Gå videre til hovedindholdet

Note vedrørende ordet "Islam" og den muslimske trosbekendelse

I sit forord til den danske nyoversættelse af koranen skriver Ellen Wulff: "Islam betyder at overgive sig til en magt, der er stærkere end én selv, i denne kontekst til Gud, og participiet muslim betyder tilsvarende "som overgiver sig til Gud"".

At overgive sig til Gud er en smuk tanke som jeg selv søger at praktisere; jeg plejer dog selv at tænke, at jeg er i Guds varetægt, at jeg er beskyttet af Gud - noget jeg ofte har haft brug for i mit liv. Når jeg tænker dette ved jeg samtidig, at intet ondt kan ramme mig.

Personligt overgiver jeg mig ikke til Gud ud fra en frygt for Ham, men derimod ud fra en grundliggende tillid og kærlighed til min ånds skaber. Som nævnt flere gange før har jeg ikke selv oplevet nogen grund til at frygte Ham. Jeg føler mig tryg i Hans hånd.

________________________________

Efter hvad jeg forstår lyder den muslimske trosbekendelse nogenlunde sådan (oversat til dansk): "Der findes ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er Hans profet."

Dette tror jeg er sandt, uden at jeg dog derfor vil kalde mig selv muslim. Jeg tror også (ud fra "Vandrer mod Lyset!") at Gud er én, og at Muhammed var Hans profet (Guds udsending; en af de yngste; jf "Vandrer mod Lyset!"). Jeg tror dog, som muslimerne, ikke at Muhammed var den første, men heller ikke - til forskel fra muslimer - at han var den sidste, der formåede at bringe den hele og fulde sandhed.

Dels fordi - som nævnt flere gange før - den hele og fulde sandhed ikke kan gives mennesker, da Gud som den eneste ved alt - dels fordi han, Muhammed, efter min opfattelse (med baggrund i "Vandrer mod Lyset!") fejlede på hovedpunktet, nemlig at vinde Ardor (Satan) tilbage til lyset og Gud gennem medlidenhed, tilgivelse og bøn.

Men jeg opfatter Muhammeds fejl (ligesom alle de øvrige yngstes forsøg i denne retning indtil året 1912) på dette punkt som forståelig og undskyldelig, da selv Jesus fejlede på dette punkt, idet vi må huske hvilke kræfter de var oppe imod.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere