Gå videre til hovedindholdet

Tre nye digte

Tone

jeg synger
variationer over en grundtone
som meget længe har været smerte
men grundtonen forandres
når blødningen stopper
den bliver lysere og dybere
men dybest nede løber en tone
der kun forandres måske to gange i evigheden;
når du forenes med din elskede
og når din ånd bliver hel
denne tone er Guds tone
uhørt og uforstået af mennesker

Sang

Sangen begyndte
for ukendte evigheder siden
en digter kan tilnærme sig den
men aldrig nå den helt
den er i verden
og dog udenfor verden
hør!
Han synger
jeg hører den
og forstår den
og forstår den ikke
Hans sang bærer barnet
trygt mod Hjemmet
hør!
Han synger
min sjæl svarer
men jeg forstår det ikke
kan ikke tyde sangen
og dog forstår jeg
hør!
Han kalder
vi forstår det
og forstår det ikke
vi svarer Ham
men forstår det ikke
og forstår det dog

Gåde

jeg står for foden af et uendeligt bjerg
et uendeligt dyb
min sjæl bliver stille
allyset
det synger
min sjæl bliver rolig
stadig roligere
mennesker har deres bøger
jeg har kun denne sang
jeg står ved en gåde
jeg har intet sprog
der kan tyde den
jeg er ved kernen af alt
med mine fattige menneskehænder
søger jeg at favne det
med min fattige menneskestemme
søger jeg at svare Hans sang
en gåde
kernen
med blinde menneskeøjne
søger jeg at se det
bag om alt
kernen
en gåde

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere