mellem virksomheder, lande og arbejdstagere. Nogle debattører taler ligefrem i dag om konkurrencestaten som afløser for velfærdsstaten - og de enten forsvarer eller søger at formulere det eventuelt problematiske ved at opfatte staten og statens rolle på den måde.
Der er ingen tvivl om, at konkurrenceelementet er dybt rodfæstet i os mennesker. Alene kampen og konkurrencen om at videreføre vores gener tegner et billede, hvor konkurrenceelementet er rodfæstet i os rent biologisk.
Men spørgsmålet er: Hvilket menneskesyn ligger til grund for opfattelsen af mennesket som medspiller i en måske altomfattende konkurrence - og hvad gør det ved os?
Hvis man opfatter mennesket som et væsen, der i princippet er i konkurrence med alle andre (dyr og medmennesker), og opfatter menneskets værdi som lig med dets økonomiske formåen og succes - hvis man sætter menneskets værdi lig med fx dets materielle og økonomiske værdi for samfundet, bliver respekten og anerkendelsen af den enkeltes værdi betinget (af dets materielle, økonomiske formåen).
Dette kan skabe en masse stress og følelse af indre utilfredshed og frustration over aldrig at "være god nok". Man kan ikke leve op til kravene, men vil bestandig forsøge (forgæves) at honorere andres forventninger og ens egne forventninger, der stresses og skrues op, netop fordi man mener, at ens værdi som menneske afhænger af præstationer - er betinget - mens det vi vel alle søger og længes efter er den ubetingede anerkendelse og respekt (og måske kærlighed).
Dertil kommer, at hvis man betragter (alle) andre mennesker som potentielle konkurrenter - eller ligefrem fjender - hvis man føler sig i en konstant konkurrence- og faresituation, og samtidig ikke mener, at man i sig selv har (ubetinget) værdi og at andre har det samme - vil den deraf følgende indre uro og manglende hvilen i sig selv have en sikkert ikke ringe betydning i forbindelse med aggression og vold - og i stor skala krig.
I diskussionen om hvordan og med hvilken ret vi kan tale om lighed mellem mennesker og det ønskelige i begrebet om lighed mellem mennesker, burde vi måske tænke, at mennesker ikke er lige i den forstand at vi er ens - men derimod at vi er lige med hensyn til værdi - at vi har samme uendelige og umistelige værdi - uafhængigt af ens sociale, økonomiske, religiøse og intellektuelle formåen og tilhørsforhold - alene i kraft af at vi er mennesker. At vores værdi som mennesker - alene i kraft af at vi er mennesker - med andre ord er ubetinget.
Dette menneskesyn lader sig let forsvare og begrunde ud fra en religiøs vinkel (tanken om at vi er lige for Gud). Men hvis ikke vi vil begrunde tanken religiøst, lader den sig vel begrunde ud fra dens nytteværdi - at den sikkert kan skabe lykkeligere og mere tilfredse mennesker. Hvis vi vænnede os til at se på hinanden med en større grad af respekt uafhængigt af ydre forhold og position og nytte, ville vi måske blive mere harmoniske og mindre stressede.
Tanken lader sig også begrunde etisk uden nødvendigvis at inddrage det religiøse - nemlig ud fra en etisk tanke om så vidt muligt at undgå at påføre andre smerte og lidelse - og det vil altid gøre ondt at blive set på uden respekt, at blive ringeagtet.
Derfor synes det rationelt - hvad enten referencen er religion (Gud) eller ren menneskelig etik - at betragte mennesket - os selv og vores medmennesker - med en grundliggende respekt og som værdifulde i sig selv, og ikke kun at opfatte andre mennesker som personer vi er nødt til at prøve at udkonkurrere - økonomisk, socialt og seksuelt - hvilket sidste blot vil udhule og underminere vores egen følelse af værdi og værdighed ved at gøre den betinget og ikke ubetinget. Og derfor synes tanken om ethvert menneskes uendelige og umistelige værdi - i kraft af at være menneske - at være i vores egen interesse.
