Gå videre til hovedindholdet

Common sense

I tillæg til det sidste indlæg, "Den radikale skepticisme - den absolutte idealisme", og en af de her anførte tanker om en mulig forenet kvanteteori omfattende stof og ånd (bevidsthed) vil jeg sige, at det er mig bekendt, at der også i nyere tid er fremsat teorier inden for fysikken om også tid og rums kvantisering.

Spørgsmålet er så: Kan vi acceptere en universel forenet kvanteteori der omfatter alt kendt; ånd (bevidsthed), stof, tid og rum og dermed i en vis forstand kvantisering eller teorien om kvanter i denne universelle forstand som verdens inderste, altomfattende princip?

Man kan - mildt sagt - ikke sige, at kvanteteori indenfor fysikken så lidt som den absolutte idealisme (som den er formuleret af Hegel) er karakteriseret af enkelhed, elegance eller skønhed. Og frem for alt: Hvor er livet i alle disse spekulationer, hvor er personligheden?

Eller sagt med Kierkegaards ord ("Afsluttende uvidenskabelig efterskrift"): "Abstrakt tænkning er tænken, hvor der ingen tænkende er". Eller med mine ord: Hegel og kvantefysikken har tænkt mennesket ud af verden.

Hvad siger common sense? Min fornemmelse siger mig, at jeg har en indre kerne som er forskellig fra alle andres. Mine tanker er mine tanker, og ikke et specialtilfælde af et eller andet mystisk (upersonligt) universelt jeg. Jeg er bevidst. Jeg har en personlighed. Kort sagt: Jeg er levende.

Dette kan jeg selv sagt ikke bevise overfor andre. Men måske vil enhver sige det samme om sig selv, og kende disse fornemmelser fra sig selv.

Spørgsmålet er: Er verden levende eller er den død? Svaret må gives af hver enkelt. Jeg kan ikke give andre svaret, men mit eget svar, mit personlige svar, min tro om man vil, har jeg forsøgt at beskrive og begrunde i dette indlæg.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere