En scene fra Monthy Python eller virkeligheden? Unge mænd står med
rifler over skuldrene og afsynger noget fra en tekst der må være en
drabsvejledning og ikke en bøn eller en religiøs tekst - alt sammen til
Guds ære.
Scenen skifter: Ondskaben går gennem gaderne, og man ser angsten i menneskers øjne. Et afrikansk ordsprog siger: Når elefanterne slås, trædes græsset ned. Ondskaben sværger ved Gud. Stakkels mennesker.
Ondskaben lover paradis - gennem vold, terror, krig - det eneste paradis den kender, men som andre kalder helvede. Ondskaben påkalder sig sandhed, men kan kun lyve.
Generelt:
Ondskaben siger: Guds straf for utroskab er stening. Ondskaben siger: Guds straf for ikke at tro på korset er helvede. Ondskaben siger: Vi er de udvalgte. Ondskaben siger: For enden af vejen venter intetheden. Ondskaben siger: Mennesker er guder. Ondskaben siger: Jeg er Gud. Ondskaben siger: Jeg er det eneste der findes, og om trilliarder af år findes der intet mere eller verden kollapser i the big chrunch, så er jeg mæt. Ondskaben siger så meget, men kan man tro det?
Scener fra Monthy Python eller virkeligheden?
Til lederne i Islamisk Stat, Boko Haram, Taleban, al Qaida, al Shabab og hvad I ellers kalder jer, og til alle politiske ledere i øst, vest, nord og syd, der alle er ved at falde over deres egne ben for at finde ud af hvor og hvem vi skal bombe, hvor og hvem vi skal dræbe og til alle medløbere: I har glemt hvad kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse og fred er. Hvor længe skal vi skamme os over at kalde jer vores (åndelige) brødre og søstre?
Specielt til lederne i alle disse afskyelige, gudsbespottelige terrororganisationer og jeres stakkels medløbere vil jeg sige: Jeg hader jer ikke, jeg dømmer jer ikke. Jeg er kun et lille menneske som få lytter til, og måske når disse ord jer aldrig. Jeg ynker jer. Jeres inderste kerne er ikke ond. Det er ingens. Men I bærer Gud på læben, ondskaben i jeres hjerter og jeres hænder er fulde af blod.
I lærer jeres børn og jeres medløbere at hade og dræbe - i Guds navn. Hvilken Gud er det! Sten for sten, liv for liv dækker I jeres inderste, gudgivne kerne og sten for sten, liv for liv må I engang igen fjerne disse sten der nu danner mægtige, frygtelig bjerge i jeres indre. Det vil tage jer lang tid og koste jer mange lidelser. Loven er ikke øje for øje, tand for tand, men derimod som I sår skal I høste!
Stop volden nu så vejen tilbage ikke bliver for lang og smertefuld!
Og til alle siger jeg: Det ligger ikke i vores magt at ændre fortiden. Hvem startede volden? Det er irrelevant, og det fortaber sig bagud i historiens dyb. Vi bør ikke søge begrundelser og dermed retfærdiggørelser for had og vold. Vold kan ikke retfærdiggøres. Vi bør søge begrundelser for at elske, fx dette: Vi er alle brødre og søstre, vi har fælles (åndeligt) ophav.
Det ligger ikke i vores magt at ændre fortiden, men det ligger i vores magt at ændre nutiden og fremtiden. Det ligger i vores magt, nu, at stoppe volden.
Scenen skifter: Ondskaben går gennem gaderne, og man ser angsten i menneskers øjne. Et afrikansk ordsprog siger: Når elefanterne slås, trædes græsset ned. Ondskaben sværger ved Gud. Stakkels mennesker.
Ondskaben lover paradis - gennem vold, terror, krig - det eneste paradis den kender, men som andre kalder helvede. Ondskaben påkalder sig sandhed, men kan kun lyve.
Generelt:
Ondskaben siger: Guds straf for utroskab er stening. Ondskaben siger: Guds straf for ikke at tro på korset er helvede. Ondskaben siger: Vi er de udvalgte. Ondskaben siger: For enden af vejen venter intetheden. Ondskaben siger: Mennesker er guder. Ondskaben siger: Jeg er Gud. Ondskaben siger: Jeg er det eneste der findes, og om trilliarder af år findes der intet mere eller verden kollapser i the big chrunch, så er jeg mæt. Ondskaben siger så meget, men kan man tro det?
Scener fra Monthy Python eller virkeligheden?
Til lederne i Islamisk Stat, Boko Haram, Taleban, al Qaida, al Shabab og hvad I ellers kalder jer, og til alle politiske ledere i øst, vest, nord og syd, der alle er ved at falde over deres egne ben for at finde ud af hvor og hvem vi skal bombe, hvor og hvem vi skal dræbe og til alle medløbere: I har glemt hvad kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse og fred er. Hvor længe skal vi skamme os over at kalde jer vores (åndelige) brødre og søstre?
Specielt til lederne i alle disse afskyelige, gudsbespottelige terrororganisationer og jeres stakkels medløbere vil jeg sige: Jeg hader jer ikke, jeg dømmer jer ikke. Jeg er kun et lille menneske som få lytter til, og måske når disse ord jer aldrig. Jeg ynker jer. Jeres inderste kerne er ikke ond. Det er ingens. Men I bærer Gud på læben, ondskaben i jeres hjerter og jeres hænder er fulde af blod.
I lærer jeres børn og jeres medløbere at hade og dræbe - i Guds navn. Hvilken Gud er det! Sten for sten, liv for liv dækker I jeres inderste, gudgivne kerne og sten for sten, liv for liv må I engang igen fjerne disse sten der nu danner mægtige, frygtelig bjerge i jeres indre. Det vil tage jer lang tid og koste jer mange lidelser. Loven er ikke øje for øje, tand for tand, men derimod som I sår skal I høste!
Stop volden nu så vejen tilbage ikke bliver for lang og smertefuld!
Og til alle siger jeg: Det ligger ikke i vores magt at ændre fortiden. Hvem startede volden? Det er irrelevant, og det fortaber sig bagud i historiens dyb. Vi bør ikke søge begrundelser og dermed retfærdiggørelser for had og vold. Vold kan ikke retfærdiggøres. Vi bør søge begrundelser for at elske, fx dette: Vi er alle brødre og søstre, vi har fælles (åndeligt) ophav.
Det ligger ikke i vores magt at ændre fortiden, men det ligger i vores magt at ændre nutiden og fremtiden. Det ligger i vores magt, nu, at stoppe volden.
Kommentarer
Send en kommentar