Der er ingen tvivl om, at konkurrenceelementet er dybt rodfæstet i os mennesker. Alene kampen og konkurrencen om at videreføre vores gener tegner et billede, hvor konkurrenceelementet er rodfæstet i os rent biologisk.
Men spørgsmålet er: Hvilket menneskesyn ligger til grund for opfattelsen af mennesket som medspiller i en måske altomfattende konkurrence - og hvad gør det ved os?
Hvis man opfatter mennesket som et væsen, der i princippet er i konkurrence med alle andre (dyr og medmennesker), og opfatter menneskets værdi som lig med dets økonomiske formåen og succes - hvis man sætter menneskets værdi lig med fx dets materielle og økonomiske værdi for samfundet, bliver respekten og anerkendelsen af den enkeltes værdi betinget (af dets materielle, økonomiske formåen).
Dette kan skabe en masse stress og følelse af indre utilfredshed og frustration over aldrig at "være god nok". Man kan ikke leve op til kravene, men vil bestandig forsøge (forgæves) at honorere andres forventninger og ens egne forventninger, der stresses og skrues op, netop fordi man mener, at ens værdi som menneske afhænger af præstationer - er betinget - mens det vi vel alle søger og længes efter er den ubetingede anerkendelse og respekt (og måske kærlighed).
Dertil kommer, at hvis man betragter (alle) andre mennesker som potentielle konkurrenter - eller ligefrem fjender - hvis man føler sig i en konstant konkurrence- og faresituation, og samtidig ikke mener, at man i sig selv har (ubetinget) værdi og at andre har det samme - vil den deraf følgende indre uro og manglende hvilen i sig selv have en sikkert ikke ringe betydning i forbindelse med aggression og vold - og i stor skala krig.
I diskussionen om hvordan og med hvilken ret vi kan tale om lighed mellem mennesker og det ønskelige i begrebet om lighed mellem mennesker, burde vi måske tænke, at mennesker ikke er lige i den forstand at vi er ens - men derimod at vi er lige med hensyn til værdi - at vi har samme uendelige og umistelige værdi - uafhængigt af ens sociale, økonomiske, religiøse og intellektuelle formåen og tilhørsforhold - alene i kraft af at vi er mennesker. At vores værdi som mennesker - alene i kraft af at vi er mennesker - med andre ord er ubetinget.
Dette menneskesyn lader sig let forsvare og begrunde ud fra en religiøs vinkel (tanken om at vi er lige for Gud). Men hvis ikke vi vil begrunde tanken religiøst, lader den sig vel begrunde ud fra dens nytteværdi - at den sikkert kan skabe lykkeligere og mere tilfredse mennesker. Hvis vi vænnede os til at se på hinanden med en større grad af respekt uafhængigt af ydre forhold og position og nytte, ville vi måske blive mere harmoniske og mindre stressede.
Tanken lader sig også begrunde etisk uden nødvendigvis at inddrage det religiøse - nemlig ud fra en etisk tanke om så vidt muligt at undgå at påføre andre smerte og lidelse - og det vil altid gøre ondt at blive set på uden respekt, at blive ringeagtet.
Derfor synes det rationelt - hvad enten referencen er religion (Gud) eller ren menneskelig etik - at betragte mennesket - os selv og vores medmennesker - med en grundliggende respekt og som værdifulde i sig selv, og ikke kun at opfatte andre mennesker som personer vi er nødt til at prøve at udkonkurrere - økonomisk, socialt og seksuelt - hvilket sidste blot vil udhule og underminere vores egen følelse af værdi og værdighed ved at gøre den betinget og ikke ubetinget. Og derfor synes tanken om ethvert menneskes uendelige og umistelige værdi - i kraft af at være menneske - at være i vores egen interesse.
Kommentarer
Send en kommentar