Hvis vi antager, at tanken er grundlaget for vores erkendelse og sproget er tankens formidler eller tankens afspejling eller med Hartnacks ord "tankens inkarnation", altså antager at der er en forskel mellem tanke og sprog, så synes det endvidere at være tilfældet, at tanken opfatter i helheder, at tanken med andre ord er syntetiserende, mens sproget er analytisk, dvs opdeler tankens helhedsbilleder af det vi søger at erkende og formidle i dens elementer eller bestanddele.
Et eksempel: Jeg ser en rød bold. Jeg siger efterfølgende: Denne bold er rød. Ved synet af bolden kan tanken både rumme farven rød og begrebet bold i samme (ordløse) tanke. Men idet jeg søger at formidle min oplevelse af den røde bold til andre er jeg nødt til at gøre det ved hjælp af sproget. Jeg siger da: Denne bold er rød. Her deles oplevelsen altså i delene bold og rød (subjekt og prædikat).
Skal jeg yderligere forklare eller formidle oplevelsen, fx forklare hvad jeg mener med ordet rød, må jeg ty til andre ord og begreber, fx den røde farves bølgelængde eller boldens rundhed osv. Men skal jeg ikke formidle oplevelsen til andre er jeg også i stand til at rumme den røde farves bølgelængde, boldens rundhed osv i den samme tanke som jeg opfatter den røde farve og begrebet bold.
Tanken synes altså at være syntetisk, opfatte i helheder, mens sproget er analytisk og deler tankens helhedsopfattelser eller billeder i dele.
Det synes også at være tilfældet, at hvis jeg skal formidle en opfattelse eller erkendelse eller teori må jeg nødvendigvis gøre det ved hjælp af sproget (sprog betragtet bredt; fx også billeder, musik eller generelt som meddelelse til andre) og at jeg for at forklare et givent begreb eller erkendelse må jeg nødvendigvis bruge andre ord eller begreber end det jeg søger at forklare eller formidle til andre.
Dermed synes det, at udover at være analytisk er sproget også transcendent; dvs jeg er nødt til at gå udover, transcendere, det ord eller det begreb jeg vil forklare eller formidle og forklare eller formidle det med ord jeg eller andre (dem jeg søger at formidle min erkendelse til) kender i forvejen.
Et eksempel: Jeg vil gerne forklare andre hvad jeg mener, når jeg siger "Gud". For at forklare hvad jeg forstår ved ordet "Gud" er jeg nødt til enten at tilføje et prædikat (fx "god") eller et verbum (fx "Gud lever" eller begge dele (fx "Gud er god"). Jeg er altså nødt til at tilføje ordet eller begrebet "Gud" andre ord, prædikater eller udtale ordet ledsaget af et verbum, transcendere, ordet eller begrebet "Gud" for at gøre mig forståelig, for at formidle min erkendelse, der i min egen tanke uformidlet danner en helhed eller et (tanke-) billede.
Det synes altså at tanken opfatter i helheder, er syntetisk eller syntetiserende, mens sproget er analytisk, deler tankens helhedsopfattelser eller billeder i dele og derudover er transcendent, er nødt til at overskride sig selv.
Sprogets transcendens er både dets styrke og svaghed med hensyn til formidling af erkendelse. Det er en svaghed fordi man, hvis man udtrykker eller vil forklare en tanke eller opfattelse eller teori, er nødt til at definere det ord eller den tanke man vil forklare eller formidle, men at man samtidig må overskride, transcendere, det man vil forklare og definere med andre ord og for at man ikke skal stå med et uendeligt arbejde, et umuligt arbejde, er nødt til at standse forklaringerne eller definitionerne et sted; dvs at man må nødvendigvis stoppe uden at have forklaret eller defineret alle ord eller begreber i den tanke eller teori man vil formidle eller forklare.
Skematisk kan det udtrykkes sådan: For at definere et ord eller et begreb er jeg nødt til at bruge et eller flere andre ord, som jeg igen er nødt til at forklare eller definere med andre ord igen osv.
Jeg er nødt til at stoppe et sted, og derfor vil der altid være en indbygget begrænsning af sproglig natur og oprindelse i enhver teori med hensyn til dens gyldighed (eller sandhed). Der vil altid være et tvivlsomt sted som ligger åbent for kritik, og dette sted er det ikke-definerede ord eller begreb i teorien; dvs der hvor jeg er standset i formidlingen eller definitionerne.
Derfor synes det at være sådan, at vi kan nå til tilnærmelser til sandheden eller en gyldig teori når vi vil formidle en tanke eller en teori via sproget men aldrig til en absolut sandhed.
