Gå videre til hovedindholdet

Mørkekomplekser

Hvis man hader et andet menneske, og udfører en eller anden mørkets gerning mod vedkommende, fx forbander ham eller hende eller øver vold, så vil det altid afsætte mørkekomplekser både i den åndelige og i den astrale hjerne.

Den måde man overvinder og udrenser disse mørkekomplekser på, varierer lidt afhængig af hvilken slags mørke, der er tale om.

Det åndelige mørke overvindes ved individets sorg og anger (og eventuelt modpartens tilgivelse). Det astrale mørke er dog lidt anderledes på dette område.

Astralt mørke kan skjule sig i den astrale hjerne eller det astrale legeme i årevis - og skabe megen uro i tanken. Eventuelt kan dette føre til mentale lidelser.

Men på et tidspunkt - før eller siden - vil det astrale mørke, der altså stammer fra i dette tilfælde had og en hadets gerning (eventuelt mod én selv - selvhad og selvforbandelser) begynde - under individets lidelser - at arbejde sig op fra dybet fra det underbevidste.

Holder man ud og lader det astrale mørke stige op til tankens bevidste erkendelse - ser man mørket i øjnene - vil det derefter forsvinde - det vil være elimineret. I tanken vil man da vandre tilbage til den situation, det had og for eksempel de forbandelser, der skabte det astrale mørkespor eller det astrale mørkekompleks - man vil genopleve situationen nøjagtig som den fandt sted - men denne gang under lysets kontrol. Dette kan også være forbundet med angst - men det konstruktive er altså at se mørket i øjnene.

I VmL lærer vi, at mennesket kan arve både det fysiske og det astrale fra sine forfædre. Ikke det rent åndelige. Dette betyder også, at vi kan arve ikke-eliminerede fysiske eller astrale mørkekomplekser, hvilket vi ser og oplever som fysiske eller mentale sygdomme.

I eventyr og myter har store kunstnere gennem tiden skabt store kunstværker ud fra disse lovmæssigheder, disse sammenhænge. Fx kan den nordiske mytologis beretninger om midgårdsormen formentlig læses som opgør med kundalinislangen eller - energien - et astralt mørkefænomen.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere