Gå videre til hovedindholdet

Guds ånd og bibelen

Er Danmark et kristent land? Nej, i Danmark er vi - hvis vi overhovedet er religiøse - paulianere, vi tror på den vredens og hævnens gud, der er så tydeligt til stede i Pauli lære. Vi tror på, at Gud krævede et menneskeoffer for at forsone sig med os, en henrettelse, et drab, og vi tror på - hvis vi overhovedet tror - at bibelen er den eneste mulige sandhed - dette afskyelige, formørkede skrift, der håner og spotter den sande Gud - andre muligheder tror vi ikke findes. Eller rettere; det lærer kirken, kristendommen os.

Selv om der synes at være en vis bevægelse i gang indenfor kirken - væk fra de værste uhyrligheder og hen imod en lysere og kærligere opfattelse af Gud -så er bibelen dog stadig fundamentet.

Og hvad skal man så fx mene om beskrivelserne i 2. Mosebog om "gud", der sender græshopper, fluer, frøer over Egypten og forvandler Nilen og alt vand til blod? Hvilken "gud" er dét? Eller hvad skal man mene om Johannes´ Åbenbaring, dette helt igennem hæslige og blasfemiske smædeskrift der stadig bliver endevendt for at tyde dunkelhederne - når det eneste passende sted for det er skraldespanden. Hvilken "gud" åbenbarer sig her?

Selv om jeg ikke er tilhænger af det såkaldte Bispebrev (udgivet i tilknytning til "Vandrer mod Lyset!"), så er det så tydeligt, at den "gud" der fx (ufrivilligt komisk) taler til Moses fra den brændende busk (hvad laver han der i busken?), den "gud" der (ejendommeligt nok) senere overfalder Moses ikke er den sande Gud men derimod har Ardor (Satan) til forbillede - som han var dengang han endnu kæmpede mod os. Denne tanke er udtrykt i Bispebrevet.

Eksemplerne på absurditeterne i bibelen er legio. Hvad skal man fx mene om kregleren Abraham, der optræder bondesnu overfor Gud i fortællingen om ødelæggelsen af Sodoma og Gommorra, hvad skal man i det hele taget mene om det skrift, der er grundlaget for vores kultur, og jeg spørger: Hvor er Guds ånd i dét, hvor er kærligheden? Hvor er sandheden? Hvor er skønheden?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere