Gå videre til hovedindholdet

Den radikale skepticisme - den absolutte idealisme

Den franske filosof, René Descartes (1596-1650), var efter nogles mening den første, der "opdagede" jeget i sin søgen efter et fast, ubetvivleligt grundlag for menneskets erkendelse. Descartes position var, efter at have benyttet den såkaldte metodiske tvivl, at der dog er noget der står fast; nemlig det tænkende (erkendende) jeg ("jeg tænker, altså eksisterer jeg").

Men idet jeget er "opdaget" opstår der et nyt problem; hvad er nærmere forholdet mellem (det tænkende) jeg og det vi erkender; med andre ord; hvordan er forholdet mellem bevidstheden og det bevidstheden er om; mellem erkendelsen og erkendelsens objekt eller genstand; forholdet mellem subjekt (jeget) og objekt (genstand)?

Dette problem fører i en bevægelse fra Descartes over Hume (1711-76) til Kant (1724-1804) og sluttelig til Hegel (1770-1831). Denne bevægelse er forsøgt beskrevet i den danske filosof, Justus Hartnacks (1912-2005), "Fra Kant til Hegel - en nytolkning" (1979).

Hartnack starter den nærmere redegørelse med en beskrivelse af Humes filosofi. Ifølge Hume har alle vores ideer sin rod eller er afledte ("derived") af sanseindtryk ("impressions"). Hume definerer nærmere i sin, "A Treatise of Human Nature" (1739), ideer (eller begreber) som svage (efter-)billeder af sanseindtryk; de adskiller sig kun fra disse ved den livagtighed ("vivacity") og kraft ("force") hvormed de melder sig for opfattelsen ("perception").

Men Humes position har den klare svaghed, at ord, begreber eller fænomener som "jeg", "tanke" og mange andre derved udelukkes fra vores idé-/begrebsverden, idet man ikke med mening kan sige, at disse er afledte af noget sanseindtryk. Det giver således ingen mening at sige, at mit jeg er blåt, dufter af roser eller lyder sådan og sådan. Og da det således er udelukket at sanse jeget, skulle det ikke eksistere, ifølge Hume, ikke engang som en idé. Ikke desto mindre har vi i det mindste en idé om jeget.

Derfor ender Humes erkendelsesteori med sammenbrud - og Hume bliver (radikal) skeptiker - vi er ikke i stand til at erkende noget som helst.

Denne position vækker Immanuel Kant af sin "dogmatiske slummer" som det hedder i litteraturen, og han prøver bla i sin, "Kritik der reinen Vernunft" (1781, A-udgaven; 1787, B-udgaven), at løse det problem Hume har tydeliggjort. Hvis ikke vi er i stand til at løse problemet, ender vi i den nævnte radikale skepticisme - al erkendelse, al videnskab bliver derved i sidste ende meningsløs eller i hvert fald uden sikkert fundament.

Kant introducerer så det begreb, der hos Hegel bliver til begrebet om "verdensånden" eller det universelle jeg, men hos Kant kaldes "den transcendentale apperception" - dvs et begreb om betingelserne og forudsætningerne for erkendelsen (tanken); Hos Hegel er det universelle jeg ikke selv en bevidsthed, men derimod en betingelse for bevidsthed.

(Man kan her notere sig en påfaldende parallellitet eller sammenfald mellem dette begreb om det universelle jeg - en slags bevidsthedsfelt hvor de individuelle bevidstheder, der betinges af det (ikke personlige) universelle jeg er instanser af det universelle jeg - og så den moderne teori fra fysikken om kvantefelter, hvor de enkelte elementarpartikler ses som instanser af kvantefeltet, der ikke selv er en partikel men betinger partiklerne. Sammenholder man de to teorier har vi en samlet teori om en slags åndens (eller bevidsthedens) og stoffets kvantisering).

Hvis vi læser perioden fra Hume til Hegel med hegelianske briller, vil det svare til den bevægelse Hegel beskriver i sin, "Phänomenologie des Geistes" (1807), nemlig fra sansebevidstheden ("Sansningens Vished") (svarende til Humes sanseposition) til den absolutte viden, der afslutter det nævnte værk af Hegel. Med andre ord fra det meget konkrete (sansningen) til det meget abstrakte - nemlig forståelsen af, ifølge Hegel, at subjekt og objekt, erkendelse og erkendelsens (tankens) genstand er identiske. Dette sidste kaldes normalt den absolutte eller tyske idealisme.

Ifølge Hartnack markerer den bevægelse i filosofien eller nærmere bestemt erkendelsesteorien (epistemologien) jeg her har forsøgt at gengive de eneste (begrebs-)logiske muligheder for en løsning af det klassiske erkendelsesteoretiske problem om subjekt og objekt og dermed om erkendelse, viden overhovedet. Men det er ikke sikkert, at Hartnack har ret i denne påstand.

Som jeg læser Hartnack er disse (begrebs-)logiske muligheder et enten-eller. Det kunne tænkes, at virkeligheden er et både-og. Forstået på den måde, at vores erkendelse både støtter sig til sansning (eller konkret iagttagelse) og begreb (abstraktion), eller iagttagelse og logik, og at disse to elementer altid følges ad. Det er således ikke sikkert, at Hegels skema (eller bevægelse) i begreberne er korrekt, og at erkendelsen med nødvendighed bevæger sig fra sansning til abstraktion, eller for at bruge Hartnacks udtryk, fra (konkret) sansning til almengørelsen af jeget.

I øvrigt vil jeg sige, at Hegels påstand om identitet mellem subjekt og objekt bør læses epistemologisk og ikke ontologisk, hvilket Hartnack også anfører flere gange i det nævnte værk. Læst epistemologisk (erkendelsesteoretisk) er Hegels påstand tviviel hvis man med identitet mellem subjekt og objekt mener, at den tanke jeg har om et givet objekt eller genstand er min tanke om det givne objekt eller genstand. Eller med andre ord den tautologiske påstand: Mine tanker er mine tanker (om et hvilket som helst objekt eller genstand).

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Kærligheden er visdommens kilde

Det kærligheden - og med den visdommen - koster os, er dens værdi I flere værker af Platon efterspørger han hvordan vi mennesker bliver gode og vise; og han ender i Epinomis med en lidt tvivlsom metode: Først og fremmest bliver vi vise gennem viden om tallene (Selve dialogen Epinomis' ægthed er omstridt). Måske er sandheden langt enklere: Vi bliver gode og skønne og vise gennem kærlighed, ved at elske, gennem den helt almindelige kærlighed mellem mennesker . Kærlighed er det godes essens og derfor vejen til åndelig skønhed, godhed og visdom. Og denne vej - kærlighedens vej til visdom - er evig og aldrig afsluttet. Heldigvis! Måske behøver vi ikke sindrig videnskab, indviklede meditationsteknikker, vanskeligt tilgængelig filosofi, årelang uddannelse og gudsfrygt for at finde og udtrykke vejen til menneskelig godhed og skønhed og visdom - Men kun det helt enkle som ethvert barn kan forstå.