Der er videnskabelig evidens for, at fysisk aktivitet forbedrer helbredet og humøret. Man får mere energi, mere overskud og får det generelt bedre ved at røre sig.
Jeg kunne her tænke mig at skrive lidt om mine egne erfaringer med at røre sig, dyrke motion. Hvis man forestiller sig et koordinatsystem med aktivitetsniveau på x-aksen og humør/velvære på y-aksen, oplever jeg at i nulpunktet (Origo) - hvor man ikke rør sig er humøret/velværet også 0. Begynder man at bevæge sig regelmæssigt, stiger kurven indtil et vist punkt, det jeg kalder det gyldne punkt, hvorefter kurven begynder at falde igen.
Med det mener jeg, at overdreven fysisk udfoldelse (det kan være meget individuelt hvad der må betegnes som overdreven fysisk udfoldelse) heller ikke er godt - at man kan nå til et punkt, hvor man i stedet for at opbygge krop og sind (ånd) begynder at nedbryde begge dele.
Min grundtanke er, at hvert eneste menneske har stor (uendelig) værdi - i sig selv - uafhængig af ydre forhold (fx fysisk aktivitet; men man kunne også med ydre mene fx social status, økonomi osv), og at det springende punkt er der, hvor man knytter sin følelse af personlig værdi for nært til disse forskellige ydre forhold.
At gøre dét kan let føre til et skrøbeligt selvværd eller selvtillid, fordi kroppen (eller generelt de ydre forhold) er skrøbelig - man kan blive syg (miste sit job, gå fallit osv). Den egentlige (evige og uendelige) værdi ligger for mig at se i det indre menneske.
Ved overdreven fysisk aktivitet er det let at danne den kobling, at mit værd som menneske er lig med min træning/udseende osv altså med noget ydre. Og dermed undergraver man formålet med træningen - at få det bedre, bedre selvværd, selvtillid osv. Man bliver let (for at bruge et andet billede som jeg har brugt tidligere i en anden sammenhæng) som eskimoen der begynder at løbe, hvorved han sveder, og for ikke at fryse ihjel, fryse til is, bliver han nødt til at løbe endnu stærkere, hvorved han sveder endnu mere osv frem mod kollapset.
Udover dette rent psykologiske aspekt ved overtræning er der det biologiske/biokemiske aspekt, at ved træning frigives eller dannes der bla de såkaldte endorfiner i kroppen eller hjernen, endorfiner der så vidt jeg ved fungerer som kroppens eget, naturlige smertestillende eller morfinlignende stof. Dette kan opleves som en form for rus eller kick, som for nogle bliver til en decideret afhængighed, så man "skal" træne mere og mere for at nå den samme rus. På denne måde er der en sammenhæng mellem smerte og belønning (lyst).
Jeg oplever dog, at endorfiner adskiller sig fra de kunstige narkotiske stoffer (fx heroin eller kokain) derved, at stofafhængige (narkomaner) beskriver en nedtur der følger på rusen. Selv oplever jeg ikke en sådan nedtur efter at have trænet og nydt det velvære, der altså i hvert fald delvist har et biologisk/biokemisk grundlag og som man kan opleve efter træning.
Generelt oplever jeg ved træning, at hvis man lider af psykisk eller fysisk smerte (se nedenfor mht min baggrund og situation) så forsvinder smerten ikke - den dulmes og bliver lettere at bære. Dette kan mht egentligt stofmisbrug være en af årsagerne til at nogle bliver narkomaner. Altså en grundliggende - vel typisk psykisk - smerte som narkotikaen dulmer og gør mindre ubærlig.
Der er altså en risiko i begge ender af x-aksen (aktiviteten); Ved 0-punktet (Origo i koordinatsystemet) vil mange være tilbøjelige til at føle sig mindreværdige, måske endda værdiløse og det samme langt ude på x-aksen (eskimoen der jager af sted og til sidst kollapser).
Cirka i midten er det gyldne punkt (humør/velvære-kurvens toppunkt).
Man kan beskrive fordelene ved fornuftig og afbalanceret motion med nogle lidt andre nuancer og i et andet billede:
Forestil dig to cirkler, den ene kalder vi en god cirkel, den anden en ond cirkel. For at starte med den onde: Man er fx overvægtig. En naturlig følge af overvægt kan være træthed. Og af træthed kommer let ønsket om inaktivitet, der igen kan lede en til overdreven spisning af sødt og fedt (for at få det kick eller den hurtige energi man savner) der igen leder til overvægt osv.
