Gå videre til hovedindholdet

Ondskaben siger...

En scene fra Monthy Python eller virkeligheden? Unge mænd står med rifler over skuldrene og afsynger noget fra en tekst der må være en drabsvejledning og ikke en bøn eller en religiøs tekst - alt sammen til Guds ære.

Scenen skifter: Ondskaben går gennem gaderne, og man ser angsten i menneskers øjne. Et afrikansk ordsprog siger: Når elefanterne slås, trædes græsset ned. Ondskaben sværger ved Gud. Stakkels mennesker.

Ondskaben lover paradis - gennem vold, terror, krig - det eneste paradis den kender, men som andre kalder helvede. Ondskaben påkalder sig sandhed, men kan kun lyve.

Generelt:

Ondskaben siger: Guds straf for utroskab er stening. Ondskaben siger: Guds straf for ikke at tro på korset er helvede. Ondskaben siger: Vi er de udvalgte. Ondskaben siger: For enden af vejen venter intetheden. Ondskaben siger: Mennesker er guder. Ondskaben siger: Jeg er Gud. Ondskaben siger: Jeg er det eneste der findes, og om trilliarder af år findes der intet mere eller verden kollapser i the big chrunch, så er jeg mæt. Ondskaben siger så meget, men kan man tro det?

Scener fra Monthy Python eller virkeligheden?

Til lederne i Islamisk Stat, Boko Haram, Taleban, al Qaida, al Shabab og hvad I ellers kalder jer, og til alle politiske ledere i øst, vest, nord og syd, der alle er ved at falde over deres egne ben for at finde ud af hvor og hvem vi skal bombe, hvor og hvem vi skal dræbe og til alle medløbere: I har glemt hvad kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse og fred er. Hvor længe skal vi skamme os over at kalde jer vores (åndelige) brødre og søstre?

Specielt til lederne i alle disse afskyelige, gudsbespottelige terrororganisationer og jeres stakkels medløbere vil jeg sige: Jeg hader jer ikke, jeg dømmer jer ikke. Jeg er kun et lille menneske som få lytter til, og måske når disse ord jer aldrig. Jeg ynker jer. Jeres inderste kerne er ikke ond. Det er ingens. Men I bærer Gud på læben, ondskaben i jeres hjerter og jeres hænder er fulde af blod.

I lærer jeres børn og jeres medløbere at hade og dræbe - i Guds navn. Hvilken Gud er det! Sten for sten, liv for liv dækker I jeres inderste, gudgivne kerne og sten for sten, liv for liv må I engang igen fjerne disse sten der nu danner mægtige, frygtelig bjerge i jeres indre. Det vil tage jer lang tid og koste jer mange lidelser. Loven er ikke øje for øje, tand for tand, men derimod som I sår skal I høste!

Stop volden nu så vejen tilbage ikke bliver for lang og smertefuld!

Og til alle siger jeg: Det ligger ikke i vores magt at ændre fortiden. Hvem startede volden? Det er irrelevant, og det fortaber sig bagud i historiens dyb. Vi bør ikke søge begrundelser og dermed retfærdiggørelser for had og vold. Vold kan ikke retfærdiggøres. Vi bør søge begrundelser for at elske, fx dette: Vi er alle brødre og søstre, vi har fælles (åndeligt) ophav.

Det ligger ikke i vores magt at ændre fortiden, men det ligger i vores magt at ændre nutiden og fremtiden. Det ligger i vores magt, nu, at stoppe volden.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d