Det kan være, at det er dette forhold nærmere end Kants antinomier (jf. "Kritik der reinen Vernunft") der gør, at det fx aldrig kan bevises (dvs sprogligt formuleres i uigendrivelige logiske tankerækker) at Gud eksisterer. Det umulige er da af sproglig art og oprindelse, det ligger i selve sproget og sprogets natur og begrænsning.
Noget andet er, at hvis Gud eksisterer så må det antages, at Han kan åbenbare sig for mennesker - dvs forbindelsen går da ikke fra menneske til Gud, men derimod fra Gud til menneske. Dette er i øvrigt parallelt til det der siges i "Vandrer mod Lyset!"; at den ægte forbindelse mellem den oversanselige og den sanselige verden sker fra den oversanselige til den sanselige; dvs sker på initiativ fra oversanselig og ikke fra menneskelig side.
En yderligere forskel mellem tanke og sprog bliver klar når vi betragter sondringen indre-ydre. Tanken synes således at være noget indre (ikke-sansbart, oversanseligt) mens sproget hører til det ydre (sansbare, sanselige). Jeg kan hverken se eller høre eller lugte andres tanker men jeg kan fx høre eller se andres tale, skrift osv.
Hvis vi bruger Kants teori om det ydre og det indre (jf. "Kritik der reinen Vernunft") - at rummet hører til menneskets ydre sans og tiden til dets indre sans - får vi at sproget er noget rumligt og tidsligt mens tanken er knyttet til begrebet tid. Jeg kan høre eller se andres tale eller skrift (i rummet) og det tager en vis tid at høre ord eller læse en sætning.
Hvis dette er rigtigt kan det hævdes, at der er den forbindelse mellem det indre og det ydre, tanken og i dette tilfælde sproget, at det indre (tanken) bliver synligt i det ydre (i rummet), tanken bliver synlig ved hjælp af viljen i enten tale eller handling. Måske er det det der ligger bag den formulering i starten af "Vandrer mod Lyset!" at tanken er altings ophav - dvs den ydre, synlige verden er den åbenbarede, synliggjorte (indre) tanke gennem viljen (sprog eller handling).
Dette sidste kan tjene som en kommentar til den tyske idealisme fra Kant over Fichte og Schelling til Hegel, at den synlige verden er betinget af - ikke menneskers - men Guds Tanke og Vilje.
Der synes altså at være - udover naturligvis en sammenhæng mellem tanke og sprog - også en sammenhæng mellem tanke, vilje, tid og rum.
Et eksempel: Jeg ser en rød bold. Jeg siger efterfølgende: Denne bold er rød. Ved synet af bolden kan tanken både rumme farven rød og begrebet bold i samme (ordløse) tanke. Men idet jeg søger at formidle min oplevelse af den røde bold til andre er jeg nødt til at gøre det ved hjælp af sproget. Jeg siger da: Denne bold er rød. Her deles oplevelsen altså i delene bold og rød (subjekt og prædikat).
Skal jeg yderligere forklare eller formidle oplevelsen, fx forklare hvad jeg mener med ordet rød, må jeg ty til andre ord og begreber, fx den røde farves bølgelængde eller boldens rundhed osv. Men skal jeg ikke formidle oplevelsen til andre er jeg også i stand til at rumme den røde farves bølgelængde, boldens rundhed osv i den samme tanke som jeg opfatter den røde farve og begrebet bold.
Tanken synes altså at være syntetisk, opfatte i helheder, mens sproget er analytisk og deler tankens helhedsopfattelser eller billeder i dele.
Det synes også at være tilfældet, at hvis jeg skal formidle en opfattelse eller erkendelse eller teori må jeg nødvendigvis gøre det ved hjælp af sproget (sprog betragtet bredt; fx også billeder, musik eller generelt som meddelelse til andre) og at jeg for at forklare et givent begreb eller erkendelse må jeg nødvendigvis bruge andre ord eller begreber end det jeg søger at forklare eller formidle til andre.
Dermed synes det, at udover at være analytisk er sproget også transcendent; dvs jeg er nødt til at gå udover, transcendere, det ord eller det begreb jeg vil forklare eller formidle og forklare eller formidle det med ord jeg eller andre (dem jeg søger at formidle min erkendelse til) kender i forvejen.