Den gode cirkel kan beskrives sådan: Man er måske normalvægtig. Derfor har man en naturlig trang til fysisk aktivitet, der skaber en naturlig sult og lyst til nærende og sund kost, hvilket giver energi og fører til at man holder vægten osv.
For at komme fra den onde cirkel til den gode skal man passere en barriere, man skal overvinde sig selv. Konkret kan skridtet fra den onde cirkel til den gode være at begynde at bevæge sig (gå, løbe osv). Men der er altid en grad af selvovervindelse forbundet med dette. Hvis man er (så godt som) fysisk inaktiv, skal der noget til for at man kan bryde denne vane, begynde at bevæge sig. En personlig indsats, en vilje.
Dette kan man vælge at se som et problem, noget man ikke orker. Man kan også se det som det, der er med til at skabe personlig værdi - man yder en indsats og får belønningen.
Tankerne eller fantasierne omkring denne selvovervindelse kan være dramatiske - skridtet fra fysisk inaktivitet til aktivitet kan virke som at bestige Mt Everest. Men det er kun fantasi. Skridtet er i virkeligheden ikke så stort. Som i mange andre sammenhænge (fx også angstforestillinger eller generelt angst) kan tanken (fantasien) være værre end virkeligheden. Jeg tror, at de fleste der træner regelmæssigt oplever denne barriere ofte. Men hver gang man overvinder den (uden at overdrive) øges ens selvtillid, velvære osv.
Sagt med andre ord: Alle kan nå det jeg før kaldte det gyldne punkt. Udgangspunktet kan være vidt forskelligt fra person til person, og vi har alle individuelle grænser også for fysisk udfoldelse. Mit eget udgangspunkt var en psykiatrisk diagnose og 20-25 kg overvægt. Jeg er efterhånden ved regelmæssig træning sluppet af med de overflødige kg og den træthed der tidligere plagede mig så meget. Jeg har mere energi og generelt en bedre trivsel. Jeg får mindre medicin mod den psykiatriske lidelse. Diagnosen har jeg dog stadig.
Det første skridt ud af den onde cirkel er måske det sværeste. Til gengæld kan jeg garantere at det kan betale sig.
Der er ingen der siger, at fysisk aktivitet er vejen til evig lykke - men at få det bedre - uanset udgangspunkt - er vel heller ikke så dårligt..
Jeg kunne her tænke mig at skrive lidt om mine egne erfaringer med at røre sig, dyrke motion. Hvis man forestiller sig et koordinatsystem med aktivitetsniveau på x-aksen og humør/velvære på y-aksen, oplever jeg at i nulpunktet (Origo) - hvor man ikke rør sig er humøret/velværet også 0. Begynder man at bevæge sig regelmæssigt, stiger kurven indtil et vist punkt, det jeg kalder det gyldne punkt, hvorefter kurven begynder at falde igen.
Med det mener jeg, at overdreven fysisk udfoldelse (det kan være meget individuelt hvad der må betegnes som overdreven fysisk udfoldelse) heller ikke er godt - at man kan nå til et punkt, hvor man i stedet for at opbygge krop og sind (ånd) begynder at nedbryde begge dele.
Min grundtanke er, at hvert eneste menneske har stor (uendelig) værdi - i sig selv - uafhængig af ydre forhold (fx fysisk aktivitet; men man kunne også med ydre mene fx social status, økonomi osv), og at det springende punkt er der, hvor man knytter sin følelse af personlig værdi for nært til disse forskellige ydre forhold.
At gøre dét kan let føre til et skrøbeligt selvværd eller selvtillid, fordi kroppen (eller generelt de ydre forhold) er skrøbelig - man kan blive syg (miste sit job, gå fallit osv). Den egentlige (evige og uendelige) værdi ligger for mig at se i det indre menneske.
Ved overdreven fysisk aktivitet er det let at danne den kobling, at mit værd som menneske er lig med min træning/udseende osv altså med noget ydre. Og dermed undergraver man formålet med træningen - at få det bedre, bedre selvværd, selvtillid osv. Man bliver let (for at bruge et andet billede som jeg har brugt tidligere i en anden sammenhæng) som eskimoen der begynder at løbe, hvorved han sveder, og for ikke at fryse ihjel, fryse til is, bliver han nødt til at løbe endnu stærkere, hvorved han sveder endnu mere osv frem mod kollapset.
Udover dette rent psykologiske aspekt ved overtræning er der det biologiske/biokemiske aspekt, at ved træning frigives eller dannes der bla de såkaldte endorfiner i kroppen eller hjernen, endorfiner der så vidt jeg ved fungerer som kroppens eget, naturlige smertestillende eller morfinlignende stof. Dette kan opleves som en form for rus eller kick, som for nogle bliver til en decideret afhængighed, så man "skal" træne mere og mere for at nå den samme rus. På denne måde er der en sammenhæng mellem smerte og belønning (lyst).
Jeg oplever dog, at endorfiner adskiller sig fra de kunstige narkotiske stoffer (fx heroin eller kokain) derved, at stofafhængige (narkomaner) beskriver en nedtur der følger på rusen. Selv oplever jeg ikke en sådan nedtur efter at have trænet og nydt det velvære, der altså i hvert fald delvist har et biologisk/biokemisk grundlag og som man kan opleve efter træning.
Generelt oplever jeg ved træning, at hvis man lider af psykisk eller fysisk smerte (se nedenfor mht min baggrund og situation) så forsvinder smerten ikke - den dulmes og bliver lettere at bære. Dette kan mht egentligt stofmisbrug være en af årsagerne til at nogle bliver narkomaner. Altså en grundliggende - vel typisk psykisk - smerte som narkotikaen dulmer og gør mindre ubærlig.
Der er altså en risiko i begge ender af x-aksen (aktiviteten); Ved 0-punktet (Origo i koordinatsystemet) vil mange være tilbøjelige til at føle sig mindreværdige, måske endda værdiløse og det samme langt ude på x-aksen (eskimoen der jager af sted og til sidst kollapser).
Cirka i midten er det gyldne punkt (humør/velvære-kurvens toppunkt).
Man kan beskrive fordelene ved fornuftig og afbalanceret motion med nogle lidt andre nuancer og i et andet billede:
Forestil dig to cirkler, den ene kalder vi en god cirkel, den anden en ond cirkel. For at starte med den onde: Man er fx overvægtig. En naturlig følge af overvægt kan være træthed. Og af træthed kommer let ønsket om inaktivitet, der igen kan lede en til overdreven spisning af sødt og fedt (for at få det kick eller den hurtige energi man savner) der igen leder til overvægt osv.
Den gode cirkel kan beskrives sådan: Man er måske normalvægtig. Derfor har man en naturlig trang til fysisk aktivitet, der skaber en naturlig sult og lyst til nærende og sund kost, hvilket giver energi og fører til at man holder vægten osv.
For at komme fra den onde cirkel til den gode skal man passere en barriere, man skal overvinde sig selv. Konkret kan skridtet fra den onde cirkel til den gode være at begynde at bevæge sig (gå, løbe osv). Men der er altid en grad af selvovervindelse forbundet med dette. Hvis man er (så godt som) fysisk inaktiv, skal der noget til for at man kan bryde denne vane, begynde at bevæge sig. En personlig indsats, en vilje.
Dette kan man vælge at se som et problem, noget man ikke orker. Man kan også se det som det, der er med til at skabe personlig værdi - man yder en indsats og får belønningen.
Tankerne eller fantasierne omkring denne selvovervindelse kan være dramatiske - skridtet fra fysisk inaktivitet til aktivitet kan virke som at bestige Mt Everest. Men det er kun fantasi. Skridtet er i virkeligheden ikke så stort. Som i mange andre sammenhænge (fx også angstforestillinger eller generelt angst) kan tanken (fantasien) være værre end virkeligheden. Jeg tror, at de fleste der træner regelmæssigt oplever denne barriere ofte. Men hver gang man overvinder den (uden at overdrive) øges ens selvtillid, velvære osv.
Sagt med andre ord: Alle kan nå det jeg før kaldte det gyldne punkt. Udgangspunktet kan være vidt forskelligt fra person til person, og vi har alle individuelle grænser også for fysisk udfoldelse. Mit eget udgangspunkt var en psykiatrisk diagnose og 20-25 kg overvægt. Jeg er efterhånden ved regelmæssig træning sluppet af med de overflødige kg og den træthed der tidligere plagede mig så meget. Jeg har mere energi og generelt en bedre trivsel. Jeg får mindre medicin mod den psykiatriske lidelse. Diagnosen har jeg dog stadig.
Det første skridt ud af den onde cirkel er måske det sværeste. Til gengæld kan jeg garantere at det kan betale sig.
Der er ingen der siger, at fysisk aktivitet er vejen til evig lykke - men at få det bedre - uanset udgangspunkt - er vel heller ikke så dårligt..
Kommentarer
Send en kommentar