Et eksempel: Jeg vil gerne forklare andre hvad jeg mener, når jeg siger "Gud". For at forklare hvad jeg forstår ved ordet "Gud" er jeg nødt til enten at tilføje et prædikat (fx "god") eller et verbum (fx "Gud lever" eller begge dele (fx "Gud er god"). Jeg er altså nødt til at tilføje ordet eller begrebet "Gud" andre ord, prædikater eller udtale ordet ledsaget af et verbum, transcendere, ordet eller begrebet "Gud" for at gøre mig forståelig, for at formidle min erkendelse, der i min egen tanke uformidlet danner en helhed eller et (tanke-) billede.
Det synes altså at tanken opfatter i helheder, er syntetisk eller syntetiserende, mens sproget er analytisk, deler tankens helhedsopfattelser eller billeder i dele og derudover er transcendent, er nødt til at overskride sig selv.
Sprogets transcendens er både dets styrke og svaghed med hensyn til formidling af erkendelse. Det er en svaghed fordi man, hvis man udtrykker eller vil forklare en tanke eller opfattelse eller teori, er nødt til at definere det ord eller den tanke man vil forklare eller formidle, men at man samtidig må overskride, transcendere, det man vil forklare og definere med andre ord og for at man ikke skal stå med et uendeligt arbejde, et umuligt arbejde, er nødt til at standse forklaringerne eller definitionerne et sted; dvs at man må nødvendigvis stoppe uden at have forklaret eller defineret alle ord eller begreber i den tanke eller teori man vil formidle eller forklare.
Skematisk kan det udtrykkes sådan: For at definere et ord eller et begreb er jeg nødt til at bruge et eller flere andre ord, som jeg igen er nødt til at forklare eller definere med andre ord igen osv.
Jeg er nødt til at stoppe et sted, og derfor vil der altid være en indbygget begrænsning af sproglig natur og oprindelse i enhver teori med hensyn til dens gyldighed (eller sandhed). Der vil altid være et tvivlsomt sted som ligger åbent for kritik, og dette sted er det ikke-definerede ord eller begreb i teorien; dvs der hvor jeg er standset i formidlingen eller definitionerne.
Derfor synes det at være sådan, at vi kan nå til tilnærmelser til sandheden eller en gyldig teori når vi vil formidle en tanke eller en teori via sproget men aldrig til en absolut sandhed.
Det kan være, at det er dette forhold nærmere end Kants antinomier (jf. "Kritik der reinen Vernunft") der gør, at det fx aldrig kan bevises (dvs sprogligt formuleres i uigendrivelige logiske tankerækker) at Gud eksisterer. Det umulige er da af sproglig art og oprindelse, det ligger i selve sproget og sprogets natur og begrænsning.
Noget andet er, at hvis Gud eksisterer så må det antages, at Han kan åbenbare sig for mennesker - dvs forbindelsen går da ikke fra menneske til Gud, men derimod fra Gud til menneske. Dette er i øvrigt parallelt til det der siges i "Vandrer mod Lyset!"; at den ægte forbindelse mellem den oversanselige og den sanselige verden sker fra den oversanselige til den sanselige; dvs sker på initiativ fra oversanselig og ikke fra menneskelig side.
En yderligere forskel mellem tanke og sprog bliver klar når vi betragter sondringen indre-ydre. Tanken synes således at være noget indre (ikke-sansbart, oversanseligt) mens sproget hører til det ydre (sansbare, sanselige). Jeg kan hverken se eller høre eller lugte andres tanker men jeg kan fx høre eller se andres tale, skrift osv.
Hvis vi bruger Kants teori om det ydre og det indre (jf. "Kritik der reinen Vernunft") - at rummet hører til menneskets ydre sans og tiden til dets indre sans - får vi at sproget er noget rumligt og tidsligt mens tanken er knyttet til begrebet tid. Jeg kan høre eller se andres tale eller skrift (i rummet) og det tager en vis tid at høre ord eller læse en sætning.
Hvis dette er rigtigt kan det hævdes, at der er den forbindelse mellem det indre og det ydre, tanken og i dette tilfælde sproget, at det indre (tanken) bliver synligt i det ydre (i rummet), tanken bliver synlig ved hjælp af viljen i enten tale eller handling. Måske er det det der ligger bag den formulering i starten af "Vandrer mod Lyset!" at tanken er altings ophav - dvs den ydre, synlige verden er den åbenbarede, synliggjorte (indre) tanke gennem viljen (sprog eller handling).
Dette sidste kan tjene som en kommentar til den tyske idealisme fra Kant over Fichte og Schelling til Hegel, at den synlige verden er betinget af - ikke menneskers - men Guds Tanke og Vilje.
Der synes altså at være - udover naturligvis en sammenhæng mellem tanke og sprog - også en sammenhæng mellem tanke, vilje, tid og rum.
Kommentarer
Send en kommentar